Læsetid: 3 min.

Galgenhumoristisk skrutrygsrock

Den amerikanske rockkunstner E gav med sit sublime orkester Eels en koncert af de sjældne
6. september 2003

Koncert
Seancen var ovre. Lysene i loftet var blevet tændt, salen kun en tredjedel fuld og de tilbageblevne stod rundt om og snakkede om den nys overståede koncert, da én scenearbejder gik op til mikrofonen og i bedste Elvis-stil annoncerede, at »the Eels have left the building«. Og så kom det: »Not really – here they are!«, hvorefter frontmand E og hans kumpaner atter sprang op på scenen og gav to råt elektrificerede instrumentalnumre; ét, bygget over et amputeret Ray Charles-riff og ét, der grangiveligt lød som det udødelige Canned Heat-nummer »On The Road Again«. Og dét efter en næsten to timer lang og upåklagelig koncert.
Det havde ikke meget med noget at gøre, men herrefedt var det. Karakteristisk for en aften, hvor den gode E beviste, at hans melankolske, melodiske, intelligente og tænksomme kompositioner snildt kunne forvandles til fræsende garagerock – og i ét væk blev det!
Denne E – døbenavn Mark Oliver Everett – er kommercielt set kun en nichefigur på den moderne rockscene, men hans foreløbig fem albums med gruppen eels er alle værd at bruge både penge og tid på, thi her finder man en mand, der med udsøgt lydhørhed giver det lykkeligt ligeglade liberalistiske samfunds udstødte, malplacerede og afvigende stemme(r) med et talent, mange af hans mere succesfulde kollegaer kun kan drømme om at besidde.

Dén lille forskel
Uden at revolutionere rockens formsprog besidder E og hans orkester en prisværdig personlig lyd, tilgang og identitet, der befinder sig milevidt fra al tidens slå-sig-på-brystet-se-på-mig-rock. Det er dén lille forskel – en unik lyd og attitude – der klart markerer (mindst) to ting; stilsikker afstand til metervaren og modet til at benytte rock’n’roll som afsæt for et individuelt betonet og kunstnerisk prægnant univers. Hvilket gør det værd at beskæftige sig med.
Vi havde før koncerten drøftet pro et con (mest det sidste!) i forbindelse med Tim Christensens seneste album og én nævnte, at et af dets store svagheder lå i Christensens stemme – og her er vi så ved et af rockens paradokser: Bette Tim ville nok få flere komplimenter af en sanglærer, men uden at besidde Christensens elastiske spændvidde synger E altså mere indfølt, overbevisende, meddigtende og ægte.
Hvor Eels seneste album, Shootenanny!, er et typisk udspil fra E’s side – varieret, afdæmpet, intenst, tekstligt smertefuldt og musikalsk raffineret – stod aftenen i powerrockens regn. Gruppen lagde efter – ’ouverturen’, hvor en mundharpespillende E ledtes gennem salen op til scenen, ud med tre heftige coverversioner – »King Of The Jungle« efterfulgt af John Lennons fine Smokey Robinson-pastiche »I’m A Loser«, der var som custom-made til E og endeligmindst en hæsblæsende udgave af Tennessee Ernie Fords udødelige »Sixteen Tons« – før den tonsede ud i et sæt, der i udstrakt grad tog afsæt i materialet fra Shootenanny!, garneret med velvalgte highlights fra de fire foregående albums.

Usexede tabuemner
E er aldrig veget tilbage for at synge om i populærmusikalske sammenhænge så usexede tabuemner som sygdom, sindssyge og død, men han gør det med en galgenhumoristisk vinkel, der på en scene forstærkes af udstråling og opførsel. Lille, skrutrygget og indadvendt ligner han – bortset fra sine Raybans – ikke en arketypisk rock’n’roller, men når han åbner munden, er han en særdeles morsom mand. De ofte spindelvævsfine sange fik i dagens anledning et los bagi og blev sparket ud over rampen med en næsten punket energi og attitude, der fik smilene til at brede sig i salen med tilhørende ’det var lige godt satans’-miner.
Og så stod aftenen ellers i pastichens tegn; »Novocaine For The Soul« lød f.eks. fuldstændig som Pixies, »I Like Birds« fremstod som ren Ramones og »Souljacker
Part 1« kunne lige så godt have været Bo Diddley! Manglen på respekt over for sangenes indspillede form var såvel underholdende som illuminerende, orkestret et studie i ukrukket rock-minimalisme og E selv fræk, uforudsigelig og original. Da han afslutningvis trakterede os med sin følte kendingsmelodi »Beautiful Freak« var det tid til at trække i gåsehuden og applaudere, til det sved i håndfladerne.
Sublimt.

*Eels live i Pumpehuset, torsdag
*www.EELStheband.com

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu