Læsetid: 4 min.

Festlig futuristfejltagelse

Technoen var oprindelig sort som bilbyen Detroits smog. Lørdag nat satte to af genrens gudfædre Vega i brand
8. september 2003

Koncert
Der er kommet et festivalfeel over at gå til de store koncerter i technomiljøet. Den nonverbale ensretning af miner, attituder og rytmer står således ikke længere alene. Rocken og poppen, som tidligere har haft patent på den opmuntrende kommunikation mellem udøvere og publikum, når et nummer topper i et momentant musikalsk klimaks, får efterhånden rendyrket elektronisk selskab.
Fra den sammensmeltede kødrand af svedende kroppe ryger armene i vejret, mens piftene og de pitchede tilråb eskalerer om kap med den syntetiske aggression, der udtømmes via massive angrebsbølger i det stadig fugtigere iltkammer.
Opmærksomheden i den til tider semireligiøse turntableism retter sig én vej. Mod DJ’en, der opslugt af sine vinyler og justerbare knapper og regulatorer nærmest ikke ænser den fede membran af anerkendelse og, tjo, kærlighed, der omslutter ham. Gengældelsen falder da heller ikke i form af håndtegn eller et ekstra gip i mikrofonen, men derimod med lidt ekstra punch i den næste æteriske himmelflugt.
Lørdag nat stod den tendens klarere end nogensinde i Danmarks på mange måder ypperste elektroniske koncertrum, Store Vega. På trods af ommøbleringen og opgøret med ’God is a DJ’-dogmet – så pulten med pladespillere ikke længere står på den sædvanlige scenekants plateau, men er placeret nærmest midt i den gamle kongressal – var hyldesten total mod nattens nørdede brændstartere.
Og der var rigtignok noget at fejre i Store Vega. Folkene bag den elektroniske Radar-festival havde gjort et scoop af dimensioner ved at hente to af den dansable technos absolut vigtigste figurer – og grundlæggere – til en enkelt nats særarrangement på Vesterbro. Derrick May. Kevin Saunderson. Og så samtidig. Uha-uha.
Sammen med Carl Craig og vennen Juan Aitkins – der kompletterer The Belleville Three (opkaldt efter navnet på deres fælles gymnasium) – skabte de her to sorte futurister den techno, som først og fremmest fængede Europas koldkrigstyngede unge.
Selv kom The Belleville Three ikke fra de mest opmuntrende kår. Nøjagtig som det var tilfældet med den passerede Motown-generation og, senest, Eminem, der alle blev formet af den desillusionerede bilby.
»Techno er nøjagtig ligesom Detroit. En komplet fejltagelse. Som George Clinton og Kraftwerk, der sidder fast i en elevator,« sagde Derrick May engang. Hermed demonstrerede innovatoren ikke blot, at han var inspireret af tyskernes maskinelle fascination, men også at den nye musik på sin vis portrætterede bilbyens forråede landskaber.

I bilbyens udstødning
Efter tidligere at have været hjemsted for Motown og Ford Motors var Detroit op gennem 1980’erne blevet forladt og svigtet, så fremtiden tegnede sig dyster og ikke mindst usikker. Det smittede af på musikken, som blev uforudsigelig, selvmodsigende og usigtbar. Trioen Aitkins, Saunderson og May hang ud sammen i den første del af årtiet og begyndte langsomt at udvikle deres egen scene.
Påvirkningen kom ikke mindst fra den europæiske electro- og synthpop, hvor førnævnte Kraftwerk, New Order, Depeche Mode og Nitzer Ebb spøgte hørbart. De to sidstnævnte kom Derrick May få år senere til at producere for, hvilket fortæller lidt om, hvor hurtigt det gik med Detroit-technoens fødsel.
Nå, men mens Aikins eksperimenterede med primalelectro under kunstnernavnet Cybotron, vendte May og Saunderson plader på den lokale radiostation, WJLB. Hurtigt gik det op for trioen, at de til sammen havde noget musisk unikt at bygge videre på. Ikke mindst efter Aitkins introducerede de to andre for Alvin Tofflers roman The Third Wave, hvori ’technorebeller’ agerer agenter med en mission om at fremelske nye grader af civilisation ved at udnytte potentialet i såvel maskiner som mennesker.
I sommeren 1986 materialiserede trioens tidlige udforskninger sig i singleudgivelser Let’s Go og Nude Photo på Derrick Mays eget Transmat-label. Snart efter fulgte Strings of Life, der er en af den europæiske househistories grundpiller.
Efterfølgende fik Kevin Saunderson også opstartet sit personlige pladeselskab, KMS Imprints, og de to labels har – sammen med Aitkins’ Metroplex – i tidens løb fungeret som et vindue, der opdaterede beskueren i, hvad der lige nu og her foregik i Detroit beskidte undergrund.

Melankolske May
Men lørdag nat var Derrick May og Kevin Saunderson altså eleveret op på 2. sal i Musikkens Hus på Enghavevej, hvor de huskede godt 1.000 toptunede veganere på, at man som DJ ikke behøver at emme af Ibiza samt være iført designertrimmede skægstubbe og åbne silkeskjorter for at være cool as fuck. Tværtimod klædte det de afslappede homeboys på kanten af de 40 år at være så lapsede, som tilfældet var.
Den burgerflæskede Kevin Saunderson leverede først et stramt to timers sæt med hovedvægten på deep og acid house. Med få virkemidler og højst to spinnende dæk ad gangen formåede den flittigt fotograferede (så lad dog jeres multimobiler blive liggende nede i garderoben, drenge!) kollagekunstner at pumpe energi i salen, efter at Radars lidt sløje og retningsløse videoinstallationer havde flimret et par timer.
Men Derrick Mays efterfølgende trance-attack blev alligevel et højdepunkt, der bliver svært for andre super-DJ’s at overgå lige foreløbig. Afvekslende og stilistisk meget afvekslende.
At DJ’ens melankolske lyd har givet ham kælenavnet ’the Miles Davis of techno’ blev til at forstå denne aften. Techno er ikke blot en festabe-disciplin, men en futuristisk miljøskildring i Mays ører og hænder. Og hvis genren virkelig er at betragte som en fejltagelse, så er det så absolut en af de heldigere af slagsen.

*Radar m. Derrick May og Kevin Saunderson, Store Vega lørdag nat.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu