Læsetid: 3 min.

Djævlerier

Stærkt spil på ordenes afmagt i sjælens kukkasse i Lærke Sanderhoffs ’Limbo’ og Aleksa Okanovics ’Restaurant D’Amour’
2. september 2003

Odense
Hvis det er et tilfælde, at det netop er disse to vidt forskellige enaktere, der spilles i sammenhæng, er det et lykkeligt tilfælde – efter et nærmest klassisk dogme. Lærke Sanderhoffs Limbo er en tragedie, Aleksa Okanovics Restaurant D’Amour et komisk-absurd nachspiel. Hver for sig og tilsammen er de dog meget mere på Odense Teater i Jens August Willes instruktion.

Sjælegal
Lærke Sanderhoffs Limbo er et sofastykke med parabol-tv og katapultsæde. To unge elskende, Jens og Bea, sidder midt i deres nye samliv og vil så gerne finde deres egen fælles livskanal midt i al zapperiet mellem dyrevold og krigshandlinger på skærmen. De er jo svært nok i sig selv. Lettere bliver det ikke af, at Jens har en mørkelagt fortid som krigssoldat og en smertende nutid med hovedet fyldt af granatsplinter.
De popper op som de popcorn, der skal forsøde Jens og Leas samliv, og som Jens’ gamle soldaterkammerat,
John, der pludselig møder op med sin truende og truede eksistens. Jens’ hoved, krop og sjæl er splittet op i to, som mellem Sanne Saerens Taastis omskiftelige Bea og Claus Riis Østergaards nervegale og aggressive John. Mikkel Bay Mortensen nuancerer som Jens den facetterede type, han med overbevisning gestaltede i sidste års Hitlers barndom.
Limbo får virkelig vist os, at hvad der er ude af øje, er ikke ude af sind. En ældre kvinde, der sad ved siden af mig, reagerede meget stærkt på stykkets små voldshandlinger, de sproglige såvel som de fysiske.
Hendes reaktioner gjorde det helt tydeligt, at Limbo gerne løber risikoen for at falde i enakterens fælde: den forcerede (over)dramatisering – for til gengæld på kort tid og i en samlet scene at vække én følelse og trække den gennem det hele: det destruktive ubehag. En lærerig dramatisk værkstedssamtale, det er Limbo. Lad så gå, at sammenstødet mellem krig og kærlighed trækker på lidt tunge klicheer om øllet (mandlig) chauvinisme og nederdelsplisseret (kvindelig) uskyld, og at replikkerne siges så mærkeligt teatralsk midt i al deres dagligsproglige gru.
Teatralitet i sprog og mimisk spil er også til stede i Aleksa Okanovics Restaurant D’Amour. Men der giver det mildest talt mening til galskaben.

Ord og erotik
Aleksa Okanovics Restaurant D’Amour er et forrygende og præcist temposat kammerspil om et midaldrende par, hvis kærlighed er forlist i mistillid, kynisme og forlist erotik. Et noget slidt emne, skulle man tro. Men ikke her. Manden og kvinden, spillet med stereotyp cigar-finesse af Mads Nørby og erotisk-kynisk delikatesse af Githa Lehrmann, besøger kærlighedens restaurant, hvor de udsættes for Peder Dahlgaards spektakulære og spilleglade tjener, ikke uden hint til den servile hanrej og maniak Basil (John Cleese). Ind i billedet kommer en tredje gæst med et vist djævelsk tilsnit, spillet af Lennart Hansen. Gastronomien og seksualiteten sættes på hinandens satiriske dagsorden.
Alt er egentlig intellektuel ordskvalder og verbal bulimi manden og kvinden imellem. Men det kommer der omvendt forrygende replikker og mimiske situationer ud af. Konventioner i samliv og social omgang står og stritter af kastrationskaos og febril eros, af mimisk og sproglig absurditet i Okanovics stykke – og i Nørby og Lehrmanns spil.
Det hele er faktisk åndelig kannibalisme, skabt af på én gang for intens omgang med og for stor afstand til de tabuer, mennesker skaber mellem hinanden, af for meget apati og for lidt empati, af mistillid til kærlighedens væsen og af den gamle historie om, at angst æder sjæle op. Og djævlen spiser resten – i Limbo-land såvel som på restaurant D’Amour.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu