Læsetid: 11 min.

Europa har min hjernes form

Og min hjerne har den form, fordi Europa lige fra begyndelsen har udformet den efter sit billede. På dens overflade er der dybe furer og folder, motoriske områder og følelsesområder, sprog- og forståelsesområder. Men betonmure, jerntæpper eller grænser er der intetsteds
19. september 2003

(2. sektion)

Om europæere
For godt 100 år siden, dengang man ikke vidste, at Europa i virkeligheden er en kulturel konstruktion, en intellektuel dagdrøm, a heap of broken images, en kopi i en verden uden originaler, prøvede kunstnerne at flygte fra den store fæstning, der var indhyllet i kulrøg og ødelagt af krige, sociale konflikter og borgerlig middelmådighed.
Hvad var Europa for Rimbaud? Et stillestående gadekær, hvor hans berusede båd sad fast i et reaktionært og chauvinistisk mudder. For Gauguin? Et farveløst tågernes land. Mallarmé ønskede at »flygte langt væk«, efter at han først havde forsøgt at læse samtlige bøger, for på en eller anden måde at kurere sit køds bedrøvelse. Selv Baudelaires anywhere out of the world betød faktisk »et hvilket som helst andet sted end Europa«. Det frygtelige Europa. Det ubarmhjertige, blaserte, gamle Europa. Hvor kunne man flygte hen, hvor fandtes det rigtige liv, den rigtige saft og kraft, de rigtige farver? I Afrika, selvfølgelig, på Tahiti, selvfølgelig. I hvidvin. I hash. I homoseksualitet. I den systematiske forvirring af samtlige sanser. Hovedsagen var at blive fri for den tids Europas kendetegn: den borgerlige verdens uniformerende, stupide, mekaniske fornuft.
Hvad var det for et hæsligt mareridt, der var frembragt af den verden af familiefædre, der var opvokset i dyrkelse af fremskridt og universel harmoni? Der skulle ikke gå et halvt århundrede, før man fandt ud af, at det var en forfærdelig profeti, der fik Rimbaud til flygte til Afrika: »Oh, mit hjerte, hvad betyder disse have af blod?«
Jeg kan ikke undgå at føle, at disse store kunstnere på en måde vidste, hvad der ville ske i det næste århundrede i Ypres og i Verdun. De fornemmede Stalingrad og Normandiets kyst, de havde drømt om kampvognenes sammenstød på den russiske slette, om forfærdelige ubådsjagter, udslettelsen af hele byer, af tusindvis af ældgamle historiske monumenter, biblioteker og katedraler. De kendte til det på deres egen måde, til den nazistiske ’logik’, som førte til Holocaust, til den sovjetiske ’harmoni’, som skabte den socialistiske østbloks rædsler, for de havde stiftet bekendtskab med det in nuce. Kafka og Trakl, Dostojevski og Unamuno vidste det også. Det kolde, videnskabelige mord »til gavn for menneskeheden«, det sociale ingeniørarbejde, konkrete eksperimenter på den menneskelige krop og på enorme terroriserede befolkninger var indtil for nylig hverdagskost i Europa, og ekkoet herfra er endnu ikke forstummet. Før vi vedkender os denne side af vores store åndelige kontinent, har vi ikke ret til at (gen)se, (gen)opfriske og (gen)opbygge dets pragt og storhed.
Og selv om vi som europæere er i besiddelse af en ansvarsfølelse i forhold til det sidste århundredes rædsler og en følelse af forpligtigelse til hverken at glemme eller gentage dem, er vi stadigvæk ikke helt berettigede til at fejre vores tilhørsforhold til Europa. I hvert fald ikke på en hvilken som helst måde.
De seneste årtiers bølger af kulturrelativisme, multikulturalisme og politisk korrekthed, produkter af vores uafværgelige bevægelse hen mod en postmoderne verden, har til trods for overdrivelser og deres til tider karikaturagtige sider vænnet os til at være forsigtige med at hævde vores førstefødtes ret i den store kultur. Hvis den store græske filosof, der citeres af Diogenes Laertios, med stolthed kunne sige: »Jeg er glad for at være født som menneske frem for som dyr, mand frem for kvinde, græker frem for barbar«, lyder disse diskriminerende udsagn i dag i sig selv som udtryk for barbari.
For i grunden er Europa langt fra at være en isoleret åndelig ø, som Swifts Laputa eller Goethes pædagogiske Provins, hvor den højere kultur, »alt det højeste, der er sagt og tænkt i tidernes løb« (efter Matthew Arnolds definition), kaster et blændende lys på alt. Og det er heller ikke en nookratisk og ludomanisk utopi som i Hesses Glasperlespil. Vores græsk-jødiske tradition består jo af flere sammenflettede tråde, som fører mod nabolande eller lande beliggende »over sø og land«. Vores skrift er fønikisk, vores kalender assyrisk, vores ’opfindelser’ stammer fra Kina, og det er Uhyret Humbaba, der udløser vores mareridt. Vi er alle børn af den universelle syndflod.

Europa er et filtagtigt og relationelt begreb, en sammensat mental konstruktion, en selvmodsigende følelse, hvor kærlighed og selvhad mødes. Dog er det lige så umodent og stupidt at henfalde til en total relativisme og påstå, at alle kulturer har produceret værdier tilsvarende Homer, Shakespeare og Cervantes, som det er at være en ren og hård eurocentriker, der kun sværger til de ovennævnte »genier af den menneskelige ånd«.
Jeg er stolt af at være menneske, fordi jeg også er dyr; af at være mand, fordi jeg også er kvinde; af at være græker, netop fordi barbaren i mig selv er så spillevende. Samtidig er jeg stolt af at være europæer. At være europæer betyder for mig ikke at være god (bedre end andre), men at være kompleks, at være en indviklet person, fuld af interne modsætninger, men i stand til at genkende dem og forsone dem. Den store europæiske tradition, såvel som oprøret imod den, har styret hele mit liv.
Men at tale om Europa er lige som at tale om Amerika eller Asien: hvilken sætning kan dække hele deres virkelighed? Eller hvilken bog, Hvilken monumental encyklopædi? Der er mange Europaer, spredt i tid og rum, en flerdimensional konføderation af Europaer. Hvilke af dem er jeg solidarisk med? Hvilke hader jeg? Nogle af dem er så virkelige som en håndfuld jord, hvori der vokser græsstrå, andre er virtuelle, spøgelsesagtige, fantasihærgende.
Har den antikke verden virkelig eksisteret, da Europa ikke var andet end en nymfe, kidnappet af Zeus, på ryggen af den evige kretanske tyr (måske det mest vedvarende symbol for det gamle kontinent)? Har Arthurs og Lancelots underlige verden, fuld af arabere og mirakler, barbarisk og i skrigende farver som et strategisk computerspil, eksisteret? Eller hvad med Fragonards udsvævende verden eller Napoleons heroiske verden befolket af lutter tinsoldater? Verden af år 1900, som en mørk og plettet sort-hvid filmstrimmel, med hestevogne og høje hatte? Hvem er det, der har skrevet, at verden kun har eksisteret i nogle få minutter, og at vi alle er kommet til verden med en indpodet falsk hukommelse?
Jeg vil ikke fare vild i disse grotter og labyrinter, der ifølge Hocke er så typiske for Homo Europaeus’ tankegang. Mit forhold til Europa drejer sig mest om vore dages Europa, i øvrigt ikke spor mere virkeligt end det tidligere, men imidlertid det mest konkrete for mig, for det er det eneste, jeg har fået lov at begå mig i, såvel i virkeligheden som i mine drømme.
Et Europa i flere hastigheder har man sagt. Et Europa, der i årtier var brækket halvt over af en stupid mur af beton og pigtråd, har man sagt. Men da den fysiske mur faldt (i det mindste den strækning, som delte Berlin), kunne man klart se, at den ikke havde adskilt geopolitiske zoner, mere end den havde adskilt mentale zoner. Som bevis derpå er Europa ikke engang i dag kun ét, ikke engang når alle stater i det imaginære Øst bliver integreret i det imaginære Vest. For i vores fantasi findes også Huntingtons Europaer, som støder mod hinanden og brydes som tektoniske plader langs grænsen mellem katolicisme/protestantisme og ortodoksi, og Goe-thes og Thomas Manns Europaer, som stiller det fornuftige, strenge Nord over for et dionysisk Syd.
Tre klichéer, tre sproglige stereotyper, tre næsten seksuelle fantasier ligger den dag i dag over den kæmpe halvø, som fødes i Uralbjergene. Jeg ved ikke, om vi hele tiden udskiller eller producerer dem, om de lukker os inde i en anden slags beroligende og infantiliserende ’lejre’, eller om vi flyder på dem som på redningsflåder, der tilhører Medusa: Vesteuropa, Centraleuropa og Østeuropa. Civilisationen, neurosen og kaos. Velfærden, kulturen og kaos. Fornuften, underbevidstheden og kaos.

På bogmessen i Frankfurt havde jeg for nogle år siden en samtale med en tysk forlægger. Han fortalte mig, at han interesserede sig for forfattere fra Østeuropa. Jeg svarede prompte, at jeg ikke betragtede mig selv som en sådan. »De har helt ret,« svarede han, »De, som rumæner, tilhører Syd-Øst-Europa.« ... Vidunderlig præcisering. Pragtfuld underinddeling af en underinddeling. Bliv på din plads, fortalte forlæggeren mig elskværdigt på den måde. Bliv i din ghetto. Skriv din del af den (syd)østeuropæiske historie. Skriv om dit Securitate, din Ceaucescu, dit Folkets Hus. Om dine hunde, dine gadebørn, dine sigøjnere. Vær stolt af din dissidentvirksomhed under kommunismen. Lad os om at skrive om kærlighed, død, lykke, agoni og ekstase. Lad os om at danne avantgarde, om at forny og ånde kulturel normalitet. Din eneste chance er at udtrykke din lille, eksotiske verden på et lille forlag, som eventuelt kunne acceptere dig her hos os. For hvem gider, når det kommer til stykket? Hvem er interesseret? Du kan selv vælge: Forstærk vore kære klichéer, eller forsvind.
Jeg gentager her det svar, jeg gav dengang: Jeg er ikke en østeuropæisk forfatter. Jeg anerkender ikke Europas inddeling i tre zoner, hverken geopolitisk, kulturelt, religiøst eller på anden vis. Jeg drømmer om et varieret, men ikke skizofrent Europa.
Jeg læste ikke Musil, fordi jeg betragtede ham som en drøvtygger fra Kakanien, men fordi jeg anså ham for at være en prins af den europæiske ånd. Jeg er ligeglad med, hvilket land André Breton levede og skrev i. Jeg ved ikke, hvor på kortet Bulgakovs Kiev ligger. Jeg fandt heller ikke frem til Catullus, eller Rabelais eller Cantemir eller Virginia Woolf på et kort, men på et bibliotek, hvor bøgerne er opstillet side om side. Mine bøger er ikke gennemvandret af små får fra den rumænske folklore eller knæbøjninger fra den ortodokse kirkeskik, men af Dantes stjerner, John Donnes passer, Cervantes’ lanse, Kafkas bille, Prousts madeleinekage, Günter Grass’ flynder.
Jeg føler mig ikke kun som konkurrent til de rumænske eller bulgarske, russiske, serbiske, tjekkiske eller polske forfattere, men til forfattere alle steder fra, som jeg beundrer og holder af. Mine emner kan af gode grunde selvfølgelig være rumænske, rekvisitterne rumænske, sproget med betoninger fra mit eget psykolingvistiske univers, men mine temaer kan ikke være andre end de store, traditionelle europæiske temaer, de samme som hos Euripides og hos Joyce. Det, der har påvirket min lyrik såvel som min prosa (men først og fremmest meditationen, som ifølge Georges Enescu er en kunstners vigtigste beskæftigelse), kommer især fra det forrige århundredes bedste moderne litterære værker, udenlandske såvel som rumænske, for den rumænske modernismes tradition er heldigvis lige som kompleks og frodig som enhver anden i Europa.

De rumænske forfattere, som har haft held til krydse den mentale barriere mellem Vest og Øst (og således bekræftet den), har vist sig at være førsteklasses stjerner på den europæiske kulturhimmel: Tzara, Ionesco, Cioran. Mens en hel del andre – nogle af dem afgjort ikke dårligere end de ovennævnte – er forblevet fanget i det rumænske sprogs søde fælde, med en uendelig udtryksfuldhed, men netop derfor uoversætteligt: Urmuz, Arghezi, Blaga, nogle fuldstændig ukendte. Med al respekt for dem ønsker jeg ikke at dele samme skæbne. Jeg ønsker heller ikke at blive ’rumæner i tjeneste’, som man regelmæssigt inviterer til at repræsentere sit land ved seminarer og symposier. Jeg har ikke andet at præsentere end mig selv og mine værkers fædreland. Jeg kunne være portugiser, ester eller schweizer. Jeg kunne være mand eller kvinde, græker eller barbar. Tekstudformning i mine værker vil selvfølgelig være en anden hver gang, men deres ånd vil altid forblive den samme. For Valèry tog ikke helt fejl, når han sagde, at alle digte, der nogensinde er skrevet, kunne tilskrives en enkelt tidløs digter, den rene kreative ånd. Så langt vil jeg ikke gå, men det står klart for mig, at der findes noget, som (tautologisk) understøtter alle værker, som kunne opsummeres i den højere kultur, uanset hvor de opstår, og uanset hvor kontaminerede med andre kulturtyper de er: den europæiske ånd. Set fra den synsvinkel er Márquez europæer, Pynchon er europæer, Kawabata er europæer. Måske ikke i deres holdning og ideologi, men helt sikkert i kunstens store kollektive underbevidsthed, i dette erkendelsesområdes ’filosofi’ grundlagt af antikkens grækere. I det forudsatte, i det usagte, men afgørende for et litterært værk.
Den postmoderne tænkning har de sidste årtier gjort sig umage for at vise, hvad der er i vejen med den højere kunst: dens arrogance, autarki, elitisme. Dens lukken-sig-inde på museer, afstanden til det umiddelbare liv. I et strålende essay viste Walter Benjamin, hvordan et kunstværks ’aura’ går tabt i en tid, hvor det kan blive gengivet mekanisk. Det er alt sammen sandt. Den højere kunst fortjente Duchamps ’krænkelser’ i sin tid – urinalet udstillet på et museum og Giocondas overskæg – og fortjener i dag nutidens mange forskellige kunstarters angreb, mere og mere ’poppede’ og randomiserede. Men den ældgamle græsk-jødiske traditions europæiske ånd forringes ikke af disse mesalliancer, den tilføjes oven i købet absolut nødvendigt friskt blod. Gioconda med overskæg betyder intet uden en sammenligning med den rigtige, eviggyldige Gioconda, som ikke bliver nedgjort, men får lov at stråle videre. Den bølge af popkulturens ’amerikanisering’, som mange frygter, er ikke enden på den store kunst, men giver kunsten en chance for at surfe på toppen af denne bølge. Til trods for at kunst er blevet til show-biz, til en én-dags forestilling, vil jeg dog hårdnakket påstå, at selv i vores tid giver kulturel dannelse en uvurderlig fordel i forhold til den hær af middelmådige og anonyme kunstnere, som fodrer et publikum, forfaldent til advertizing og fjernsyn.
Der findes et stort antal Europaer i tid og rum, i drømme og minder, i virkeligheden og i fantasien. Jeg vil kun gøre krav på ét af dem, mit Europa. Det er let genkendeligt på grund af dets form, min hjernes form. Og min hjerne har den form, fordi det lige fra begyndelsen har udformet den efter sit billede. På dens overflade er der dybe furer og folder, motoriske områder og følelsesområder, sprog- og forståelsesområder.
Men betonmure, jerntæpper eller grænser er der intetsteds.

*Mircea Cartarescu
Født 1956, rumænsk forfatter, essayist og litteraturkritiker. Leder af programmet for rumænsk litteraturhistorie ved universitetet i Bukarest. Er oversat til flere sprog og har vundet adskillige priser, bl.a. det rumænske akademis pris for ’Visul’ og prisen for årets bedste udenlandske bog i Frankrig for ’Levantul’

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her