Læsetid: 3 min.

Fogh forguder forældet USA-fortælling

Det idealistiske Amerika, som statsministeren lovpriser, begyndte at forsvinde for et halvt århundrede siden
30. september 2003

Kommentar
Det var en mærkelig oplevelse i Københavns Universitets festsal i sidste uge. Dér stod statsminister Anders Fogh Rasmussen og skulle tale over emnet »Visioner om Danmarks aktive Europa-politik«.
Og så lovsang han Amerika:
»USA er den eneste magt med virkelig global rækkevidde. Det gælder militært, økonomisk og kulturelt.«
Fogh erklærede:
»For mig er det helt afgørende at slå fast, at det er i Danmarks og i EU’s interesse at udvikle sig i et tæt samarbejde med USA. At slå ind på en kurs, hvor vi europæere skulle definere os selv i konfrontation med USA, er ikke blot historieløst, men også uden forståelse for de grundlæggende realiteter i nutiden og helt uden blik for udfordringerne i fremtiden.«
Fogh søgte på forhånd at lukke luften ud af protester:
»Allerede nu kan jeg høre kritikerne råbe ’Voice of America’ og polemiske bemærkninger om, at denne konstatering af de faktiske forhold i dagens verden blot er udtryk for en ny tilpasningspolitik – underforstået tilpasning over for USA.«
»Men den kritik er meget afslørende for kritikerne selv. Samarbejdspolitikken under Besættelsen og fodnotepolitikken i 1980’erne var aktiv tilpasning til fjenden.«

’En ven, en partner’
Anderledes med Amerika, mente Fogh:
»Samarbejdet med USA er ikke tilpasningspolitik. Det er et ligeværdigt samarbejde med en ven, en partner, en allieret, som hylder de samme principper, som vi gør: Demokrati, ytringsfrihed, markedsøkonomi og respekt for menneskerettigheder.«
På dette punkt i talen begyndte det at stå klart, at Anders Fogh Rasmussen stadig rummer sin tidlige ungdoms billede af USA. Som han også har beskrevet det i en kronik i Berlingske:
»Under begge [verdens]krige ofrede amerikanerne tusinder af menneskeliv og store materielle ressourcer for at stoppe blodbadet og skabe fred.«
Ikke for at forklejne USA’s indsats, men landet gik ikke frivilligt i verdenskrigene. I den første blev det trukket ind af den uindskrænkede tyske ubådskrig og af et tysk alliancetilbud til Mexico om fælles front mod USA; i den anden af et japansk overfald på Hawaii og af en nazitysk krigserklæring.
Men – langt vigtigere – den fred, som USA ønskede, var båret af fuldstændigt andre hensyn end dem, der i dag leder landet.
Præsidenten under Første Verdenskrig, Woodrow Wilson, var glødende idealist og tilhænger af internationalt samarbejde. Så meget satsede han på et Folkeforbund, at det amerikanske senat fandt USA’s suverænitet truet og nægtede den nødvendige tilslutning til fredstraktaten.

Pragmatiker Roosevelt
Franklin D. Roosevelt havde været viceflådeminister under Wilson og søgte under Anden Verdenskrig at undgå Wilsons fejltagelser. Roosevelt gav idealismen et pragmatisk ophæng. Han var chefarkitekten for det, der blev til FN. Også han ønskede, at USA reelt skulle forpligte sig på det internationale samarbejde. Tilsvarende var Harry Trumans forsøg på at sætte internationalt værn mod Stalins Sovjet båret af idealisme og ønsket om, at USA skulle vise verdensborgerskab.
Helt frem til Lyndon Johnsons præsidentår i 1960’erne bevægede USA sig ad disse spor og i indenrigspolitikken frem mod en velfærdsstat, der ikke var væsensforskellig fra Nordeuropa.
Men det er nu snart et halvt århundrede siden. I årene derefter har USA rykket i en helt anden retning. Velfærdsstaten er afviklet, og landets vilje til internationalt samarbejde er blevet til selvtægt.
Det er ikke bare spørgsmålet om partiemblemet på den, der sidder i Det Hvide Hus.
Den på mange måder sympatiske Clinton kunne ikke bryde mønsteret. Velfærdsstatens afvikling kunne han ikke standse, og USA’s forpligten sig på internationalt samarbejde kunne han ikke garantere. Det forhindrede magtstrukturerne, som de har udviklet sig i USA.
Hvorfor de har det, er en lang historie, der også handler om det religiøse højres og kampagnebidragydernes erobring af det politiske system. Det officielle USA dyrker ikke længere de samme idealer som Europa. Jovist, et beskæmmet mindretal gør, men inden for overskuelig fremtid er dette mindretal uden chance for på afgørende vis at sætte sig igennem.
Det forrige århundres amerikanske idealisme, som Fogh hylder, findes kun som oppositionsbevægelse.
Den er erstattet af et egoismens, pengemagtens og militariseringens styre med klare autoritære træk.
Foruroligende kan man også i Foghs egen regering se tydelige formynderiske træk. Det er måske det ’nyautoritære’, der drager Fogh mod USA snarere end de gamle idealer.
Men det har han endnu til gode at sige.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her