Læsetid: 9 min.

Illegal løsarbejder for en dag

Officielt eksisterer de ikke. Men der er titusindvis af dem: Underbetalte illegale arbejdere, der knokler som daglejere og sælger deres arbejdskraft på gadehjørner for sultelønninger. Det er et hårdt liv. Vil man forstå hvor hårdt, må man selv prøve det på sin krop
1. september 2003

Arbejdsret
En snavset hvid pickup kører langsomt frem. Dens sydasiatisk udseende chauffør hænger ud af vinduet. Om hans finger er viklet en blodplettet bandage. »Hvad har du?,« spørger jeg ham. »Byggearbejde,« svarer han. »Hvor meget?,« spørger jeg. »50 pund,« svarer han. Jeg stiger ind.
Et kaotisk bjerg af forskellige stykker værktøj rasler rundt bag os i vognens lad, imens vi kører ud mod ukendt mål i Londons nordlige forstæder. Chaufføren vånder sig. Hans sårede finger gør ondt, og det skaber absolut ingen lindring, at han trommer løs med den på instrumentbrættet, imens han
bander og svovler. Både over smerten og over de andre billister, som han beskylder for at snegle sig af sted, skønt klokken er 7.30 om morgenen og alle kører så hurtigt de kan i morgenmyldretiden.
»Taler du engelsk?,« spørger han så og præsenterer sig selv som Ranjit. Han er kommet til at smadre sine ene finger med en forhammer, fortæller han med en tyk, læspende accent. Han forbandt den bare hurtigt selv og har ikke haft tid til at gå til lægen endnu. Han har lidt svært ved at udtale mit navn.
»Er det okay, hvis jeg kalder dig Mick?,« spørger han.
»Ja, selvfølgelig,« svarer jeg.
Vi kører op foran et nydeligt forstadshus. Trods mine arbejdsstøvler, malingtilstænkede jeans og tre dage gamle skægstubbe er jeg bekymret for, at min dækidentitet skal blive afsløret. Måske får jeg et eller er andet uventet tilfældigt spørgsmål, som jeg ikke kan svare på, eller måske bliver jeg tildelt en opgave, jeg ikke aner, hvordan man håndterer. Mine kvalifikationer begrænser sig stort set til iagttagelser af, hvordan håndværkerne bar sig ad, da de renoverede mit hjem for nylig.
Jeg får heldigvis en nem tjans, hvor jeg skal banke gammelt murværk ned med en hammer. Snavset cementpus vælter ned over mig i kaskader. Beskyttelsesbriller har jeg ikke fået udleveret – den slags er kun for tøsedrenge i det her miljø. Da jeg har udført min første opgave, beder Ranjit mig om at blande »noget »bindemiddel. Jeg blander så noget gips i en konsistens, som jeg håber er passende.
»Bland cement!,« beordrer han så. Jeg knokler løs i et par timer med at mikse et halvt ton cement med håndkraft.
Som løsarbejder er man en stik-i-rend-dreng, der må finde sig i at blive sat til al forefaldende arbejde. Jeg bærer, henter og slæber. Jeg fejer og fjerner enormt tunge sække med gamle murbrokker. Klokken 17 er det fyraften. Jeg har klaret den første dag, og får min dagløn udbetalt i kontanter: 50 pund sterling (530 kr.). Sorte penge, selvfølgelig. Ingen bilag udleveres, og ingen spørgsmål stilles.
Ranjit er meget tilfreds med min indsats. Jeg har udført mit arbejde så godt, at han gerne ser mig tilbage både næste dag og i hele næste uge, så byggesjakket kan nå at opfylde kontrakten. Jeg er nødt til at improvisere en løgnehistorie om, jeg har en anden aftale på en anden byggeplads. Da jeg kommer hjem, er jeg så segnefærdig af fysisk udmattelse og så møgbeskidt af pusrester og cementstøv, at min kone stirrer vantro på mig.
Ranjit samlede mig i op Chichele Road i Cricklewood-kvarteret i det nordvestlige London. Gaden kendes lokalt som Job Street. Her stimler arbejdsledige mænd sammen i flokke hver morgen fra kl 6.30 til irritation for de lokale beboere. Mændene er iklædt læderjakker, jeans og arbejdsstøvler eller gummisko. Hver af dem har en lille rygsæk eller plastpose med lidt frokost med sig. De lusker rundt, småsludrer og ryger, imens de betragter de forbipasserende biler og varevogne.
Det er ikke velset for nytilkommere at spørge folk, hvor de kommer fra. Men at dømme efter deres accent er langt hovedparten af de tilstedeværende fra Østeuropa, dvs. Rusland, Polen, Ukraine og Balkanområdet. Hvis man er illegal indvandrer – eller blot desperat efter at tjene en dagløn – er dette rette sted at komme til.

Kun en brite
Jeg er den eneste brite på Job Street. Trods min miserable og vagabondagtige forklædning antager mange mig sikkert for at være agent fra fremmedpolitiet, der arbejder under cover. Men løsarbejderne er for høflige – eller for mistænksomme – til at udspørge mig i de tre morgener, hvor jeg drysser rundt i Job Street.
Tiden går med at ryge cigaretter, kigge på de forbipasserende biler og af og til diskutere de tilbud, jeg får gennem nedrullede bilvinduer. Jeg føler mig lidt som en trækkerdreng. En indisk fyr i en Ford Transit tilbyder mig murerarbejde eller et malerjob i Regent Street for 40 pund om dagen. En anden inder i en Ford Sierra lokker med »to måneders fast arbejde« til samme dagløn. Jeg betakker mig.
Mine Balkan-kolleger er heller ikke imponerede og afslår også.
»Skiderik! 40 pund – for så små penge, kan man ikke leve!,« udbryder en. Den normale håndværkertakst for autoriserede malerjob er snarere 70-80 pund om dagen. Murerarbejde takseres endnu højere: 120 pund. Men Job Street er for de illegale og desperate, så det nytter ikke at klage. Her får man i bedste fald 80 pund for et murerjob.
En irer kører op i en bulet Austin Metro. »Vi har brug for folk der kan grave ud til et fundament for en mur. Det behøver ikke at tage ret lang tid. Vi skal være færdige inden 12, for der kommer cementen. Kom nu, gutter!,« bønfalder han.
»Hvordan kan vi være sikre på, at du betaler os?,« spørger en løsarbejder (irerne har et ry for ikke at betale). Der diskuteres frem og tilbage, og ireren ringer i sin mobiltelefon, hvorefter tre mand sætter sig ind i hans Metro.
»Irere – problemer! Ikke betale,« siger en mand med en mobiltelefon, der ser ud til at fungere som hverver og med jævne mellemrum ringes op.
»En gang, fire mennesker – arbejde i tre uger. Så ingen penge. Ingenting. Fucking ingenting.«
Pludselig kommer politiet. En løsarbejder har hele morgenen lænet sig op af en havemur, og tydeligvis har en eller anden ringet efter strisserne. Tre politibetjente kører frem i en patruljebil og spørger ham i brysk og uvenligt tonefald: »Er det her dit hus?« Alle kommer meget hurtigt i tanker om, at de faktisk har travlt andre steder, og forsvinder i et nu. Nogle gemmer sig bag Barclays Bank længere oppe af gaden, og titter forsigtig frem bag hjørnet for at se, hvad der sker.
Løsarbejderen bliver taget i førergreb af politiet, ført tværs over gaden og
gennemsøgt. En ophidset diskussion mellem politiet og manden følger, men politiet slipper ham fri og kører væk igen.
En skidt dag for omsætningen. Kun fire har fået et job. Jeg er ikke iblandt dem. Manden, der blev kropsvisiteret, beklager sig højlydt over for de andre løsarbejdere på fortovet. Jeg kan ikke høre på hvilket sprog, men det lyder østeuropæisk.

Illegale håndværkere i titusindvis
Byggeri er et af Storbritanniens største erhverv. Næsten to millioner mennesker arbejder i byggesektoren, og prisen på faglært arbejde og knapheden på arbejdskraft gør, at entreprenører er mere end villige til at tilbyde løse job til illegale indvandrere.
»Der findes ingen officielle tal for, hvor mange illegale indvandrere vi har i byggebranchen, men der må være tale om titusinder,« siger Adrian Barrick, redaktør af fagbladet Building Magazine.
For mellem 3.000 og 7.000 pund vil menneskesmuglere skaffe illegale indvandrere fra Ukraine eller Balkan til landet, typisk skjult i lastbiler. For 1.000-2.000 pund er det muligt at købe et forfalsket britisk pas. Forfalskninger af visa, immigrationspapirer, kørekort og sygesikringsbeviser på hjemmecomputere og fotokopimaskiner er blevet en industri, både i Storbritannien og i lande som Ukraine. Mange udlændinge rejser også ind på turistvisa, men bliver i landet og arbejder illegalt. Telefonnumre og adresser på papirlapper dirigerer de nyankomne til skumle pensionater og tvivlsomme jobbureauer i London, hvor papirarbejde er en hurtigt overstået affære, hvis ikke det springes helt over. Ikke alle klarer det dog. For få måneder siden blev 140 illegale bygningsarbejdere fra Polen pågrebet i Southamptons havn og udvist.
»Mange af disse illegale job foregår på fine adresser for etablerede byggefirmaer, som vi kender navnene på,« siger Barrick. Han beskriver et typisk tilfælde: »På et mindre byggeprojekt i det vestlige London afslørede vi 20 ukrainere, der boede i en nedlagt og stærkt forfalden kirke under rædselsfulde forhold. De arbejdede 12 timer om dagen syv dage om ugen for 40 pund i dagløn, under stadige trusler om at blive smidt ud af landet.«
Barrick påpeger, at indvandrer-arbejdskraft har været en almindelig praksis i byggebranchen i mere end 100 år, med irerne som de første. Han hævder, at store og sammenspiste interesser hjælper det illegale arbejde til at blomstre.
»Der findes en form for stiltiende forståelse om, at det er i orden, at dette her finder sted, mellem de entreprenører, som kører byggeprojekterne, og offentlige tilsynsmyndigheder, der kigger den anden vej,« siger han.
»Selv hvis man prøvede, ville det være umuligt at fjerne alle illegale indvandrere fra hver eneste byggeplads i Storbritannien. Og ud fra en kynisk betragtning kan man mene, at skatteborgerne har al mulig fordel af, at dette her fortsætter. Takket være de mange løsarbejdere, der kan fås til spotpris, kan byggeomkostningerne holdes nede.«

Staten støtter dumping-løn
Udbytningen af løsarbejderne giver altså gode afkast – for alle andre end dem selv. Barrick hævder, at hvis der kun blev benyttet autoriseret og organiseret arbejdskraft og alle fik udbetalt den officielle mindsteløn, ville byggeomkostningerne eksplodere.
»Staten er byggebranchens største kunde. Den investerer 25 mia. i byggeri om året, hvilket har en enorm betydning for industrien som helhed. Ligesom enhver anden kunde går også staten efter de billigste tilbud. Staten vil som alle andre bygherrer gerne holde sine omkostninger nede. Det kan mest effektivt lade sig gøre ved at holde lønningerne for bygningsarbejdere nede. Og derfor accepterer man at have et stort antal folk, der er parat til at arbejde for uanstændige dumping-lønninger.«
Barrick fortæller, at menneskesmuglerne og deres agenter i nogle tilfælde har brugt skræmmemetoder for at få deres ’ofre’ beskæftiget på de byggepladser, der benytter løsarbejdere.
»Sjakformænd og entreprenører kan let blive bytte for de rene gangstere. Der har været eksempler på, at byggeformænd har sendt løsarbejdere væk fra et projekt, fordi de mødte op uden sikkerhedshjelme og arbejdsstøvler, ikke kunne et ord engelsk og hverken havde fysik til eller erfaring med byggearbejde. Kort efter blev de tvunget til at tage dem tilbage af mellemmænd eller fixere, der tilhører en kriminel underverden med rødder i lande som Albanien og Rumænien.«
Hvor medierne behandler emnet som et spørgsmål om illegal indvandring, betragter fagforeningerne mere som et spørgsmål om arbejderrettigheder. For byggeindustrien er det først og fremmest et sikkerhedsanliggende. I gennemsnit mister en-to personer livet hver uge ved arbejdsulykker på britiske byggepladser.
»Det er dybt alvorligt. At have farlige arbejdspladser, hvor der går mennesker rundt, som ikke er i stand til at forstå de mest elementære sikkerhedsinstruktioner er dybt uansvarligt,« siger Barrick.
»Mange illegale immigranter taler næsten ikke sproget og holdes reelt som slavearbejdere. Disse mennesker bliver udnyttet på det groveste, fordi de officielt ikke eksisterer og derfor ikke har rettigheder. Hvor en britisk statsborger som minimum vil være garanteret mindstelønnen, underbetales de illegale helt ned til 2,50 pund i timen (26,50 kr.).«
»Strukturen i byggesektoren gør det ofte vanskeligt at identificere, hvem der egentlig beskæftiger hvem. En hovedentreprenør indgår i reglen aftaler med flere underentreprenør, der hver især igen har forskellige byggeformænd under sig, der selv hverver folk – i mange tilfælde fra bureauer eller mellemmænd, der kontrolleres af det kriminelle miljø. Nederst i dette hierarki befinder der sig så nogle ekstremt fattige og desperate mennesker, der udnyttes på det mest hensynsløse, og som vores samfund ikke giver nogen form for beskyttelse,« siger Barrick.

© The Independent og Information

*Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu