Læsetid: 4 min.

Det drejede sig om følsomhed, ikke?

Drømmen om bh-løse piger kan føre til meget. Bl.a. en betoning af forskellen på batik og Bowie
1. september 2003

Studiestart 2003

Børnehavepædagog
Det ville have været pædagogisk at indlede med en redegørelse for, hvor bevidst mit studievalg var, men sagen er og bliver, at jeg ikke kan huske, hvordan og slet ikke hvorfor jeg endte på Tårnby Børnehaveseminarium i sensommeren 1971.
Det nærmeste, jeg kommer, er, at jeg for dog at lave noget havde fået job i min tantes børnehave og havde forelsket mig bundløst i en pædagogmedhjælper, men hun tog i kibbutz (»vi kan da stadig være venner ...«), og så må det der med følsomhed have ligget i tiden, lissom,
ikke? Eller måske var det bare så simpelt, som at pædagogpigerne havde de pæneste bh-løse bryster. Bongopatter blev de kaldt af dem, der ikke vidste bedre. Det gjorde vi, de nogleogtyve fyre, der følte os som Jeppe i baronens seng den første dag i kantinen på Løjtegårdsvej, hvor vi ikke kunne få øje på andet end piger,
piger, piger. Lyder det banalt? Det var det. Gjorde vi alt for at skjule det? Jo!!
Vi vidste nemlig udmærket, at vejen til scoring gik via håndspålæggende interesse parret med pseudobelæsthed (»nå, du synes også strukturalismen er fed« og »ja, jeg ser sørme også frem til at fordybe mig i Jean Piaget.«) Og så løsnede det gevaldigt på en masse – dengang – hvis man havde Information stikkende op af baglommen, så man kunne se den røde prik. Og kunne Torben Brostrøms seneste lyrikanmeldelse udenad.
Jeg var lige fyldt 22, skrev digte, og vidste alt om verden. Men måske vidste jeg, at der kommer en dag, hvor man ikke kan komme videre bare ved at høre høj musik og stikke sig i armen med sjov tobak. Jeg drømte som så mange andre om et sted, som bliver blankt, når det bliver brugt. Et sted, »hvor enhver er fri, fordi vi er sammen indeni,« som Benny og Arne sang på tidens store venstrevredne hit.
Det sted skulle jeg finde i den betonbygning, hvor seminariet havde til huse. Og det lovede godt. På vores rustur, som gik til de svenske skove og ditto myg, kom vi virkelig hinanden ved og fik tæsket i bongotrommerne. Og da vi kom hjem, glædede vi os til at komme i gang med noget, vi ikke vidste noget om. Det var jo derfor vi var kommet. Stor var derfor min forundring, da lærerne spurgte os, hvad vi forventede os af undervisningen. Come on, var vi nogle, der sagde højt. Vi forventer selvfølgelig at blive undervist, for uanset hvad (den afgående) VKR-regering sagde, så kunne senhippier også være videbegærlige.

Berøringsangst
Nu kunne det lyde, som om vi ikke lærte noget. Det tror jeg nu nok, vi gjorde. Måske ikke så meget noget om børn som om samarbejde, men det har jeg også hørt, man kan bruge i en børnehave. Men fornemmelsen af tidsspilde var udtalt og blev ikke mindre af et lærerkorps, der led af berøringsangst over for deres egne roller. Indtrykket skulle være, at alle bestemte lige meget. Alle vidste, at det var løgn, når det kom til stykket, men endeløse er de plenumdiskussioner om medbestemmelse, som jeg har deltaget i for slet ikke at tale om gruppearbejde, hvor man blev mobbet, hvis man sagde for meget, og mobbet, hvis man sagde for lidt. For at vælge en vej endte jeg med ikke at sige noget. Det var også galt.
I stedet brugte jeg min energi – og mit behov for selvpromovering – på studenterpolitik. Eller rettere: Jeg kæftede op i tide og utide ud fra en dyb skepsis til både lærerne og de (mandlige) studerende, som allerede havde lært sig, at i politik er lefleri ikke af vejen. Jeg var imod. Ikke mindst imod den uniformering, som jeg selvfølgelig selv var offer for, og da folk som Lou Reed og Bowie rørte på sig i 1972-73 var vi en lille klike, der brugte dem som afsæt for et oprør i oprøret.
Pigerne i vores kreds, især Lise-Lotte, begyndte – gys! – at bruge blonde-bh, mascara og høje hæle. I en verden befolket af fjeldræve og Clark’s ørkenstøvletter var det en provokation, der virkede seriøs. Og til rytmiktimerne tog vi Hoola Bandoola Band af grammofonen og satte »Walk On The Wild Side« på. Jeg var ved at dumpe på den konto sammenholdt med min almindelige obsternasighed.
Heldigvis var jeg så strategisk forudseende, at jeg valgte at gå op til skriftlig eksamen i det tungeste fag. Så havde jeg det ligesom på skrift. I foråret 1974 fik jeg papir på, at jeg kunne passe og måske også opdrage børn. Siden har jeg kun praktiseret det over for mine egne børn.
De har så altid været så uopdragne at le højt, når de så billeder af mig fra dengang. Jeg forstår dem sådan set godt.

*Torben Bille er nyhedschef på Information, hvor han også skriver om rock og sport

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her