Læsetid: 3 min.

Nu skal EU-ha da da

Ulla Dahlerup er ny spidskandidat til Europa-Parlamentet for Dansk Folkeparti. Som markant debattør har hun længe kritiseret både indvandring og EU
6. september 2003

Portræt
Med Dannebrog i baggrunden og et maleri af folkeliv på Dyrehavsbakken på væggen, præsenterede en synligt tilfreds Pia Kjærsgaard i går Dansk Folkepartis to spidskandidater til det kommende valg til Europa-Parlamentet. Til højre for partilederen sad Mogens Camre, der sidder i Europaparlamentet for partiet i dag, og som genopstiller, når der er valg i juni 2004. Til venstre for partilederen sad dagens overraskelse, partiets anden spidskandidat, Ulla Dahlerup, som er forfatter med meget mere.
»Ulla Dahlerup er en flittig, ivrig og kritisk samfundsdebattør. Det kan vi godt lide i Dansk Folkeparti, vi fejer ikke ting ind under tæppet.
Ulla er et stærkt kort, der tidligere har markeret sig i indvandrerdebatten og miljødebatten, og som nu kaster sig over EU,« sagde Pia Kjærsgaard.
Dagens hovedperson, der meldte sig ind i Dansk Folkeparti 14. februar i år, takkede for tilliden. Hun slog fast, at den primære opgave for hende og partiet bliver at bekæmpe den nye forfatning for EU, som Det Europæiske Konvent fornylig har offentliggjort et udkast til, og som EU’s stats- og regeringschefer skal forhandle på plads på den regeringskonference, der begynder til oktober.
»Forfatningen er en 123-siders lussing i ansigtet på befolkningen,« sagde Ulla Dahlerup.
Hun tilføjede, at magteliten narrer borgerne, og at der kommer »fjernstyring fra Bruxelles, så det gør noget«, hvis forfatningen vedtages. Og det første hun vil gøre, skulle hun blive valgt, er at opfordre alle i parlamentet til at deltage i en strejke, der skal sætte fokus på parlamentets ressourceforbrug.

Indvandrerkritisk
Med EU-kritikerne Ulla Dahlerup og Mogens Camre i parløb op til valget til Europa-Parlamentet, prøver Dansk Folkeparti at sikre sig to mandater i parlamentet – i stedet for deres nuværende ene.
Ulla Dahlerup er i den forbindelse givetvis et stærkt kort for partiet. Den 61-årige kvinde har i årtier markeret sig som en aktiv og kontroversiel deltager i den danske samfundsdebat. Selv om hun har skiftet holdninger flere gange i sin karriere, har hun fastholdt viljen og evnen til at provokere.
Ulla Dahlerup er vokset op i et akademikerhjem sammen med søstrene Pil og Drude. Hun er født i 1942 på Testrup Højskole som datter af højskoleforstander Erik Dahlerup og lektor Elin Appel.
Allerede som 20-årig blev Ulla Dahlerup berømt, da hun angreb den dobbeltmoral, hun mente, der var i Danmark – et land der på det tidspunkt havde 20.000 illegale aborter om året og som alligevel undlod at give unge piger pessar. I 1970 blev hun storsmilende båret ud af en københavnsk bybus af en lige så storsmilende politimand efter en mediebegivenhed, hvor aktionerende kvinder havde nægtet at betale fuld pris for busbilletten med henvisning til, at de ikke fik samme løn som mænd.
Siden er fulgt utallige sager, artikler og bøger. I 1990’erne markerede Ulla Dahlerup sig som indvandrerkritisk skribent på Ekstra Bladet. I 2001 skrev hun bogen Danmarks fremtid – dit land, dit valg for Dansk Folkeparti. Den blev til ved, at Ulla Dahlerup, i strid med sandheden, udgav sig for at være konsulent, lønnet af Folketinget for at forberede et debatoplæg, da hun interviewede en række borgere om deres syn på indvandrere. Fremgangsmåden blev dengang kritiseret af Folketingets Præsidium, der også gav Dansk Folkeparti en næse for at have finansieret udgivelsen med penge som Folketingets medlemmer får til at betale sekretærer og kontorudstyr med.
I 2002 blev Ulla Dahlerup desuden udpeget til TV2’s bestyrelse af den konservative kulturminister, Brian Mikkelsen. Og fra og med nu kan hun altså føje politiker til listen over titler og aktiviteter.

*Ulla Dahlerup
f. 1942, freelancejournalist for bl.a. B.T., Berlingske Tidende, Aktuelt og DR. Forfatter til flere romaner, en novellesamling, en børnebog og flere teaterstykker

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu