Læsetid: 4 min.

Den hvide klovn og blod og bæ

Nu bliver de berømte Wieneraktionisters vold mod deres egen krop og dyrelegemer udstillet igen. Er det oplysning eller barbari?
27. september 2003

Aktionisme
En mand går gennem byen. Han er klædt i hvidt. Han har malet sit ansigt hvidt som en klovns ansigt. Men fra ryggen og hele vejen op over hovedet og nedad maven er trukket en rød flænge: det ser ud som om, klovnen er kommet til skade.
Det er kunstneren Hermann Nitsch, der i 1965 spadserede gennem Wien klædt som beskadiget klovn. Man kan se episoden på en filmoptagelse, som bliver vist på Museum for Moderne i Wien lige nu. Spadsereturen er blevet musealiseret. De fleste spadserende wienere lader som om, klovnen ikke eksisterer. De kigger ikke væk. De ser ham og går videre og kigger frem for sig. De går i par og konen holder gerne manden under armen. De der går alene, stopper op og spørger den hvide klovn, hvad han egentlig har gang i. Nogle bliver aggressive, andre bliver irritable. De fleste virker skræmte. Den ganske uskadelige spadseretur ender med at Hermann Nitsch bliver arresteret.
Den lille videofilm er et dokument over, hvor lidt der på et givet tidspunkt skulle til på et givet sted for at provokere meget. Denne lille klovn kunne i 1965 blive ikon på urbane fortrængninger i en centraleuropæisk metropol.
Det er Østrig efter krigen: det er et land og det er en hovedstad, som ikke har taget det kulturelle opgør med nazismen. Det er stadig et højkonservativt, autoritært og katolsk samfund.

Wieneraktionismen
Den såkaldte Wieneraktionisme er en avantgardebevægelse, som efter den trivielle formel ville ’udfordre grænsen mellem liv og kunst’. De aktionistiske kunstnere sigter efter chok og overskridelse og voldsomt postyr. De tisser på sig selv og skærer i sig selv og tager billeder af det. De dyrker koitus i fækalier og tager billeder af det. Man kan se hele farcen på Museum for Moderne Kunst i Wien.
De fire toneangivende aktionister Günter Brus, Hermann Nitsch, Rudolf Schwarzkogler og Otte Muehl er repræsenteret på udstillingen. Der er fotografier af aktioner, kanvasser indsmurt i kropsvæsker og affald, billeder af ansigter dækket af gaze og fjernsynsskærme med transmission af aktionerne fra 60’erne.
Hermann Nitsch udtalte, at for ham gik der en lige linje mellem rituelle dyreofringer og Jesus på korset. Han vender det subversive Wien mod det konservative Wien. Freud kom fra Wien og den kønspolitiske konservatisme regerede i 60’ernes Wien. Det er Freuds begreber, som skal legitimere de offentlige aktioner og voldelige udfald på kroppene. Drifterne til kamp mod moralen! Blodet slippes løs mod det borgerlige samfund!
Det er en efterhånden så triviel strategi, at det tenderer det parodiske, at Hermann Nitsch frem til 1998 blev ved at med samle tilhængere til Dionysos-seancer uden for byen. Mennesker klædt i hvidt deltager i slagtninger af lam, så blodet sprøjter. Det har været en stor dag, for ingen kommer rene hjem. Og så kalder de det en ’happening’. Eller de kaldte det for noget så terapeutisk som ’afreaktionsspil.’
Det er blevet rost og heroiseret som ’frigørelsesaktioner’ og ’kamp mod det borgerlige samfund’. Men intellektuelle kritikere melder efterhånden, at de formodede frigørelsesaktioner har fungeret systembevarende: De har tilført den kommercielle vold og splatter og pornoindustri en
ideologisk pathos. De har legitimeret kulturindustri som frihedskamp.

Nazisme eller erotisme?
Den franske forfatter Michel Houellebecq lader i romanen Elementarpartikler sin aktør Bruno forbande Wieneraktionismen:
»Klokken var fire om morgenen, og der var ingen wieneraktionister i restauranten. Faktisk sad Herman Nitsch i øjeblikket i et østrigsk fængsel, hvor han afsonede en dom for voldtægt af mindreårige. Denne mand var snart over 60. Man kunne håbe, han snart ville dø. Så ville en af årsagerne til denne verdens ondskab være af vejen.«
Det er ikke væsentligt, at Houellebecq forveksler Otto Muehl med Hermann Nitsch. Det er bare en fejl. Det afgørende er, at han ser den æstetiske overskridelse som det perfekte alibi for egoistisk selvudfoldelse.
De mere moderate kritikere har bebrejdet Wieneraktionisterne, at de tror, de bryder med det spil, der faktisk behersker dem. Aktionisterne mener med blod og døde dyrekroppe at tage det afgørende opgør med nazismen. Men dyrkelse af blodet og det dyriske ender måske alligevel med at ligne en fascistoid æstetik? De indskriver den samme myte som modstand mod den friserede modernitet, som nazisterne.
Denne indsigelse er ligeså rigtig, som den er forkert. Det er rigtigt, at aktionisterne betjener sig af et mytisk potentiale, som også nazisterne brugte. Men det kan omvendt ikke være rigtigt, at fascismen skal monopolisere myten som modbillede på det moderne. Det, der derimod udmærker aktionisternes bedste værker, er, at de viser, hvordan nazismen er en moderne mulighed; hvordan troen på at myten er blevet elimineret, kvalificeret myten som platform for modstand.
Det kendetegner aktionisternes happenings, at kroppen ikke er stærk og krigerisk, men svækket og skrøbelig. De blege kroppe lyser hvidt som lysstoftrør i kælderlokaler. De behersket ikke blodbadet. De bliver udsat for det.
Det er indblik i en frådende og voldelig natur, som kræver sin ret i kontoristens professionelt afkræftede legeme. Det er ikke en konfrontation mellem natur og kultur.
Det er netop som Freud en påmindelse om, at den der ikke kultiverer og opholder sig ved den voldelige impuls, bliver udsat for den. Volden kan ikke lukkes ude. Den kan ifølge aktivisterne kun kultiveres i stadig konfrontation. Man kan sige, at kun den oplysning, der forholder sig til barbariet som sin konstante bagside, vil fremtræde civiliseret.
Men det bedste værk er hverken blod eller fækalier som baggrund for koitus: det er den hvide klovn på filmen og alle de par, der kigger ligeud.

*Kunst oder reine Provokation. Museum Moderner Kunst Stiftung Ludwig Wien. Til 1. feb. 2004
*www.mumok.at

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her