Læsetid: 5 min.

Først ind, først ud

Læren af radikalt brud med dansk forsvarspolitik kan allerede være forældet
4. september 2003

ANALYSE
Danmark har en stærk tradition for, at analyserne bag forsvarsforlig er forældede, næsten inden blækket er tørt.
Da Den Kolde Krig var døende, overså en forsvarskommission, at vi stod foran helt nye tider, og forsvarskommandoen var imod en ændring, som lagde vægt på internationale opgaver. Den seneste forsvarskommission ignorerede på det nærmeste terrortruslen.
Til forberedelse af næste forsvarsforlig ville regeringen ikke kulegrave mulige udfordringer, trusler og svar med en bred forsvarskommission, hvor embedsmænd, politikere og uafhængige eksperter efter langvarige overvejelser til sidst afleverer et tykt værk. Man nedsatte blot et udvalg med otte embedsmænd, dog suppleret med to forskere.
Udvalget har nu leveret et oplæg til det mest radikale brud med dansk forsvarspolitik siden 1945. Analysen af de sikkerhedspolitiske vilkår er sket i lyntempo. Vi har fået en redegørelse, som er kort og rimeligt klar. Hvis nytænkningen ikke skyldes et politisk direktiv, er det en meget imponerende præstation, som under alle omstændigheder kan udgøre et provokerende debatoplæg.
Når det gælder analysen af truslen mod Danmark fra terrorister, har udvalget opgivet de vage formuleringer fra tidligere redegørelser, hvor man antydede, at vi fortsat kunne hygge os i smug. Der er en alvorlig trussel, konkluderer man, som kan begrunde, at vi udvikler et nyt totalforsvar af hjemlandet. Analysen vil formentlig medføre, at det civile beredskab skal ændres dramatisk.
Når det gælder behovet for en militær indsats internationalt, har udvalget truffet et klart valg mellem to muligheder. Danmark har hidtil lagt vægt på styrker til fredsbevarende opgaver, hvor kamphandlinger kunne indgå. Men udvalget vil satse på styrker, som bl.a. teknologisk kan deltage i egentlige krigsoperationer sammen med de bedst udrustede allierede.
»Kendetegnet for det danske forsvars engagement i internationale operationer bør,« skriver udvalget, »fremover være kapacitet til hurtig udsendelse af kortvarige og fokuserede bidrag snarere end langvarig tilstedeværelse i områder med lav konfliktintensitet.« Herved »åbnes mulighed for, at Danmark kan deltage i anvendelse af militære midler tidligere i et konfliktforløb.«
Vi skal altså ind i konflikter med de første internationale styrker, og vi skal hurtigt ud igen, idet den fredsbevarende indsats overlades til andre.

Planlægning af militære styrkers opgaver og sammensætning er i dag meget svær, fordi spektret af trusler både er blevet udvidet og mere komplekst. Krig kan antage mange, vidt forskellige, former, og de kan endog optræde samtidigt. Krig har altid været en ret uforudsigelig affære, men uvisheden er eksploderet.
Udvalget har også en grundlæggende opfattelse af »krigens væsen«. Den fremgår indirekte af følgende citat: »For USA har læren af interventionerne i Afghanistan og Irak været, at den nye militærteknologi muliggør hurtige og effektive operationer med forholdsvis begrænsede amerikanske tab.« Den samme lære har udvalget draget, og den er blevet grundlæggende for dets anbefalinger.
Men tøv nu en kende. Afspejler citatet virkelig en aktuel vurdering af konflikterne i Afghanistan og Irak? Krigen fortsætter i begge lande. Den har blot antaget en ny form, som tilmed er mere dødbringende og giver ekstra næring til den terrorisme, der angiveligt er hovedårsagen til, at vi skal forsvare os fjernt fra Danmarks kyster.
Værre endnu: Der er sandsynligvis en sammenhæng mellem indsatsens karakter i første fase og krigenes aktuelle form. Med små, højteknologiske styrker har man knust fjendens hære, men modstanden er blusset op igen, fordi man ikke har opnået kontrol med hverken territorium eller befolkninger. Dertil kommer så de politiske aspekter. Krigen mod Irak blev startet på en måde, som har gjort verden mindre sikker.
Det er ikke en problemstilling, som indgår i udvalgets overvejelser, og derfor virker redegørelsen forældet. Omfanget af den udfordring, som Afghanistan og Irak udgør, er på vej ind i den offentlige debat, men militære eksperter har diskuteret krigens ændrede væsen i nogle år. Der er næppe nogensinde udkommet så mange bøger og artikler på så kort tid med så indbyrdes afvigende opfattelser af krigens væsen og strategi.
Udvalget kunne naturligvis ikke afvente, at denne debat når frem til endelig konklusioner. Men der er en afklaring på vej. ’Læren’ af Irak og Afghanistan bliver næppe, at kortvarige militære aktioner med højteknologiske styrker er et effektivt svar på terrortruslen. Udvalget har under dække af ’ekspertise’ foretaget et valg, som reelt er politisk og ligger i forlængelse af en ’lære’, som kan være forkert.

Vurderingen af USA’s rolle i det internationale system kan også være forældet. Bush-regeringens politik beskrives, som var det USA’s, men der er indledt et opgør i USA, som kan ændre amerikansk udenrigs- og sikkerhedspolitik betydeligt. Uenigheden ligner den strid, som opstod under Vietnamkrigen, og dens udfald kan få følger, som svarer til datidens.
Denne uvished i forbindelse med USA er væsentlig for udvalgets anbefalinger, fordi de er knyttet til en dansk strategi, hvor det centrale er, at vi skal være USA’s tro væbner. Man fremhæver, at evnen til indsats sammen med USA’s højteknologiske styrker har betydning for Washingtons vurdering af sine allierede. Som et særligt plus ved den anbefalede danske strategi forklarer udvalget, at »tidlig ageren kan endvidere medføre større udenrigspolitisk synlighed«. Denne synlighed kan, indrømmer man, gøre Danmark til terrormål, men risikoen opvejes altså af, at Bush-regeringen vil se på os med velvilje.
Der er en række problemer i strategien, som ikke behandles.
Hvis vi fokuserer på styrker, som skal med i første angrebsbølge, vil der være et pres for, at vi er med, når en krig er under opsejling. Er det nok for Danmark, at en regering i Washington vil i krig? Vi kan næppe få indflydelse på beslutningen, men vi skal med, fordi rationalet for det danske forsvars opbygning ellers undergraves.
Har vi et demokratisk beredskab, som kan sikre, at dansk deltagelse er fornuftig? Hvis landet ikke skal kastes ud i militære eventyr, må både politikere og nyhedsmedier være klar til grundige vurderinger på et niveau, som man ikke tidligere har præsteret.
Hvordan vil den nye opgave påvirke forsvarets rekruttering og dets nuværende mandskab? Soldater blev i 90’erne til en slags moderne riddere, som skulle forsvare de værgeløse. Der er stor forskel på fredsbevarende opgaver, hvor man skal beskytte menneskeliv, og angrebskrig, hvor man skal dræbe det størst mulige antal.
Alternativet til den valgte strategi – en forbedret dansk indsats i fredsbevarende operationer med vægt på genopbygning – kan meget vel kræve større udgifter og dansk offervilje. Det er måske den egentlige årsag til, at denne mulighed er blevet forkastet. Man har satset på billig ’synlighed’ under kontroversielle forhold og mindre på, hvordan terrorismens rødder kan bekæmpes effektivt.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her