Læsetid: 2 min.

Gensyn med modstanden

Ny politisk kunst som fantasiforladt genopførelse af 70’ernes æstetik
17. september 2003

Udstilling
Bør kunstnere ikke hænge deres politiske overbevisning i garderoben, og nøjes med at koncentrere sig om æstetikken, når de tager fat i atelieret? Med en såkaldt kulturkamp rasende omkring ørene, kunne en og anden kunstner med politiske holdninger til venstre for midten måske nok føle sig fristet – eller presset – til at tilslutte sig synspunktet og dukke sig. Bare for ikke at risikere at forsvinde i kulturministerielle Bermudatrekanter eller lignende imaginære fjendebilleder fremmanet af en VK-regering, der ser rødt alle vegne.
Andre tager udfordringen op og bruger regeringens særlige evner for monologiske debatter som afsæt for produktion af kunstværker, der eksplicit er lavet som modstandsværker. Modstand er ellers ikke noget, som almindelige mennesker går særlig højt op i, har statsminister Anders Fogh Rasmussen udtalt. Og netop dette udsagn, der i øvrigt faldt i forbindelse med diskussionen om Danmarks deltagelse i krigen mod Irak tidligere på året, er overskriften på en ny udstilling.
Den kan ses på I-N-K (Institut for Nutidskunst), der for nylig er flyttet fra indre by til Islands Brygge. Og som i parentes bemærket modtager støtte fra Billedkunstrådet. Her tager fem kunstnere statsministeren på ordet og forsøger angiveligt – dvs. jævnfør pressemeddelelsen – at give ham og højrefløjens politiske linje den modstand, han helst så manet i jorden.

1970’ernes formsprog
Om det er en modstand, statsministeren behøver frygte, er dog et stort spørgsmål. Den temmelig konventionelle og lidt tynde galleriudstilling viser artige værker, der enten helt bogstaveligt eller parafraserende genbruger 1970’ernes formsprog.
Anti-elitære linoleumssnit med tunge politisk-filosofiske tekstpassager trykt hen over kulørte motiver med umiskendelige referencer til 70’ernes politiske ikonografi (Bendt Ulrik Sørensen), nye såvel som gamle fotografier af USA’s afgrunde af social og økonomisk elendighed (Jakob Holdt), reprise på Røde Mors rock-opera Betonhjertet (Frans Jacobi) – det er noget af det, der bydes på, foruden værker af Henrik Olesen og Mia Joo Rosasco.
Gensynet med 70’ernes mest uskønne blanding af dogmatik, didaktik og dilettanteri, nu omsat til stilbevidst og moderigtig millennium-etik, kan få de små nakkehår til at rejse sig på selv en inkarneret modstander (som undertegnede) af VK-regeringens populistiske retorik og asociale politik. Retræten til et nærmest socialrealistisk formsprog hentet fra indignationens selvgode årti får I-N-K-kunstnernes forsøg på modstand til at minde en hel del mere om nostalgi end om kreativ konfrontation. Mistanken, der melder sig, er, at dette opbud i modstand i virkeligheden har flere ligheder med moderigtige genoptryk af Mathilde-cacaoens logo på T-shirts eller 90’ernes dyrkelse af Povl Kjøllers børnesange end med et aktuelt bud på reel opposition.
Det er pænt at se på, og det vækker minder. Men kunne man ikke forvente lidt mere nytænkning fra kunstnerisk hold, hvis dagsordenen skal hedde modstand? Al ære værd at tage et standpunkt og ytre sin mening, også når det sker via kunsten, men mon ikke der er brug for lidt mere end repriser og udflugter til 70’ernes proletarromantiske paroler, hvis den siddende regering for alvor skal udfordres? Konfrontationen med betonhjerternes årti vil givetvis prelle af som rød maling på en statsminister – modstandsløst og ubemærket.

kultur@information. dk

*Modstand 1, ’Det er ikke noget, som almindelige mennesker går særlig højt
op i’. I-N-K. Njalsgade 21 H. 2300 Kbh. S.
Ti.-fr. 12-17. lø 12-15

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu