Læsetid: 4 min.

Danmark i krig af sig selv

Hvornår bliver det så næste gang den 29. august, diskuterede man i ugen der gik
6. september 2003

Hvornår bliver det så næste gang den 29. august, diskuterede man
i ugen der gik

Ritsjj
Danmarks forsvar skal lægges om. Ifølge et forslag fra en arbejdsgruppe nedsat af regeringen skal det overgå fra det, der hedder »langvarig tilstedeværelse i områder med lav konfliktintensitet« til et militær med »kapacitet til hurtig udsendelse af kortvarige og fokuserede bidrag.« Eller som det hed i en overskrift i Jyllands-Posten onsdag: »Ny forsvarsdoktrin: Først ind og først ud.«
Det betyder med avisens og arbejdsgruppens ord, at Danmark fremover vil befinde sig »i frontlinjen« i krige og konflikter og således ikke længere ude på det »sidespor« i NATO og EU, hvor landet ingen indflydelse har. Det vil kortere endnu sige, at Danmark skal i krig noget oftere end hidtil. Eller skal være forberedt på det, når det besluttes.
Det sidste kommer vi tilbage til.

Nu og dengang
Mens planen for »et nyt, slankere og mere professionelt forsvar« (således Politiken) blev godt modtaget af både politikere og lederskribenter, så fik et andet forsvarspolitisk udspil blandede anmeldelser.
Det drejer sig om statsminister Anders Fogh Rasmussens opgør med samarbejdspolitikken frem til den 29. august 1943.
Statsministeren formulerede det først i forordet til en ny bog og dernæst ved mindehøjtideligheden på selve dagen. I begge tilfælde knyttede han dengang sammen med i dag, dvs. den 29. august for 60 år siden sammen med Danmarks aktuelle militære engagement i Irak, således altså at det ene – antinazisme og frihedskamp under Anden Verdenskrig – blev anført som argument for det andet – krigen, også Danmarks krig, mod Saddam Husseins diktatur og den militære besættelse af Irak.
Det gjorde billedet indviklet. Der var for det første den 29. august og den historiske konjunktiv. Hvad nu hvis?, men især: Gid man noget før havde... Dertil kom den historiske præsens, indlevelsen i den tids virkelighed og sagen set fra samarbejdspolitikkens synspunkt. Og endelig den historiske fremtidsform, statsministerens politiske ærinde, altså »Irak« i dag og i morgen, først-ind-og-først-ud.
Man kunne også sige det anderledes: Efter nogle dages debat var det stadig ikke til at hitte ud af, om statsministeren forsøgte at vinde krigen dengang ved hjælp af krigen i dag, altså ved hjælp af en senere erkendelse og på komfortabel afstand. Eller om han prøvede at vinde den nye krig med den gamle krigs hjælp. Ved nemlig at tampe en forviklet virkelighed oven i hovedet med enkle sandheder og høje idealer, som enhver – sådan udtrykte historikeren Andreas Skov det i Berlingske Tidende – i hvert fald principielt og i moralsk forstand går ind for.

Absurd og fræk
For Weekendavisens Ulrik Høy var statsministerens sammenligninger klar og nødvendig tale:
»Det drejer sig om bataljen, den endeløse mellem de to ’ånder’ i dette land: modstandens ånd og kapitulationens ånd. Det er herligt at se, at modstandens ånd nu har forplantet sig til det kæmpende demokrati og ikke blot det vegetative og diskuterende, der helst snakker til solen går ned og for enhver pris blander sig udenom. Kosovo, Afghanistan, Irak. Danmark blander sig. Aktivt. Med fighterånd.«
Ditlev Tamm, professor og forfatter til en disputats om retsopgøret, udtrykte sig onsdag i Berlingske Tidende mere dialektisk. I en af flere formuleringer:
»Jeg synes, at det er rigtigt, at Danmark i dag officielt viser, hvor vi hører til. Ligesom modstandsbevægelsen gjorde i sin tid. Det er det, der politisk har perspektiv i dag og ikke en historisk diskussion om Danmarks muligheder i 1940. Jeg har en fornemmelse af, at det ved statsministeren godt.«
Bent A. Koch, tidligere modstandsmand, trak den i Politiken tirsdag tydeligere op.
Kort udtrykt: Koch brød sig af naturlige grunde ikke det mindste om samarbejdspolitikken, men det gjorde til gengæld et flertal af befolkningen så sent som ved folketingsvalget 23. marts 1943. Og han slutter:
»Sammenligningen mellem dengang og nu er provokerende og absurd. ... Den er også fræk, fordi den insinuerer, at modstanderne af Irakkrigen på det foreliggende grundlag er som de frygtsomme samarbejdspolitikere, der ikke ønskede at træde op mod uretten. Skal det virkelig være nødvendigt at sige, at der er ingen, der har ønsket at logre for Saddam? Spørgsmålet, som delte vandene, var alene, om det skulle være et ensidigt amerikansk korstog, eller om man skulle vente og lade verdenssamfundet gennem FN gå i aktion.«

Af sig selv
Det bringer os tilbage til start. Til ny forsvarsdoktrin og til forholdet mellem »frontlinjen« i fremtidige krige og »sidesporet« i NATO.
Eller kortest muligt: Hvem skal så bestemme, hvornår den 29. august oprinder i en kommende konflikt? Eller med Ulrik Høys ord: Hvornår skal snakkehovedet blive til fighterånd, og hvem skal bestemme?
Lektor ved Aalborg Universitet, Herman Knudsen, spurgte i Jyllands-Posten i går i samme anledning:
»Har lande med demokratisk styreform uden videre ret – ja, måske ligefrem pligt? – til at angribe lande, der ledes af en diktator eller diktatorisk styreform? ... Hvornår skal vi indstille os på, at Danmark skal sende soldater af sted til krige mod Syrien, Pakistan, Kina eller andre af de ca. 100 diktaturstater, der findes i verden i dag?«
Og er det for tilspidset, så kan man læse baglæns til om onsdagen, hvor Kristeligt Folkepartis forsvarsordfører Jann Sjursen udtrykte det sådan i diskussionen om det ny forsvarsforlig og ikke med tanke på Anders Fogh Rasmussen og 29. august, skønt måske alligevel lidt:
»Det folkeretlige grundlag skal være på plads ved dansk deltagelse i militære aktioner. Det var det ikke i Irak, og grundlaget har betydning for hvorvidt Danmark skal deltage af sig selv i krige og dermed komme i risikozonen for terror.«
Det er en mærkelig sætning, men det er godt spurgt og opsummerer en mindst 60 år gammel og altså endnu uafsluttet diskussion: Hvorvidt og af sig selv?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her