Læsetid: 2 min.

Drude Dahlerup: ’Jeg er ikke fremmedfjendsk’

Drude Dahlerup føler sin ære krænket af svensk journalist og debattør
13. september 2003

Det begyndte sådan set godt nok. Danskeren Drude Dahlerup og chileneren America Vela Zavala, der begge er bosat i Sverige, var inviteret til at deltage i debatprogrammet Rettergang på svensk
TV-2. Her skulle de diskutere et ja eller nej til euroen med blandt andre den svenske journalist og debattør Jens Orback.
Begge kvinder er modstandere af den fælles europæiske valuta, mens Jens Orbacks rolle i debatten var at agere anklager for ja-siden.
Men det gik galt, da Jens Orback hev en plakat frem påtrykt ordene »Velkommen til 40 millioner polakker«. Plakaten blev fremstillet af JuniBevægelsen op til den danske afstemning om Amsterdamtraktaten i 1998. Med plakaten i hånden antydede Jens Orback, at Drude Dahlerup er fjendtligt indstillet over for fremmede.
»Jeg er blevet kaldt meget i den danske debat, men er aldrig blevet beskyldt for at være fremmedfjendsk. Det er dybt krænkende, specielt når det sker over for svenske tv-seere, som ikke kender mig eller JuniBevægelsen,« siger Drude Dahlerup, der bor i Sverige, fordi hun er professor i statskundskab ved Stockholms Universitet.

Stemmer i Sverige
Drude Dahlerup var fra 1992-2002 talsperson for JuniBevægelsen. Som fastboende i Sverige har hun ret til at stemme ved den svenske euroafstemning på søndag 14. september.
Debatprogrammet er blevet fulgt op af en artikel i den svenske formiddagsavis Expressen, der under overskriften »Drude Dahlerup utpekat som främlingsfientlig« ruller historien om den famøse plakat og professoren ud.
Plakaten blev ikke hængt op til afstemningen om Amsterdamtraktaten i 1998, fordi der allerede dengang i Danmark var kritik af, at overskriften spillede på en frygt for, at Danmark og danskerne skulle blive løbet over ende af horder af polakker, hvis eller når EU’s udvidelse blev gennemført.

Postyr
Drude Dahlerup tilføjer, at selv om hun mener, at udtalelserne fra Jens Orback krænker hendes ære, ønsker hun ikke at gå rettens vej.
»Den slags kommer der sjældent noget godt ud af,« siger hun.
Ikke bare Drude Dahlerup føler sig skidt behandlet i det svenske debatprogram. I løbet af programmet gik Jens Orback hårdt til America Vela Zavala, en af Attac-bevægelsens frontfigurer i Sverige. Han spurgte hende blandt andet om hendes syn på civil ulydighed.
Spørgsmålet om Zavalas demokratisyn tog udgangspunkt i hendes tidligere udsagn om, at euroen er en trussel mod demokratiet, men det gjorde America Vela Zavala så sur, at hun ved programmets slutning ikke ville give hånd til Jens Orback. Desuden fik det efter debatten hendes kæreste til at gå verbalt til angreb på Jens Orback.
Hele sagen har skabt stort postyr i Sverige, her få dage før den vigtige afstemning.
Beskyldningerne mod Drude Dahlerup om, at hun er fremmedfjendsk, falder I øvrigt lige efter, at hendes søster Ulla Dahlerup har annonceret, at hun stiller op til Europaparlamentet for Dansk Folkeparti i 2004.
Ulla Dahlerup har som debattør i en række bøger og artikler været kritisk over for både EU og indvandring.
Det var i går ikke muligt at få en kommentar fra Jens Orback.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu