Læsetid: 5 min.

Fe fstu

Sms fra festugen i Århus, hvor det asiatiske smil blev frisat med swung, og hvor pænheden næsten ikke er til at rokke
1. september 2003

Århus Festuge
To døgn med festuge tager toppen af det sprælske ved Århus. Festugens hotte emne har ufrivilligt været festugechefens udtalelser til Jyllands-Posten om præsentation af teater med live-sex [lv sx], men altså først til næste uges festuge. Og Martin Lumbye har nu trukket delvist i land, men så er emnet lanceret. Og selv om selvsamme Lumbye [lmby] har gjort alt for at promovere fotografen Lars Bechs pigeglade fotografier fra Østen, har ingen fra festugens ledelse talt om sex på den ukunstneriske måde ude i danskernes populære sex-rejsemål. (Images of Asia afholder dog en konference om Asiens og Vestens kvindesyn på Nationalmuseet den 11. september.)
Særligt i år har man savnet et offentligt debatsted, hvor folk kunne lufte deres festugeoplevelser. Til gengæld har festuge-publikummet opfundet sin egen debat- kompensation: sms’en. Den sørger samtidig for, at ingen tilskuer går helt ind i festugeoplevelsen, for mobilen skal holdes åben for enhver ny sms. Lyden af sms’er klikker overalt, og selv om det tilsyneladende står sløjt til med også jyske teenageres kondition, så er der ikke noget i vejen med finmotorikken: Uanset hvor fulde de hænger ud i Ryesgade, er de i stand til at betjene mobilen.
Dronning Margrethe havde allerede profetisk forudset fænomenet i sin åbningstale: »Der vil nok ikke blive drukket så meget grøn te, men nok snarere andre produkter, måske på flaske.«
Danmarks majestæt er realist.
Hun så i øvrigt imponerende ud i sin lyserøde skævknap-lukning med orange bælte sammen med den retorisk veloplagte borgmester Louise Gade, der var i udringet orange, så borgmesterkæden kunne ligge lunt (syet nede hos Carøe i Frederiksgade).

På tromme
For de fleste vil Århus Festuge 2003 nok blive ’den med trommerne’. Her kunne enhver ringetone og dobbeltklik på mobilen godt pakke sammen, for Yamato-kompagniet hamrede åbningshøjtideligheden i gang med altoverdøvende, dundrende perfektion og en renlinjet unisex-æstetik, der var næsten militaristisk i sin kompromisløshed. Jeg kan desuden ikke forestille mig et orkester med smukkere overarme end disse – tætpumpede og alligevel sommerfuglegraciøse efter millioner af slag på trommerne. For mange tilskuere var forestillingen tydeligvis en åbenbaring.
Ovre i Ridehuset opstod den diametralt modsatte type forestilling. Her syrede danske Karen Thastum og hendes tyske musikere rundt i vibrerende universer af dulmelyde og skærelyde. Den japanske danser Minako Seki kravlede rundt langs de gamle mure og holdt fast i butoh-dyderne i en betagende nakkesolo, hvor hun gemte sit ansigt i sit lange, kulsorte hår. (Bagefter solgte hun ud af originaliten og forvandlede sig til en vestlig, letlevende showudgave, men da var de fleste tilskuere så vind og skæve [vn o skv], at de nok ikke fattede forskellen.)

På skærme
Ude på Kasernescenen var vi flere, der heller ikke helt fattede forskellen på dansen mellem computerskærmene og bag dem. Dansekompagniet Eolipile fra Taiwan/Frankrig svajede rundt i bevægelser som hos den neo-klassiske Maurice Béjart, blot tilsat strejf af østens fingermagi og uindtagelige gymnastikdragter. Deres skærmbilleder med blodpumpende kødstykker lovede mere, end de kunne holde. Til gengæld virkede Eolipiles ekstranummer befriende og paradoksalt: Først her, til vestlig blid strygermusik, gav danserne sig hen, med frisat swung og swang – og smil.
I virkeligheden var der generelt mere nytænkning i de danske teaterforestillinger. Hos Børnekulissen i Scandinavian Center overraskede skuespilleren Lars Møller med en charmerende blanding af samtidssatirisk monolog og børneshow – Hvor svært kan det være? var titlen – og de 3-12-årige tilskuere rakte hænderne i vejret på stribe for at udleve drømmen om være cirkusartist. Også selv om de blev noget betænkelige, da denne legeonkel faktisk begyndte at sluge ild, sådan rigtigt.
Gruppe 38 leger også, men langt mere abstrakt. ’Poul sine høns’ er baseret på alle ’De små synger’-sangene, men omfabuleret så spidsfindigt af komponisen Søren Søndberg, at nok kun de færreste af ungerne er helt med. Claus Mandøe lægger ud som den hyggelige bondemand Poul med hønsene Chamille og Rita, men forvandler sig undervejs bl.a. til lystdykker med eminent fingersvømmeteknik. Forestillingen ville have godt af en beskæring – væk med undertonerne af asiatisk børnelokker, tak! Nu kommer handlingen til at skygge for scenografiens forrygende forvandlingskonstruktion – og for Claus Mandøes drævne jyske, der ellers kunne give én lyst til at blive i Århus for altid.

På eventyr
Århus er på mange måder Danmarks Fairy Tale City, langt mere end Odense – netop fordi det under festugen går så overraskende godt, når så mange (fulde) mennesker samles på så nydelige gader med så mønsterordentlige fliser og så
colourmatchende butiksvinduer – og så høfligt balancerende paraplyer. Pænheden er næsten ikke til at rokke.
Århus Kunstmuseums nye udstilling ’Hell City’ fungerer derfor som et åndehul i al det finkæmmede – med et depraveret tilbageblik over 1980’ernes og 1990’ernes trang til destruktion med Michael Kvium & Madonna & Peter Land & Co.
Sjovt nok har den nyetablerede teaterforening B’ark nede i de forladte industrilokaler ved Spanien sine rødder i samme lurvede og sexdesperate univers. Skuespillerne er trænede ved Cantabile 2 i Vordingborg og bygger deres fysiske teater på principper om ’max. 1 krone’ – »alt skal lånes, doneres eller nupses« – og B’ark spiller kun site specific forestillinger og i farverne sort-hvid-rød. Det lyder næsten japansk i sin spartanske holdning, men fremstår så absolut polsk – afventende, frustreret og frysende. Projektet er første del af trilogien ’Europa – en verden til forskel’, og det indbyder til netop den debat om danskernes opfattelse af andre kulturer, som også er idealet for hele festugens tema – der blot retter blikket endnu længere mod øst.
Ude fra bugten blæser vinden sensommeren ind, og Salling holder søndagsåbent. Solen skinner en smule, så det er, som det plejer: Fe fstu.

*www.aarhusfestuge.dk
*’Voices of the Heart’. Yamato (Japan). (Spiller i aften + i morgen i Musikteatret Albertslund kl. 20.)
*’Nord-nordøst’. Tura Ya Moya (Berlin/Japan)
*’Chinese Bastard’. Compagnie Eolipile (Taiwan/Frankrig)
*’Hvor svært kan det være?’ Scandinavian Center. www.børnekulissen.dk For de 3-9-årige. Også ons-fre kl. 14+16 samt sø kl. 9.30+10.45
*’Poul sine høns’. Mejlgade 45. www.gruppe38.dk For de 6-12-årige. Også ons kl. 10+14, to kl. 10, fre kl. 10+17 samt lø kl. 11
*’Theodor Binkowski’. Teaterforeningen B'ark. Spanien 19 c (kun ståpladser). Ma-lø kl. 20.45

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her