Læsetid: 4 min.

Film i tv

5. september 2003


*Hilary Swank fik fuldt fortjent en Oscar for sin præstation som en højst speciel kvinde: den unge Brandon Teena, der gerne vil være en mand og derfor gør det eneste logiske: får håret klippet kort, stopper en strømpe i skrævet, lægger et stramt bind om brysterne og begiver sig ud i verden på jagt efter søde piger. En i starten vellykket kønsoverskridelse, for hun bedrager alle og enhver i den lille gudsforladte flække Falls City, hvor de unge piger, vant til store, bøvede brød, falder for Brandons åbne, smilende og forstående væsen.
Filmen bygger på en tragisk virkelig begivenhed, der for 10 år siden afslørede morderiske fordomme i USA’s heartland, hvor bøsser og lesbiske er som fremmede dyrearter. Den debuterende og erklæret lesbiske instruktør Kimberly Pierce var fem lange år om at få denne uafhængige produktion lavet, og der er en hudnær, energisk ligefremhed i fortællingen om den frie fugl Brandon, der søger ind i løvens hule og lever i en småkriminel gråzone uden socialt ståsted. I Hilary Swanks tolkning udvikler Brandon sig ret hurtigt fra særling til et menneske, man kommer til at holde af og på en vis måde også respektere, mens hun bliver kæreste med fabriksarbejdersken Lana, der er godt og grundigt træt af macho-mænd. Chloë Sevignys Lana er i starten irritabel og udkokset, men blødes efterhånden op og bliver en varmt erotisk pige. Filmen dyrker med god grund Sevignys lade, men stærke sensualisme som forheksende proletarisk ukrudtsplante, der forvandler sig til kærlig rose.

Boys Don’t Cry. TV2, fredag kl. 23.05-01.05

*Steve Martin bærer denne genindspilning af det gamle Spencer Tracy-hit frelst i land. Tracy-filmen fra 1950 var en glorificering af det gode liv ifølge produktionsselskabet MGM. Steve Martin borger i 1991-udgaven for en mere moderne skepticisme. Med smittende sardonisk galgenhumor spiller han den mere og mere desperate far, der ikke blot må se svigersønnen lægge beslag på sin højt elskede datter, men også må spendere astronomiske beløb på bryllupsfesten.
Martin paraderer en datterfiksering, der må kunne få incest-eksperter til at rykke uroligt i sædet. Men pinligheden holdes på afstand af hans formidable slapstick-komiske snarrådighed og legebarns-charme. Meget kan man tilgive en film, der f.eks. giver Martin mulighed for at gøre afprøvningen af en gammel smoking til et højdepunkt i klovnerier. Diane Keaton ses som hans kone, og Charles Shyer har instrueret uden at stille sig i vejen for Martin.

Brudens far. TV2, lørdag kl. 20.50-22.35

*Ingrid Bergman arbejdede her for første og eneste gang sammen med sin navnebror Ingmar Bergman. Hun fik en specialskrevet hovedrolle som den verdensberømte pianist Charlotte, der efter syv år genser sin datter Eva i dennes hjem i en stille præstegård ved Trondhjem. Liv Ullmann spiller datteren med hvid krave, sygekassebriller og hadefulde anklager mod moderen for at have forsømt både hende og en hjernesyg søster. Det er en af Ullmanns mest intense »sjælfulde« præstationer, så nu er De advaret (eller gjort interesseret?)
Filmen er et kammerspil fra 1978 holdt i dæmpede høst-farver, og den lever fortrinsvis på Ingrid Bergmans stærke, nuancerede spil som den dominrende, succesrige mor, der har nogle magiske scener ved klaveret med Ullmann, mens de hver på sin måde tolker Chopins præludium nr. 2 i a-mol.
Bergman selv (altså Ingmar) er ikke så begejstret for filmen, mens Ingrid mente, at hun her ydede sin lange karrieres bedste præstation.

Høstsonaten. Sverige 2, lørdag kl. 21.15-23.00

*Giuseppe Tornatore har nu i over 10 år stadig mere desperat prøvet at leve op til lykketræffet Cinema Paradiso. Hans største kraftanstrengelse hidtil er dette søstykke fra 1998, der blev forkortet med små 50 minutter efter en katastrofal Venedig-visning, men alligevel fremtræder som en langstrakt sejlads gennem et hav af floskler. Tim Roth spiller en genial pianist, der lever hele sit liv på luksuslineren USS Virginian, efter at være blevet fundet som hittebarn på skibet. Han opdager som dreng et naturtalent for at spille på skibets klaver, og snart er han en sensation, der (i et ubehageligt afsnit) ydmyger Jelly Roll Morton i kappestrid om, hvem der spiller bedst jazz. Han er også til klassisk og spiller nogle gange rent ud sagt firehændigt med sig selv, idet han synes at besidde overnaturlige evner. Men borte fra tangenterne er han beskeden og forsagt – så hunderæd for det virkelige liv, at han aldrig sætter fod på landjorden. Altså en fabel om kunstnerens ubodelige ensomhed, fortalt med en del flot opsatte scenerier fra den lækre båd i fast rutefart mellem New York og Southampton. Lajos Koltais bredlærredsfotografering kan få mundvandet til at løbe, når det kæler for de luksuriøse interiører – og i øvrigt også får skabt et helt lille helvedes-univers af det maskinrum, hvor pianisten færdes som helt lille. Men selve historien sejler på grund i klæbrig sentimentalitet, tynget en monstrøs dødvægt af lommefilosoferen.

Legenden om pianisten på havet. DR 1, lørdag kl. 00.35-02.35

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu