Læsetid: 4 min.

Folkedybet hader ikke fremmede

Journalisten Allan Nagel forklædte sig som medlem af Dansk Folkeparti og mødte hverken fanatisme eller racisme blandt medlemmerne
24. september 2003

Interview
De snakkede i weekenden om Regnskabets time. De talte som fanatikere på Dansk Folkepartis landsmøde. De siger, de taler på folkedybets vegne. De taler for den jævne dansker. De politiske kommentatorer på Jyllands-Posten og B.T. giver dem: Dansk Folkeparti taler med folkets stemme. De har haft monopol på folkets stemme i årevis. De tegner et billede af det danske folk som fremmedfjendske klynkende fanatikere.
Journalisten Allan Nagel satte sig i 2001 for at finde ud af, om folkedybet nu også var så rasende og fremmedfjendsk. Han forklædte sig som tilhænger af Dansk Folkeparti. Han tog til Ringsted, meldte sig ind i partiet, deltog i omtrent 20 møder i den lokale partiforening og endte med at blive valgt ind Dansk Folkepartis bestyrelse i Vestsjællands Amt. Allan Nagel flyttede ind på et værelse i Ringsted, fik job som postbud, fungerede som vikar på et plejehjem og arbejde på et kyllingeslagteri. Allan Nagel har nu skrevet bogen Forklædt som dansker, som udkommer på mandag.

Pølsemad og kaffe
»Den største overraskelse for mig,« fortæller Nagel til Information, »var, at udlændinge ikke betød særligt meget for medlemmer i Dansk Folkeparti. Jeg var til cirka 20 møder og vi snakkede meget lidt om udlændinge. Jeg tror, vi talte om det to gange. Den ene gang var det, fordi der havde været en artikel i en landsdækkende avis, som handlede om en somalier, der fik 18.000 tusind om måneden. Det var der nogle, der syntes var for meget.«
– Hvad talte I så om?
»Vi talte ikke særligt meget om politik. Men ellers var det de nære problemer, det drejede sig om. Det kunne være en busrute, der var blevet lagt om eller problemer på et sygehus. Vi snakkede lidt om folkeskolen og især om ældreplejen.«
– Hvorfor er folk medlemmer af Dansk Folkeparti, hvis de ikke er hidsige i forhold til udlændinge?
»Det er svært at svare på. Men Dansk Folkeparti er jo som også andre partier en slags klub, hvor man mødes og spiser en rullepølsemad og drikker en kop kaffe.«
»Men flygtninge og indvandrere betyder da noget. Man skal ikke undervurdere, at det i snart årevis har været sådan at DR’s og TV2’s nyhedsudsendelse hver aften bringer problematiserende historier om udlændinge. Mange af de, der bor i Odense, kender jo ikke problemerne i Vollsmose, fordi de selv har været derude, men fordi de har hørt om dem på tv.«
»Derudover er medlemmerme bekymrede for forholdene for de ældre. Men partiet kan ikke bruge de ældre i samme omfang som udlændinge, fordi de fleste alligevel får lidt dårlig samvittighed, når de hører om de ældres forhold. De fleste har jo noget familie, som sidder alene på plejehjem. Endelig er der sygehusene og selvfølgelig EU. Folk har altid været bekymrede for udviklingen som sådan. Der er udsigt til forandringer. Og EU er blevet det sted, hvor man kan lufte sin skepsis overfor udviklingen som sådan.«
Allan Nagel blev også optaget i hjemmeværnet i Ringsted. Fordi hjemmeværnet bliver forbundet med et forsvar for det danske. Med et folkeligt selvforsvar.
»Men der oplevede jeg heller ikke rigtigt fremmedhad. Der var engang én, som efter den 11. september sagde, at det var muslimer, der var hovedfjenden. Han blev straks sat på plads. Den gik ikke.«
»Det var sådan set det samme på kyllingeslagteriet. Da jeg startede der, fik jeg at vide, at 30 procent af de ansatte var udlændinge, og det var ikke noget problem. De arbejde ufatteligt gnidningsfit sammen. Der kunne måske være lidt godmodigt drilleri. Men det svarede mest til den måde, man driller rødhårede eller folk med stritører på.«
Folkedybet i Ringsted var ikke racister. Og de var heller ikke fanatikere. De talte ikke i med samme flammende patos som Ulla Dahlerup og Mogens Camre.

DF i mange versioner
»De elsker ikke udlændinge. Det er klart. Men hvis det øsregnede og der stod en udlænding udenfor og bankede på deres dør, er jeg sikker på, de ville lukke ham ind. De lever ganske almindelige liv og bekymrer sig om det nære. Man har nogle ting, man gør. Man følger nyhedstrømmen.«
»Dansk Folkeparti er sådan set en demokratisk gevinst. Problemet er, at vi efterhånden har tre-fire-fem versioner af Dansk Folkeparti: Venstre, De konservative, Socialdemokratiet og dem selv.«
»Det er alle de pæne mennesker inde i København, som siger en masse grimme ting om fremmede og fuldstændigt fortegner billedet af folkedybet, som skulle skamme sig.«
– Nogle ville sige, at du bare kommer som kritiker af udlændingepolitikken og vil afmontere det hele og ovenikøbet forklædt som en anden end dig selv?
»Jeg vil for første sige, at jeg egentlig ikke, hvad der er værst: at politikerne i hovedstaden tegner et billede af en fremmedfjendsk befolkning, som så ikke passer. Eller hvis de virkelig talte på folkedybets vegne. Jeg tror, jeg havde regnet med at opleve en hårdere tone overfor udlændinge.«
»For det andet gjorde Ulla Dahlerup jo det samme, da hun i 2001 skrev en bog for Dansk Folkeparti, men præsenterede sig som Folketingets repræsentant. Dengang sagde Søren Espersen: Det er helt i orden. Det er en ’Günter Wallraff.’ Så tænkte jeg, at så kunne jeg også tillade mig at lave en ’Wallraff’. Men jeg havde nok gjort det under alle omstændigheder.«

*Allan Nagel udkommer mandag på det nystartede forlag Hansen & Hansen, der fremover vil udgive dokumentariske debatterende bøger

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu