Læsetid: 5 min.

Historiebog

8. september 2003

INTERMETZO
Efterhånden er det jo gennemanalyseret, hvorfor statsministeren udtalte sig så nedsættende, som han gjorde om samarbejdspolitikken under besættelsen. Et alibi for krigsdeltagelsen i Irak trængte og trænger sig stadigt mere på, derfor statsministerens bizarre kobling af det påståede brud med tyskerne dengang og tilsvarende påstanden om udvist politisk mod og mandshjerte over for en overmagt, skønt Danmark i Irak er i medløb med verdens unægteligt stærkeste militære magt.
Behovet for afledning er i efterfølgende kommentarer til statsministerens tale yderligere påpeget: Den hjemlige arbejdsløshed der stiger støt, og som regeringen intet stiller op imod, efterlønsdebatten som regeringen blot udskyder, kulturministeren der kvajer sig, forsvarsministeren der kvajer sig, kirkeministeren der kvajer sig, ligestillingsministeren der er imod ligestilling, skatteministeren der er forsvundet, det tidligere Venstre-forbillede i Farum der formentlig snart skal
i spjældet, miljøministeren der hader miljøet, osv.
Kun den overvejende regeringsvenlige presse holder liv i påstanden om en kulturkamp på værdier som andet end blot en hidsig nedsabling af mere eller mindre selvopfundne fjendebilleder fra 1970’erne. Denne såkaldte kamp på værdier er svær at tage alvorligt. For en ambitiøs og magtfikseret politiker som Fogh Rasmussen, der ved sin tiltræden betroede en journalist, at han jo nu skulle sidde i en længere årrække i statsministeriet, var det i denne situation nærliggende at ondulere offentligheden og gå i en eller anden hensigtsmæssig form for spin. Det gjorde statsministeren så i passende fora, hvor han vidste, det uforbeholdne bifald var ham sikkert.
De færreste med indsigt havde vel i tilbageblik forestillet sig, at et konstrueret og stærkt forsinket opgør om lige netop besættelsen ville være sagen for en nutidig dansk statsminister. Ikke mange landsmænd går jo til daglig rundt og tænker dybere over samarbejdspolitikken 1940-43, og de, der gør, opfatter den vel som en i og for sig afsluttet diskussion blandt historikere, en faglig debat som for længst har proportioneret fænomenet, der nu blot er underkastet undersøgelser og drøftelser i detaljen.

At nogen seriøs person skulle begynde forfra, som om tiden var skruet tilbage til nittenhundredhvidkål, syntes utænkeligt. At denne nogen i givet fald var en statsminister fra Venstre, ville være absurd. 50 års national besminkning af besættelsestidsfortællingen har ikke gjort partiet Venstre mere attråværdigt i dets politiske rolle dengang. For daværende Madsen-Mygdal betød flæskeafsætningen for eksempel mere end forsøget på med en politisk samlingsregering at opretholde en slags koldskuldersamarbejdspolitik.
Venstre benyttede først og fremmest lejligheden til at forlange betydelige sociale nedskæringer som partiets pris for deltagelse i den nationale samling. Hvad angår selve modstandsarbejdet, glimrede Venstrefolk ved deres fravær. Den eneste fremtrædende var vel Per Federspiel, som senere blev MF. I modsætning til de Konservative der leverede adskillige prominente folk, og som jo havde selveste Christmas Møller som modstandens bannerfører, var Venstres kontaktflade til modstandsbevægelsen mere end beskeden.
Venstre deltog tværtimod i samarbejdspolitikken helt frem til 29. august, om end partiets nye leder Knud Kristensen af uafklarede, men næppe ideale grunde ikke ville være med i Scavenius’ regering.
Modstandsbevægelsen som faktor havde Kristensen kun ringeagt til overs for. Den var ikke indskrevet i Grundloven, som han sagde; det havde derimod samarbejdspolitikken været, og den tog ingen Venstre-folk markant afstand fra. Det er i øvrigt også karakteristisk, at Venstre ikke deltog i kontaktmøderne med modstandsbevægelsen som andre politikere af samarbejdslinjen, og at Venstre heller ikke havde indvendinger mod, at samarbejdspolitikken efter 29. august 1943 blev videreført, men med andre midler.

Heri ligger det mest fornøjelige ved Fogh Rasmussens kreative bogføring af fortiden: At han som neonationalisterne med Krarup i front hævder sammenbrudsforestillingen uden nuancerende forbehold. Samarbejdspolitikken kunne ikke videreføres efter de folkelige oprør – og efter tyskernes første store nederlag ved fronterne – det var klart nok, men ingen datidig ansvarlig politiker var da heller til sinds at kaste barnet ud med badevandet og risiskere befolkningens ve og vel.
Allerede tidligt i besættelsen havde man drøftet en administrativ, ikke-politisk regering, ifald den politiske blev for belastet i forhold til tyskerne. Til den ende stod embedsværket i konkret skikkelse af departementscheferne til rådighed, som da også trådte til efter 29. august. Uanset undtagelsestilstand, jødeforfølgelser, henrettelser og meget andet slemt, fortsatte disse pligtopfyldende embedsmænd, der pludselig befandt sig i første række, bestræbelserne på at føre Danmark med så få omkostninger som muligt gennem resten af krigen.
Men departementscheferne og deres embedsfolk foretog sig intet af vigtighed uden politikernes godkendelse. Der kom jo en dag efter tyskernes nu imødesete nederlag. De, der så skulle tage over igen, de folkevalgte, Vilhelm Buhl, Hedtoft, H.C.Hansen, Kraft, m.fl. befandt sig bestandigt i kulissen parat til råd om ikke dåd.
Med de samtidige løbende kontakter mellem politikere og Frihedsrådet er det for længst godtgjort, at departementschefstyret og Frihedsrådet uden at være i direkte clinch også var i en slags kontakt. Det rene brud og et Danmark fra år 0 i 1943, hvor nationen rev skægget op af bordpladen, er med andre ord en grov forenkling for ikke at sige vulgarisering af et langt mere kompliceret forløb og en langt mere sammensat politisk virkelighed. Med andre ord en myte, som statsministeren uden ansvarsfølelse for en nøgtern fortidsfremstilling og dermed danmarkshistorien atter puster op. Man kan i den forbindelse sige,
at der er sammenhæng mellem Rasmussens afvisning af eksperter, men rimeligere bliver det jo ikke af den grund.

Adskillige kommentatorer har siden statsministerens udtalelser også hæftet sig ved det omkostningsfri ved at fordømme et givet historisk forløb uden en redelig endsige forstandig klargøring af forudsætningerne. Havde det sidste været tilfældet, ville statsministeren jo ikke have kunnet udtale sig, som han gjorde, så dét siger sig selv. Men når nu låget var af, hvorfor udvidede den dristige førstemand med tilbagevirkende kraft så ikke sit datidsopgør og kørte videre i forgængeren Knud Kristensens spor. Da denne gode Venstremand dannede regering i 1945, slog han, skønt regeringens politik var en anden, flere gange til lyd for en grænserevision.
Modigt eller snotdumt, det kan man diskutere. Var det imidlertid ikke en oplagt sag for Fogh Rasmussen at følge denne linje op? Hvem siger, at grænsen skulle ligge fast? Ja, det sagde Buhl, men en sådan ussel samarbejdspolitiker behøver man jo ikke tage alvorligt, og hvorfor er dette udslag af defaitisme over for Tyskland ikke endnu en af statsministerens udpegede usselheder i fortiden?
Hvorfor ikke et Danmark til Eidern? Adskillige gode, jævne og brave danskere havde samme syn på grænsen som Knud Kristensen og var gerne gået til englænderne med krav om et større Danmark sydefter. Men nej, socialdemokraterne, De Radikale og Christmas Møller, der i denne anledning brød med sine mere redebonne partifæller, skulle i deres usle fejhed ikke nyde noget. For tænk nu hvis Tyskland engang igen blev stort og mægtigt. Ja, tænk engang. Tænk.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu