Læsetid: 1 min.

Forført omsonst

Det begynder i skønhed, men ender katastrofalt – ikke kun for hovedpersonen
23. september 2003

Det kongelige
To holdninger kæmper mod hinanden i Det Kgl. Teaters opsætning – den første i små 150 år – af Moliéres Don Juan. På den ene side en mørk,
majestætisk, stiliseret skønhed, centrerende sig om at fortælle en totusindtalsversion af Forførerens historie. På den anden side en teatertænkning, der kreperligt underlægger sig tidens – talte eller uudtalte, ligemeget – krav om det personlige fingeraftryk, den frække opdatering og de gibbende stilbruds tyranni.
For det første indestår Lars Mikkelsens elegant-spidsfindige don, den fornemt-enkle scenografi i magtfulde belysningsskift og herregarderoben, der ser ud til at være løbet med al kostumierens interesse på bekostning af damesidens.
Så længe don’en, hans lystrøde velourkavalerjakke og Nikolaj Kopernikus’ Sganarel er alene med den himmelstræbende panel-dekoration, styrer forestillingen lovende mod en no nonsense fokusering på den frihedselskende, altædende don og hans nedtur med Sganarel som forarget-jaloux-misundelig sidevogter med løstsiddende loyalitet.
Men kursen grundstøder først af et tungtkørende pjanket cavalleria rusticana på folkemindedialekt, siden af et enigmatisk spejlshow i et af de rullende multiskabe, der erstatter Moliére-museets tunge barokmøbler og i øvrigt fungerer fikst. Og sidst, men ikke mindst – tro mig – af en fortænkt transformering af Anders Hoves Kommandant. Kommandanten eller Stengæsten som himmelens håndlanger, den overmenneskelige påpladssætnings forlængede arm knuger Spotteren og Hykleren i gulvet med en kraftløs barnearm, mens en gruopvækkende slatten replik pifter hele tekstens minutiøst akkumulerede klimaks og måneders rolleopbygning for den stakkels Mikkelsen. No wonder han bare ruller om på ryggen og opgir. Også ånden.
Kopernikus’ barokke filosofitilløb, Thomas Corneliussens gennemførte personificering af adelig holdning, moralsk som korporlig, Hoves fine, korte glimt af stolthed, der koster, eller Lotte Munk Fures første Elvira-entré – omsomst, omsomst.
Verdammt!

*Don Juan af Moliére. Ovs.: Per Aage Brandt. Instr.: Klaus Hoffmeyer. Scen.: Carsten Burke Christensen. Lysdesign: Jesper Kongshaug. Kostumer: Maria Gyllenhoff. Det Kongelige Teater i co.prod. med Det Danske Teater t. 21.okt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu