Læsetid: 3 min.

Ingen dagpenge til Ole Hansen

Regeringen har strammet kravene til arbejdsløse. Det mærker Ole Hansen, der meget mod sin vilje er gjort til en principsag
29. september 2003

I Valby sidder Ole Hansen med sin indiske kone og parrets to mindreårige børn og undrer sig over Ingeniørernes Arbejdsløshedskasse (IAK), som han har betalt kontingent til i 12 år:
To gange inden for bare fem måneder har IAK nemlig vurderet, at Ole Hansen ikke kan få dagpenge, selv om han er ledig. Hans (manglende) ret til dagpenge er endda gjort til »en principiel sag« af IAK.
Ifølge a-kassen kan den »desværre« ikke gøre andet end at fratage Ole Hansen dagpengene – på grund af regeringens nye, strammede rådighedsregler. Første gang Ole Hansen mistede sine dagpenge, var sidst i februar, hvor han netop var afskediget fra et job som underviser på Ordrup Gymnasium. I første omgang mente a-kassen, at det var selvforskyldt og idømte derfor tre ugers karantæne. Efter en klage måtte a-kassen imidlertid ophæve karantænen.
Anden gang a-kassen smækkede låget i og henviste familien til socialkontoret i Valby, var i august. Denne gang var begrundelsen, at Ole Hansen ikke havde søgt job tilstrækkeligt bredt.

En meget usikker Ole
Under et møde i marts havde Ole Hansen nemlig virket »meget usikker« på en sagsbehandler fra IAK, og derfor havde han fået tre måneders prøvetid med besked om at søge job »udenfor sit sædvanlige arbejdsområde.«
Efter prøveperioden vurderede IAK, at Ole Hansen kun havde søgt »lærerstillinger på gymnasier.« Med de ord afgjorde a-kassen, at Ole Hansen »ikke kan anses som værende til rådighed for arbejdsmarkedet.«
Ole Hansen forstår slet ikke afgørelsen: »Jamen, den er da skrupforkert. I foråret har jeg søgt ca. 20 gymnasiestillinger og derudover også seks stillinger som folkeskolelærer, så jeg har da bestemt søgt uden for mit sædvanlige arbejdsområde,« siger han.
Ole Hansen har skriftligt gjort sin a-kasse opmærksom på, at han tidligere har afleveret kopier af afslag på sine ansøgninger, også fra folkeskoler, men det har intet indtryk gjort på IAK:
»Det faktum, at du udover gymnasielærer, også har søgt som folkeskolelærer, ændrer ikke ved vores afgørelse«, skriver IAK således midt i september med henvisning til, at Ole Hansen »kun« har søgt »stillinger som underviser.«
»Måske er a-kassen irriteret over, at jeg ikke er medlem af fagforeningen,« siger Ole Hansen, der har klaget til Arbejdsdirektoratet over afgørelsen.
Han har nemlig aldrig arbejdet som ingeniør, men i stedet efteruddannet sig til gymnasieunderviser.

’Ynkeligt’
Arbejdsdirektoratet har foreløbig i år modtaget 177 klager over de nye rådighedsregler. Ifølge Tor Münter fra direktoratet vil det altid være en skønsmæssig afgørelse, om en ledig står til rådighed eller ej. Der findes ingen tommelfingerregler om, hvilke eller hvor mange stillinger, man skal søge for ikke at miste dagpengeretten, ud over at den ledige har pligt til at være aktiv jobsøgende.
»Hvis der inden for ens eget fagområde er rigeligt med ledige stillinger, så kan man nøjes med at søge dem. Derimod skal man ikke søge stillinger, som man ikke er kvalificeret til,« siger Tove Münter.
Da IAK i sidste uge sendte Ole Hansens sag til behandling i Arbejdsdirektoratet, havde a-kassen forsynet den med en bemærkelsesværdig tilføjelse. Nu anbefaler IAK nemlig Arbejdsdirektoratet, at man ændrer afgørelsen, som a-kassen »desværre« har været nødt til at træffe efter de nye rådighedsregler. Men hvis direktoratet ændrer afgørelsen, vil det »også få betydning for andre medlemmer i lignende sitiuationer.«
»Den bemærkning er ansvarsforflygtigende og gennemført håndvaskende,« siger Ole Hansen, der protesterer mod at blive brugt »som prøveklud for at få afklaret noget principielt.«
»IAK kunne selv have ændret sin afgørelse,« siger Ole Hansen, der også mener, at job i folkeskolen »kræver en anden uddannelse end arbejdet som gymnasielærer.«
»IAK kunne have tolket lærerstillingerne i folkeskolen som værende ude for mit sædvanlige arbejdsområde. I stedet fastholder IAK sin afgørelse og forsøger at gøre det til en principiel sag om regeringens nye rådighedsregler. Det er ynkeligt,« siger Ole Hansen.
Jimmi Prahl fra det juridiske sekretariat i IAK ønsker ikke at kommentere Ole Hansens sag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu