Læsetid: 3 min.

Jazz med vide vinkler

En række nye big band-plader demonstrerer det store orkesterudtræks musikalske muligheder bl.a. Michael Breckers fremragende ’Wide Angles’ foruden udgivelser fra Geir Lysne Listening Ensemble
25. september 2003

Nye cd’er
En forfriskende nyhed inden for de store orkestres gebet er den amerikanske saxofonist Michael Breckers Wide Angles. Med et 15 mand stort ensemble – rytmegruppe og hornsektion foruden en strygergruppe, der med held udvider det klanglige spektrum – træder Brecker ind i et terræn, hvor han som soloartist næppe har været før og kun sjældent som session-musiker. Jo, han berørte det orkestrale som solist på komponisten og arrangøren Claus Ogermans stemningsfulde, men anonyme GRP-plade fra 1991. Wide Angles rækker på alle måder længere og stikker dybere. Her høres Brecker i et rytmisk kraftfuldt, farverigt og klangligt krydret miljø, der i kompositorisk forstand er noget af det mest ambitiøse, Brecker har været med til, og stilistisk noget af en kontrast til hans seneste soloudgivelse, det neddæmpede ballade-album Nearness of You (2001).
Pladen forener lykkeligt Breckers vitale solospil med udfordrende og varierede versioner af hans numre, arrangeret og dirigeret af Gil Goldstein. Orkestret er mønstret af skrappe sessionmusikere fra New York bl.a. Alex Sipiagin (trompet), Adam Rogers (guitar) og John Patitucci (bas).
Brecker selv spiller med en mesters overlegenhed og naturlige autoritet, og han er med enkelte undtagelser pladens ubestridte solist. Men det er i koblingen med orkestrets udfoldelser, at pladen vokser sig stor. Højdepunkterne er den lavmælt arrangerede ballade »Angle of Repose«, den spændingsfyldte »Scylla«, der udvikler sig faretruende (som de græske sagn om det maritime uhyre), og så »Timbuktu«, der er et mesterstykke med sit rastløse groove, sine spændende orkesterideer og en brændende solo af Brecker.

Lysmættede klange
Under Copenhagen Jazz Festival i 2001 var mødet med den unge norske komponist og arrangør Geir Lysne og hans Listening Ensemble et af de lysende øjeblikke. Der demonstrerede han sin evne til at kombinere det store orkestrale udtræk med bund og smæld i med en personlig melodisk tone og atmosfære af skandinaviske, men også afrikanske og arabiske træk i sine kompositioner.
Udgivelsen Korall, der udkom tidligt i år, fortjener fremhævelse. Poesi og overraskende kontraster strømmer organisk igennem arrangementerne. En rytmegruppe med elektro-akustisk instrumentation giver en moderne og af og til jazzrock-agtig blandingslyd. Lysne frembringer en særlig lysmættet klang i sit orkester, han kan noget med voksende melodiske motiver, og en række dygtige solister sørger for, at også det improvisatoriske element blomstrer på denne vellykkede orkesterplade.
Herhjemme har The Orchestra påtaget sig opgaven at udvikle og spille musik af unge, danske komponister. Ikke mindst af saxofonisten Lars Møller og trompetisten Jesper Riis, hvilket er fornemt dokumenteret på Noxx (1998) og New Skies (2001). Orkestret er aktuelt med to væsensforskellige udgivelser på én gang.
Absence In Mind har basunisten Jakob Riis som komponist bl.a. med nyarrangeret musik, oprindeligt skrevet til Den Anden Operas opsætning af Europas Ran i 1995. Pladen byder på en kompromisløs, dramatisk bigband-musik, der i stærk grad trækker på den moderne kompositionsmusiks atonale formsprog, skrappe harmonik og skæve perspektiver – en sjældenhed i bigband-sammenhæng. Det er et ærligt og dristigt dokument, om end det næppe bliver The Orchestras mest elskede. En plade, der på én gang er nødvendig og dog for bastant og tilkapslet i sin egne, konsekvente mål.

Smarte beats
Langt lettere fordøjelig og rytmisk direkte er pladen Beats & Big Band, der dokumenterer orkestrets samarbejde med de elektroniske beatmasters Brillant Corner (Lars Vissing) og Anders Trentemøller. Her trives smarte samplede og programmerede beats – ikke sjældent et dansabelt dance- og disco-funderet groove med indbyggede associationer til 70’er-krimiserier og Tom Jones-funk – i parløb med smældende riffs, saftig orkestrering og mere end veloplagte soli fra Henrik Gunde (Rhodes), Lars Møller (tenorsax) og Peter Fuglsang (altsax). Det er en medrivende plade, hvor både originalnumre og bl.a. Ellingtons »Such Sweet Thunder«, Coltranes »Impressions« og Dexter Gordons »Soy Califa« kommer i maskinen. Irriterende er dog de to beatmasters hang til samplinger med stønnende kvinde- og mandsstemmer.
Der er udkommet flere andre bigband-plader i den senere tid bl.a. med Bohuslän Big Band, Klüvers Big Band og hele tre med Danmarks Radios Big Band. Nogle af disse vil blive anmeldt inden længe.

*Michael Brecker Qindectet: Wide Angles (Verve 0044007614228)

*Geir Lysne Listening Ensemble: Korall (Act 9236-2)

*The Orchestra: Plays Jakob Riis – In Absence of Mind (Cope Records 073)
*The Orchestra: Beats & Big Band (Calibrated 002)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu