Læsetid: 6 min.

Exit manden i sort

Den amerikanske musikgigant Johnny Cash døde i går, 71 år gammel, og dermed forstummede én af det 20. århundredes vigtigste stemmer
13. september 2003

Nekrolog
I rock-branchen er det et seriøst problem at mangle ord, men hvor pokker begynde, hvor ende? Én af dem, der seriøst gjorde en forskel, er borte. Ikke pludseligt endsige chokerende, men ikke desto mindre er et punktum – for nu ikke at sige udråbstegn – sat for en karriere så rig, så generøs, så dybtstikkende, så alsidig, så illuminerende, så betydningsfuld, så ujævn, så massivt omfattende og i sidste ende, så menneskelig, at man ikke undgår en vis frygt for at formindske den med sine superlativer, sin beundring og hengivenhed.
Det er Johnny Cash, der er død ... i øvrigt ganske få måneder efter hans livsledsagerske June Carter Cash skiftede Martin-guitaren ud med en himmelsk harpe. En gigant i alt, han foretog sig, blev Johnny Cash 71 år.
Han bragede igennem med sin egen komposition »I Walk The Line« for over fem årtier siden i et efter tidens norm topmoderne hillbilly-regi på samme pladeselskab som Jerry Lee Lewis, Carl Perkins og Elvis. Stedet var sydstatsbyen Memphis og tidspunktet de 1950’ere, hvor fundamentet for moderne populærmusik blev støbt, mens han skabte et af de livsværker, der unddrager sig genrekategorisering og i processen kreerer én ny, hvortil alle i samme territorium henvises.
Johnny Cash befandt sig på sit gebet i samme uklassificerbare mesterklasse som bl.a. Louis Armstrong, Duke Ellington, Billie Holiday, Miles Davis, Hank Williams, Frank Sinatra, John Coltrane, Elvis Presley, James Brown, Brian Wilson, Bob Dylan, Jimi Hendrix og Lou Reed. Altså den håndfuld amerikanske musikere og komponister, der skabte og definerede lyden af USA i det 20. århundrede, mens de hver især etablerede deres stil som selvstændig genre.
Dem, vi ikke bliver færdige med at fordøje i dette vort fedtede liv og som efterføgende generationer bliver nødt til at forholde sig til, når de vil forsøge at forstå hvordan denne nation, som ved århundredets begyndelse var et kulturelt u-land, i løbet af ganske få årtier udviklede sig til klodens mest massivt indflydelsesrige stormagt, politisk som kulturelt.

Benet og speedet
I sin pure ungdom lignede Cash det, han var: En benet og speedet landproletar fra Arkansas, som næsten ikke turde tro sit held. I sin manddom – efter at have truffet livsledsagersken June Carter, stoppet sit speedmisbrug og fundet Gud – antog han konturerne af en mytisk, firskåren og sortklædt revolvermand i familie med Clint Eastwoods Preacher-figur, og, som denne, instinktivt og til hver en tid på de udstødte og ned-trådtes side. Endelig, i den sygdomsplagede alderdom, begyndte han at minde om en gammeltestamentlig profet, i hvis øjne visdom, erfaring og medmenneskelighed sloges om at komme til.
Og netop i sin sidste livsfase peakede han atter kunstner, efter i en årrække at have flakket omkring i musikbranchens periferi. Dét ville produceren Rick Rubin ikke finde sig i og knyttede derfor
Johnny Cash til sit pladseselskab. Det kom der det mægtige American Recordings ud af i 1994, efterfulgt af yderligere tre stærke albums sammesteds. Udsendt 2002 blev The Man Comes Around det sidste i serien og satte et på alle måder værdigt punktum for Legenden om Johnny Cash.
Rubins genistreg på American Recordings var at optage Johnny Cash alene med sin akustiske guitar. Nu var Cash ingen ørn på guitar, men det er også ligegyldigt – ligesom det, at den engang så fuldtonede basstemme hang lidt i laser, kun for-stærkede effekten af det sungne. Resultatet blev en af de plader, hvor det lyder som om den syngende befinder sig i samme lokale som lytteren. Og at have Johnny Cash siddende i stuen og synge »Delia’s Gone«, »The Beast In Me« og »Thirteen« er en ekstraordinær oplevelse, kan vi forsikre Dem. Pladen re-etablerede Cash’s renomme som en af efterkrigstidens vægtigste stemmer, og han oplevede i sin sidste tid oceaner af velfortjent og hårdt vundet respekt og anerkendelse.
Det var også Rubin, der formåede Cash til at tolke nogle af den nyere tids sangskrivere, folk som Nick Cave, Danzig, Tom Waits, Beck, Josh Haden, Chris Cornell, Will Oldham, Trent Reznor og Martin L. Gore, hvorved der skabtes nogle bånd og knyttet nogle forbindelser, som måske nok er åbenlyse, når man hører dem, men som ingen havde tænkt på før.
Sammenholdt med tolkninger af travere som »Danny Boy«, »Kneeling Drunkard’s Plea«, og »That Lucky Old Sun«, salmer og hymner, sange fra egen hånd og sikre vindere som »In My Life«, »Solitary Man« og »Bridge Over Troubled Waters« skabte Cash i sidstningen af sin bane nogle af de ypperste præstationer i en karriere, hvor ypperlig var en selvfølge.

Klassisk westernhelt
Lad os tage koncerten i det amerikanske statsfængsel San Quentin den 24. februar 1969, som netop nu står ud af højtalerne i den celle, hvor dette skrives. Ikke kun – men også – fordi, at det var således danskerne for alvor stiftede bekendtskab med Cash, da koncerten såvel rundsendtes på dansk tv som udsendtes på hit-lp. Da man rundt om i de små hjem så denne sortklædte Cash træde op på scenen, smuk som en klassisk amerikansk westernhelt og på sin særegne fandenivoldske facon sætte i med Bob Dylans »Wanted Man«, tabte nationen sit hjerte til ham.

Bibel og bønner
Som programmet skred frem, åbenbarede en ting sig: Cash var 100 procent på de indsattes side. Også selv om San Quentin var et fængsel for benhårde kriminelle. Den syngende delte åbenlyst ikke den udbredte opfattelse, at forbrydere er scumbags, der skal i hullet, til de rådner op. Men i stedet ofte er ofre for uheldigt sammenfaldende omstændigheder, hvilket var – er! – en progressiv tanke i det Amerika, hvor der procentuelt sidder flere mennesker indespærret end noget andet sted. Fordi man nu engang er gladest for Det Gamle Testamente på de egne.
1969 stod i opbruddets tegn og den countrymusik, som Cash gerne forbandtes med – men også tidligt i karrieren transcenderede – fremstod som den sorte reaktions højborg. I samtiden hittede Merle Haggard f.eks. med redneck-hymnen »Okie from Muskogee«, en reaktionær hyldest til det tavse flertal, der året forinden havde stemt Richard Nixon til magten. Men når manden i sort gik op til mikrofonen og hilste publikum velkommen med den faste replik, »Hello, I’m Johnny Cash«, kunne man godt efterlade sine forudfattede meninger i garderoben. For Cash kom hverken privat eller professionelt i nærheden af de herskende fordomme om det hvide sydstatsproletariat, han var såre stolt af at udspringe fra; tværtimod var han et eksempel på, at man sagtens kan stamme fra det mørkeste syd og alligevel bære det smukkeste lys i sig.
Udover klassiske Cash-ting som »Ring Of Fire«, »Folsom Prison Blues« og »Big River« havde Cash til fængselskoncerten sangen »San Quentin« med hjemmefra. Dens budskab om et fængselsopholds forrående effekt blev et kæmpehit herhjemme og Johnny Cash At San Quentin havnede ikke blot på salgslisternes førsteplads, men endte som hans bedstsælgende lp nogensinde.
At San Quentin demonstrerer til fulde en af Johnny Cash’s nobleste, mest beundringsværdige karakteregenskaber, der forblev usvækket livet igennem: samhørighedsfølelsen og den betingelsesløse solidaritet med de underpriviligerede og de udstødte, de nedtrådte og de forarmede, de underbetalte og de mishandlede – uanset race, køn eller nationalitet.
Jordens Salt, som det så poetisk hedder et sted. For selvom han i rigt mål sang voldsomme mordballader, troværdige hverdagsfortællinger og gribende kærlighedssange, fyldte den kristne gud rigtig meget i Cash’s verdensbillede og han indspillede et hav af salmer og hymner.
Han tog sin bibellæsning og bønner alvorligt og praktiserede uden fabelader en måske nok naiv, men ikke desto mindre troværdig og af barmhjertighed præget kristen levevis i grel modsætning til den der afskyvækkende, indskrænkede og dødsensfarlige bekvemmelighedskristendom, der præger Dansk Folkeparti, Ku Klux Klan og de amerikanske fundamentalister, hvor Nåde, Frelse og Barmhjertighed er selektive og jonglerbare begreber, der kun gælder ligesindede af samme hudfarve og overbevisning som en selv.
Johnny Cash beviste, at fundamentalistisk kristendom ikke altid behøver være lig med racisme, ondskab, sexisme, drab og hjernevask, men kan være smuk og pacifistisk, ja oven i købet besidde et vist kendskab til Jesus’ lære.
For sin musik og sine sange, sin scenepersonlighed og klippefaste udtråling, men ikke mindst en ubestikkelig hæderlighed og fordomsfri humanisme vil Johnny Cash blive savnet. Og husket. Med Woody Guthries ord: »So long – it’s been good to know you«.

lyninformation.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her