Læsetid: 4 min.

EU belønner terroristen Sharon

EU og dermed den danske regering støtter den stærkes fremfærd mod den svage og skader udsigterne for fred
8. september 2003

KOMMENTAR
Samtidig med, at den palæstinensiske ministerpræsident, Abu Mazen, indgav sin afskedsbegæring valgte EU’s udenrigsministre at imødekomme ønskerne fra USA og Israel om at kappe de finansielle linjer til den ikke-militære, politiske del af Hamas.
Ser man på realiteterne bag beslutningen, er der ikke noget at komme efter. Der er almindelig opbakning fra alle sider af Hamas til de terroraktioner, som finder sted, så det er derfor langt mere timingen og symbolikken bag beslutningen, som bør kritiseres. Fordi den signalerer, at det specielt er Hamas, som har ansvaret for fredsprocessens sammenbrud.
Og det er totalt at vende tingene på hovedet.

Eliminationen
Da præsident Bush under stor ståhej lancerede sin køreplan – ikke mindst presset af den britiske regering, der ønskede denne gestus på grund af invasionen i Irak – var det klart, at den israelske leder havde haft de amerikanske tommelskruer på. Sharon kom til at sige noget om, at man var nødt til at levere »smertefulde indrømmelser« med hensyn til de besatte områder, men da en storm brød ud i egne rækker trak han straks i land.
Adskillige af hans ministre – inklusiv udenrigsminister Shalom – sagde åbent, at de var imod køreplanen og ikke kunne forestille sig at leve side om side med den palæstinensiske stat, som var opsat som guleroden for palæstinenserne – det endemål, der skulle få de væbnede grupper til at indstille kampen. Og Sharon gjorde da heller ikke noget alvorligt forsøg på at leve op til aftalen.
Som den israelske fredsorganisation Gush Shalom siger i en kommentar til Abu Mazens tilbagetræden, har Sharon fra starten af processen følt det som en trussel, at den amerikanske præsident nu stolede på den palæstinensiske leder og dermed truede Sharons eksklusive status i Det Hvide Hus. Derfor blev det målet at eliminere Abu Mazen på en måde, så Arafat udadtil ville få skylden.

Serveret et søvfad
Midlerne var mange. Abu Mazen skulle standse selvmordsaktionerne – og helst også opfylde det helt urealistiske mål at afvæbne medlemmerne af Hamas og Jihad.
Det lykkedes ham at få de væbnede grupper til at erklære en hudna – en frivillig, ensidig våbenhvile. Den israelske befolkning nød den pludselig fred, men for høgene var det en farlig udvikling, og de kendte et sikkert middel til at standse den, nemlig henrettelser af ledende skikkelser fra Hamas. Det virkede perfekt. Modstanderne af våbenhvilen inden for Hamas fik argumenterne for nye aktioner i Israel serveret på et sølvfad, og så var den onde spiral atter i gang.
Forinden havde Sharon forsømt at frigive andet end kriminelle fanger. Han havde forsømt at lette tilværelsen for den almindelige palæstinenser ved de mange checkpoints. Han havde ikke standset udbygningen af bosættelserne.
Derimod havde han i lyntempo fortsat byggeriet af den mur, som i sidste ende vil fuldende opdelingen af Vestbredden i bantustans – og dermed gøre endemålet en levedygtig palæstinensisk stat til en illusion. Selv ikke en forholdsvis stærk amerikansk protest mod apartheid-muren havde nogen som helst effekt, hvad medlemmerne af det udenrigspolitiske nævn kunne overbevise sig om på en rejse for nylig.
Det som Ariel Sharon har foretaget sig med henrettelsesforsøg fra helikopter på 12 ledende palæstinensere – sidst Hamas’ stifter, sheik Yassin – er ren terrorisme og ville blive betegnet som sådan, hvis det ikke var den israelske stat, der stod bag. Derfor burde logikken være, at EU også kappede de økonomiske forbindelser til Israel.

Besætteren støttes
Ingen tvivl om, at dette – på et tidspunkt, da israelerne oplever en dyb økonomisk krise – ville være det mest effektive middel til opnåelse af en fred på grundlag af to uafhængige stater ved siden af hinanden. Men det er urealistisk.
Det næstbedste er en beslutning om at vende køreplanen på hovedet.
Det betyder, at kvartetten – USA, EU, Rusland og FN – bør starte processen med at erklære en palæstinensisk stat på grundlag af 1967-grænserne. I en kort overgangsperiode, mens der forhandles om detaljerne, kan denne stat være under internationalt styre, og en fredsstyrke kan sikre grænserne. Lederne af Hamas har i øvrigt gang på gang erklæret, at de ikke vil aktionere i Israel, hvis en sådan selvstændig stat etableres.
Målet må være, at en palæstinensisk regering får ansvar for den ydre og indre sikkerhed – og dermed for første gang i historien både har noget at miste og at forsvare.
Det burde være EU og den danske regerings linje. Desværre tyder alt på, at ingen – heller ikke den erklærede udenrigspolitiske aktivist Anders Fogh Rasmussen – tør udfordre Israel. At man ikke som hævdet står på to ben, men på ét ben.
At man reelt støtter besætteren mod den besatte, den stærke mod den svage.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her