Læsetid: 3 min.

Frihandel er en blandet velsignelse

På mange måder er den mexicanske by Reynosa en succeshistorie. I de seneste 10 år er antallet af job i den udenlandsk-ejede eksportindustri fordoblet, men bagsiden af medaljen er en fordobling af indbyggertallet. Det har medført store sociale problemer
9. september 2003

Frihandel
REYNOSA, Mexico – For en uge siden ankom landarbejderen Jorge Godillo Cruz til denne livlige og dynamiske industriby ved grænsen til den amerikanske delstat Texas. Han havde rejst hele vejen i bus fra Tuxtla Gutiérrez, den største by i Mexicos sydligste og fattigste stat Chiapas – en afstand på 2.000 kilometer.
»Jeg skal over grænsen til USA og finde et arbejde,« oplyser den lille mand med et lidt usikkert smil.
Men Jorge Godillo har ikke penge til at hyre en guide, der kan tage ham over Rio Bravo-floden og ind i USA. En menneskesmugler – populært kaldet ’el coyote’ – koster 10.000 kr. Hele Godillos opsparing beløber sig til 850 kr. Og de penge er blevet brugt på rejsen til Reynosa.
Nu står den indianske landarbejder foran en katolsk kirke på Reynosas rådhusplads og venter på, at heldet tilsmiler ham i form af et tilbud om at arbejde i byens udenlandske eksportindustri, også kendt som maquiladores. Her kan Godillo risikere at stå og vente i lang tid. Han er nemlig langt fra den eneste landarbejder fra det sydlige og centrale Mexico, som søger arbejde.
Ifølge den mexicanske forbundsregering er ledigheden i Reynosa ekstraordinær lav, kun en til to procent. Men som direktøren for byens økonomiske udviklingskontor, Herber Flavio Ramirez Díaz, indrømmer over for Information: »Tallet henviser kun til arbejdsløsheden i den officielle økonomi.«
Ligesom i andre udviklingslande udgør uofficiel økonomisk aktivitet i Mexico en meget stor andel af den totale samfundsøkonomi. Kun halvdelen af befolkningen betaler skat. Opregning af ledigheden inkluderer ikke folk, der arbejder som taxichauffør, buschauffør eller havearbejder – for ikke at nævne gadesælgere.
I Reynosa fremstår kontrasten mellem officiel og uofficiel økonomi skarpt. Det skyldes, at de mexicanske grænsebyer modtager et enormt antal tilflyttere fra resten af Mexico, Mellemamerika og Sydamerika. Her kan man med held finde et job i en fabrik drevet af store amerikanske, japanske eller europæiske industrikoncerner som General Motors, Maytag, Panasonic, Black & Decker til én – efter mexicanske forhold – fordelagtig løn.
Derfor strømmer fattige landarbejdere til Reynosa. Alle nærer håb om at krydse ind i USA. For nogle lykkes det; andre bliver her, hvis de finder et arbejde. I alle tilfælde er resultatet, at tilflytningen langt overgår den kommunale administrations budgetmæssige evne til at udvide Reynosas infrastruktur.
»Ifølge forbundsregeringens seneste folketælling har Reynosa 500.000 indbyggere. Men vi er faktisk 1,2 mio. Byen har derfor ikke nok penge til at bygge nye veje, kloakanlæg, vandværker og skoler,« fortæller direktør Ramirez.

Frihandelsaftale
Bloktilskud fra forbundsregeringen i Mexico City er bl.a. baseret på befolkningstal. »Jeg ved ikke, hvorfor myndighederne kun tæller 500.000 indbyggere i Reynosa. Spørg mig ikke,« lyder det lakonisk fra Ramirez.
Udenlandske industrikoncerners anseelige investering i samlefabrikker i Reynosa er altså en blandet velsignelse. Siden indgåelsen af den nordamerikanske frihandelsaftale mellem Canada, USA og Mexico i 1993 er antallet af udenlandsk-ejede arbejdspladser i Reynosa fordoblet til 70.000. Men befolkningstallet er samidig fordoblet og derfor de sociale problemer.
Frihandel og direkte udenlandske investeringer har altså ikke nødvendigvis forbedret livskvaliteteten i Reynosa. Eller rettere: Det afhænger af, hvem man er.
De 70.000 ansatte i General Motors, Maytag, Whirlpool, Panasonic, Nokia osv. kan tælle sig blandt de heldige. En ufaglærts arbejders dagløn er syv dollar.
Det er langt fra nok til at ernære en familie på fire, men hertil skal lægges frynsegoder som et gratis måltid til en værdi af to dollar, kørepenge på halvanden dollar, madkuponer på én til fire dollar til indløsning i supermakeder, en opsparingsfond, hvori ansat og arbejdsgiver hver spytter seks pct. af årslønnen samt et tilskud på syv pct. til køb af bolig og pensionsopsparing.
»I maquiladora-industrien (der beskæftiger en mio. arbejdere i Mexico, red.) tjener en ufaglært arbejder 28 pct. mere end i en gennemsnitlig mexicansk virksomhed,« fastslår Ramirez.
Fra et økonomisk udviklingsperspektiv vejer en mio. ufaglærtes lidt højere løn imidlertid ikke tungt. Den positive smitteeffekt fra direkte investeringer i et udviklingsland skal søges andre steder. Bidrager virksomhederne til at højne det faglige niveau og ekspertisen? Medfører det, at mexicanere starter deres egen virksomhed?
I tilfældet Reynosa er svaret ja. »Trods fattigdommen i byen har ingeniører og tidligere faglærte arbejdere i maquiladora-sektoren startet deres egne firmaer og sælger ekspertise til USA, Europa og Japan. Det er begyndelsen til udviklingen af en middelklasse,« mener Nancy Boultinghouse, marketingsdirektør i den amerikanske nabobys McAllens økonomiske udviklingsorganisation.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her