Læsetid: 2 min.

’Ikke desto mindre’

Aalborg Teater har med ’Albert Speer’ præsteret et stykke moderne, ambitiøst teater. En sæsonåbning, der vil noget
16. september 2003

Teater
Klaus Rifbjerg skrev ved Leni Riefensthals død forleden om den følelse af evig skyldbelastethed der trods alle afværgende falbelader hæftede ved hende. Og ved hendes åndsbeslægtede, Albert Speer, Hitlers fortrolige, der realiserede Førerens megalomane arkitektoniske drømme. Speers livslange soningskamp er emnet for en stor Danmarkspremiere i Aalborg.
Albert Speers historie er velkendt nok: De 13 år under Hitlers hypnotiske bevågenhed der i ét hug løftede den unge arkitekt op i almagtens sfære – til iscenesættelsen af idealprojektionen ’Germania’. Derpå de 20 år i Spandau-fængslet, formildet af Speers enegang blandt nazispidserne hvad angik skyldspåtagelsen. Og ikke mindst de sidste år hvor hans erindringer i flere led – og interviews i f.eks. Playboy – fortalte den lidet opbyggelige historie om lukkede øjne, dyb fortrængning – og forfængelig ambition. Med skyldig syndsbevidsthed. Endelig død i 1981, færdig.

Intime bekendelser
Gitta Serenys kæmpebiografi fra 1995, Albert Speer: His Battle With Truth, genoplivede hans ærkefatale skæbne og affødte så i år 2000 englænderen David Edgars ’sørgespil’, Albert Speer, som Aalborg Teater nu fortjenstfuldt har bragt til Danmarkspremiere.
»Ikke desto mindre«, sådan var kodeordet for de mest intime bekendelser i Speers mange breve til datteren Hilde fra Spandau. Dem, hvor han tilsyneladende helt åbent bekendte sin rystende ignorance omkring de fundamentale umenneskeligheder han var bortvendt vidne til, under varetagelsen af sine ’pligter over for Fædrelandet’.
Men David Edgar graver dybere. Han genfortæller ikke bare hele den patetiske far-søn historie om Hitler og hans unge protege, samt
Speers terapeutiske sessioner med den franske fængselspræst Casalis, der først åbnede den skyldplagedes sind. Han iscenesætter især de sidste 15 år af den ’rehabiliterede’ Speers liv, hvor denne trods al god vilje ikke før på det alleryderste formåede at trække sine projektioner og fortrængninger i sig, og helt uden forbehold, uden ethvert »ikke desto mindre«, erkendte sin medviden og sin skyld.

Velspillende kompagni
Det er ikke lysteligt. Det er mørkt og det er dunkelt, hyllet i raffineret lyssatte scenografiske dybdearrangementer af uigennemtrængelig mursten eller cement, hvorfra allehånde gespenster dukker frem i genfortællingens skræmmende klartekst eller i drømmes traumatiske genkomster. Mangfoldigt kommenteret af Speer selv, men også af Casalis og andre sandhedsvidner. Et kompliceret væv af stemmer, som holder os på pinebænken i mere end tre timer.
I Ole Lemmeke har Aalborg Teater fundet en absolut storspillende gæst som Albert Speer. Netop ikke spillende stort ud, men forbilledligt gradueret: beskedent, høfligt, beæret, stolt og ærgerrigt. Og altid med den absolutte ensomheds aura, forfængelighedens.
Som Ole Lemmeke sætter tonen, følger hele kompagniet trop. Der er glimt af parodi – og fanden om der ikke måtte være det i én af århundredets største narrehistorier.
Scenografien (ved Peter Schulz) er nævnt, og Jan Maagaards instruktion gør de mange timer til ét åndeløst nærvær. Et stykke moderne, ambitiøst teater. En sæsonåbning, der vil noget. Og betyder noget!

*David Edgar: Albert Speer. Oversættelse: Simon Boberg. Iscenesættelse (og bearbejdelse): Jan Maagaard. Scenografi: Peter Schulz. Lys: Ove Larsen. Aalborg Teater, Store Scene. Til medio oktober

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu