Læsetid: 4 min.

Jacques Brel brøler igen og brøler tilbage

Musikpolemik: Det er Jacques Brelår i år. Det er 25 år siden han døde, og nu udkommer fem hidtil ikke offentligjorte sange – mod hans eget ønske
26. september 2003

(2. sektion)

Belgien/Frankrig
Man skal drømme. Man skal drømme den umulige drøm. Man skal bære smerten ved afskeden. Man skal brænde efter den mulige feber. Man skal brænde videre selvom man har brændt for meget og brændt sig selv op:
»Det er det, jeg søger/Jeg vil nå den uopnåelige stjerne«. Sådan sang den belgiske chanteur Jacques Brel. Det er blevet et tilbagevendende eksistentielt omkvæd for franskmænd og belgiere i alle aldre. De hører ham derhjemme, de hører hans sange i lufthavnen, mens de venter. Og de køber den autoriserede udgave af hans samlede tekster, som de læser, mens de hører sangene. Igen.
Rygter vil vide, at turister bliver forkælet med taxachauffører, der, når de kører fra lufthavnen uden for Paris, byder velkommen, ved at synge Brels hymne om borgerdyrene: Les Bourgeois.
Brel var poet og sanger og troubadour. Han har inspireret så forskellige sangere som nu afdøde Nina Simone og David Bowie. Og mange flere. Han så radiohittets forgængelighed som en chance for at besynge den timelige eksistens vilkår. Han adresserede en sang til sin egen død. Han er hele livet på vej:
»Jeg kommer, naturligvis kommer jeg, men hvor jeg ville jeg gerne nå at tage mig endnu en elskerinde, som man tager et tog. For ikke længere at være alene. For at komme et andet sted hen. Men hvor ville jeg gerne/endnu en gang tømme stjerner/ en krop som ryster og falder død om/brændt af kærligheden – et hjerte i aske/Jeg kommer.«
Det er den sang, der i Bowies version er kendt som My Death.

Balladen
Det er den 9. oktober 25 år siden, Jacques Brel døde. Der har i år været en stor biografisk Brelu-dstilling i Bruxelles: Brel, retten til at drømme. Og der er flere på vej. Brels album sælger fortsat mellem 250.000 og 300.000 eksemplarer om året.
Men i denne uge udkom under betragtelig skandale fem hidtil ukendte sange fra Brel. De har hidtil kun været tilgængelige ved Fondation Jacques Brel bestyret af Brels enke (de blev aldrig skilt, men levede hver for sig) og datteren France Brel. Jacques Brel frabad sig eksplicit inden sin død, at sangene nogensinde ville blive udgivet.
I det franske dagblad Le Figaro erklærede den franske producer Eddie Barclay, som kendte Brel overordentligt godt og selv arbejdede med ham:
»Jacques Brel ville være blevet rasende, hvis han fandt ud af, at sangene mod hans tilladelse var blevet udgivet.«
Gérard Jouannest og Francois Rauber, som har været med til at skrive tre af de fem nu udgivne sange, har skrevet følgende erklæring ind i det lille teksthæfte, der følger med den nye cd:
»De følgende titler, Avec élégance, Sans éxigences, L’amour est mort er sange som ikke er blevet færdige, og som Jacques Brel og vi gerne ville have arbejdet videre på, hvorfor vi indtil nu ikke har offentliggjort dem.«
Og alligevel har de indvilget i at lade de tre sange nå frem til offentligheden.
»Hvorfor?« spørger Ludovic Perrin sig selv i Libération. Og svarer selv:
»Måske fordi man allerede kunne høre sangene på udstillingen Brel, retten til at drømme, og fordi man allerede har kunnet høre dem hos Fondation Brel.«

Skæbnen slår igen
I den belgiske avis Le Soir skriver Thierry Coljon, at han godt forstår, hvorfor Brel ikke ville udsende de fem sange. De har ikke samme kvalitet som hans øvrige produktion. Det er kun sangene Mai 40 og La cathédrale, som lyder som den rigtige Brel. Le Soir foreslår at man i stedet endnu en gang udsender den monumentale 10-diskboks Grand Jacques, som udkom ved 15-året for sangerens død.
Perrin pointerer et lignende perspektiv i Libération: De fem nye sange er ikke dårlige sange. Det er bare, som om man har hørt dem før og hørt dem i bedre versioner i Brels allerede offentligjorte sange. L’amour est mort er udkommet som single: »Det er en Brel-sang. Den er måske lidt for meget af det gode. Men i det store billede; i det aktuelle landskab er det ikke en dårlig sang. Men det er Brel, som Brel ikke selv ville fremstå, hvor teknikken dominerer kreativiteten.«
De nye udgivelser tilbyder endnu en lejlighed til at høre sangene igen. Citere Brel igen, og når man så lige er kommet på Brelbølgen, er det alligevel en skuffelse, at de nye sange ikke lever op til de gamle. Men Perrin konkluderer i Libération:
»Det eneste, som disse nye udgivelser afslører; det er hvor hurtigt skæbnen slår tilbage mod en kunstner, som kastede sine krav helt ind i sin eftertid.«
Det er ironisk, og den citerede sang, hvor Brel synger om at brænde, selvom man har brændt det hele bag sig, er oprindeligt lavet til den ironiske helt Don Quixote. Den er som sunget af Don Quixote. Brel insisterede på, at selvom man kæmpede med vindmøller, og selvom det var så latterligt overdrevent ambitiøst, så er intet dog latterligere end at give op. Intet er latterligere end at lægge utopien væk, bare fordi det slog fejl alle de andre gange.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her