Læsetid: 4 min.

Med dommer-stemmerne 2-1

MC’s Fight Night har i et par år knock-outet alle andre hiphop-arrangementer. Nu udkommer freestylerapperne på cd, der viser, at studiemusik improvisation og trækker på forskellige talenter
10. september 2003

Ny cd
Hvis folk undrede sig over, hvilket monster dansk rap har udviklet sig til – efter vinterens hovedløse skalle fra Berlingske Tidende til hiphopkulturen, der blev kaldt chauvinistisk og afstumpet – så skulle de have været til MC’s Fight Night i Cirkusbygningen ultimo april. Et mesterskab i freestyle-rap, som nu også danner grundlag for en relativt vellykket cd. Et par pietistiske lederskribenter m.fl. gik dengang glip af en magtdemonstration i nærhed, begejstring og fandenivoldsk freestyle. Alt sammen temmelig ufarligt og ufattelig festligt.
2.200 capklædte fyre og opdullede tøser indtog stolerækkerne for at overvære det, der har udviklet sig til kulturens førende arrangement.
Fra Verner Pantons farverige sædehav engagerede de sig i det hidtil mest medrivende verbale knock out-orgie i MC’s Fight Nights fire-årige historie. Skuet var en potent boksering midt i kuppelsalen, hvor 16 af landets modigste rimimprovisatører battlede for et til tider nådesløst buuuhende publikum. Var flowet wack og pointerne om villige ho’s eller modstandernes seksuelle orientering for billige, fik kombattanterne ikke ørenlyd til at finde pulsen i deres stressede tankestrømme og changerende beats.
Altså et scenario som godt nok ligner battlescenerne fra vinterens filmhit, 8 Mile, men i virkeligheden stammer fra en 20 år gammel tradition med rødder i sprukken amerikansk ghettobeton. Nu udgiver arrangørerne bag attitudefesten så en cd med dis-disciplinens numero uno anno 2003, Strøm fra Ulfborg, og en række andre udvalgte profiler, der har sat deres præg på de første fire års mesterskaber.

Spændende eksperiment
MC’s Fight Night All-Stars hedder skiven, og dens 12 skæringer tegner et interessant billede af, at evnen til at improvisere ikke nødvendigvis går hånd i hånd med forudsætningerne for at skrive perspektivrig lyrik eller efterfølgende at indspille sin ordstrøm med en ond diktion.
Mens førstnævnte kvalitet beror på momentum, fantasi, reflekser og referenceramme, så handler arbejdet i studiet i højere grad om rutine, flow og evnen til at fortælle sammenhængende historier.
Udgivelsen er altså et spændende eksperiment fra MC’s Fight Nights bagmænd, men typisk for den slags satsninger medfører det desværre også en vis spildprocent.
For at begynde med det positive så demonstrerer såvel den snart soloaktuelle Strøm som MikL, at forårets mindeværdige finale-clash ikke var nogen tilfældighed.
På den melodisk fængende »Du går og syn’s du’ go« præsterer 2003-champ’en en systematisk jante-nedrakning af egne evner og rødder (»du blev mobbet ud af hjælpeklassen / du var den stille duksedreng, der hentede mælkekassen«). Sluttelig slår Strøm dog fast, at selvkritik skærper ham mere end kampen mod konkurrenterne – altså en narrativ opbygning i familie med den, som eksempelvis Bronx-kongen Nas fremfører på »Book of rhymes« fra sidste års mesterlige God’s son.
MikL gør sig også godt på plade. Flowet sikkert, energien sitrende, stilen varieret. Eneste minusser er et par gordiske sætningsknuder, og så at producerteamet Belly of the Beats bygger »Endt i mindet« op om et dystert pianotema og en distortet guitarmur, der lyder lige lovlig inspireret af Eminems eminente »Lose Yourself«.

Sært særkende
Gode gamle Clemens sætter til gengæld sine gangsta-attituder på hold og bralrer i stedet om kærlighed til kulturen på den tilbageskuende partybanger »Hip 2 the Hop«. Det klæder Klemmedrengen at være lidt old skool, gør det.
De humoristiske indslag på MC’s Fight Night All-Stars står spasmagerne Jøden og ikke mindst PTA for med henholdsvis en hyldest til den jyske hovedstad (»Århus, det er mega fucking street«) og fattigrøvsschlageren »Pengetræerne«. Ganske som tilfældet er live, så kniber det gevaldigt for PTA at få sine finurlige lignelser (»Jeg har været flad siden Brødrene Olsen var på alder med The
Olsen Twins«) til at flyde med beatet, og det kan man vel også kalde et særkende.
Derudover demonstrerer den engelsksprogede champ fra 2002, Malmös Professor P, rap af høj kaliber på »Genius at work«. Metaforerne fungerer, og det skandinaviske svar på Eminem (ja, der var han sgu igen-igen) dyrker fortsat en vidunderlig vane med at vende angreb (»I don’t care if you call me a girl, I already have girls calling me«) og begreber på hovedet.

Trivielt
Når det så er sagt, halter det tematiske indhold i flere andre af både de danske og engelske skæringer. Eksempelvis nytter det ikke, at 12-årige Frei disser vinderen fra sidste års børne-MGP, Razz, blot fordi han er jævnaldrende. Freis talent er utvivlsomt enormt, men det kan nemt blive spoleret af et hastigt voksende ego, hvis ikke folkene omkring ham passer lidt bedre på deres uimponerede guldfugl.
Selvfølgelig hører det med til rapkulturen at puste sig op - det skal bare gøres ud fra »don’t tell it, show it«-devisen. Eksemplets magt følger de færreste af MC’s Fight Night-deltagerne endnu. Alligevel kan All-Stars-udgivelsen meget nemt ende som det stykke dansk hiphop-historie, der samlede og introducerede en række af fremtidens microphone controllers.

*MC’s Fight Night All-Stars udkom torsdag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her