Læsetid: 4 min.

En enhjørning i haven

Der sad to mænd i fjernsynet. De snakkede om fjernhelbredelse ved forbøn, som om det skulle tages alvorligt
26. september 2003

(2. sektion)

Fjernsyn
Det lød langt ude i skoven, og man ville have forsvoret, at der kunne komme væsentligt tv ud af emnet, men det gjorde der, og bagefter kunne man spekulere på hvorfor. Diskussionen blev ledet af Deadlines ukronede dronning, Connie Hedegaard, og det var selvfølgelig en stærkt medvirkende årsag.
Hun tog udgangspunkt i en stor, international kongres for kræftlæger, som lige har været afholdt på dansk grund – og havde så inviteret afdelingsleder i Kræftens Bekæmpelse, Christoffer Johansen. Over for ham sad Niels Christian Hvidt, der er teolog, katolik og underviser på Gregoriana Universitet i Rom. Sammen har de d’herrer redigeret en antologi med titlen, Kan troen flytte bjerge? (endnu ikke udkommet).
Udgangspunktet var, at flere undersøgelser i den senere tid har vist, at bøn kan helbrede sygdomme.
Ikke bare, almindelig bøn ... altså at den syge selv be’r til Vorherre, fatter nyt mod og får det bedre ... det ville være til at forstå, men også forbøn for andre over lange afstande. Ikke sandt, det var jo langt ude, men overlæge Ole Hartling, der blev klippet ind, nøjedes med at udtrykke sin skepsis ved at hævde, at ekstraordinære påstande kræver ekstraordninære beviser. Hvis en mand ringer og siger, at der står en hest i hans have, vil man råde ham til at jage den ud. Men hvis en mand ringer og siger, der står en enhjørning, så vil man gå hen og rykke i hornet for at se, om det kan gå af.

Tro og tabu
Uden skepsis var en dr. Harold Koenig fra et universitet i North Carolina, der ligledes blev klippet ind. Han var overbevist om, at religion og videnskab var ved at mødes igen efter lang tids adskillelse – for at komplementere hinanden.
Man kan næsten sige efter lang tids fjendskab. Niels Christian Hvidt sagde, at tro havde været et tabu i lægeverdenen, men at det tabu – heldigvis – var ved at blive brudt, så man mere ville se på »det hele menneske«. Troen på forbøn og helbredsmirakler har en lang tradition i kirken, men det nye er, at der er målbare effekter.
Udsendelsen kom ikke nærmere ind på undersøgelsernes præmisser, men de første var kommet i 1988, og flere nye bekræftede.
Hvad mente så lægen fra Kræftens Bekæmpelse? Christoffer Johansen fandt det »enormt interessant og provokerende«, at der skulle være en statistisk sikker effekt i undersøgelsen, men at psyke og sygdom hører sammen, var han ikke i tvivl om. Han foretrak ordet »individets spirtualitet« og konstaterede, at ateister savner nogle »redskaber« som det at bede for sig selv og for andre.
Der rejstes spørgsmål: Er troende ikke sundere p.g.a. deres livsførelse? Er det kun gejstlige, der kan bede? Er det ikke en meget lille gud, der leverer varen, blot fordi nogen bestiller den? Og bliver den syge raskere, jo længere der bedes?

Kirken begyndte
Harold King var inde over igen: I den hedenske tid måtte de syge klare sig som de bedst kunne. Det var kirken eller klostrene, der byggede de første hospitaler, ligesom nonner var de første sygeplejersker. Man bekymrede sig for den enkelte, passede, plejede og bad. Senere tog videnskaben over. »Før hang det sammen, men i USA blev det adskilt i 1950’erne.«
Nu ville det nok have været taktisk uklogt for en læge fra Kræftens Bekæmpelse at skubbe mulige forskningsdonorer blandt troende fra sig, men Christoffer Johansen formulerede det sådan, at lægeverdenen havde glemt den menneskelige dimension. En infektion er ikke bare en infektion, men også en person. Teologi og lægevæsen burde være mere integreret. »Vi må revurdere lægers funktion og integrere det åndelige,« sagde han og nævnte tilstande som angst og depression.
Religion var jo tidligere en måde at forstå det uforståelige på, blev det også sagt i udsendelsen.

Sige sandheden?
Sagen er vel, at med videnskabens indtog fik man noget, en hel masse, men mistede også noget.
Når man på alternative messer har set værkbrudne rejse sig og gå eller healere sætte andre sygdom væk, og når naturmedcin opleves at helbrede, må lægerne nødvendigvis betragte tro – her en ikke-religiøs tro – som en faktor i det samlede, videnskabelige billede, en størrelse, man ikke kan bortdømme. Ligesom isolation af sygdom uden helhedssyn på hin enkelte er en moderne syge på moderne hospitaler.
Jo, der var meget, man kunne komme til at tænke på. F.eks. dengang ens personlige far døde lykkeligt uvidende om, at han var kræftsyg. Lægen havde hensynsfuldt sagt mavesår, og det indebar et håb om helbredelse. Eller man kunne tænke på Lise Nørgaards erindringsbog, Kun en pige, hvor hun fortæller, at hendes afdøde mands sidste tid ikke blev nogen lykkelig tid, fordi man sagde ham sandheden.
Kan lægernes udtalelse af »sandheden« i virkeligheden forværre tilstanden? Se, det er en helt anden historie – læger i dag lyver af etiske grunde ikke – men at håb kan trække i positiv retning og mangel på håb i negativ ... er vel mere end noget, man bare kan tro.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu