Læsetid: 4 min.

Kærlighedens frie fald

Christoffer Boes stilsikre og drilske debutfilm, ’Reconstruction’, stiller flere spørgsmål, end den besvarer, med en historie om to elskendes flygtige møder midt i København
26. september 2003

(2. sektion)

Ny film
»Alt er film, alt er konstruktion – og alligevel gør det ondt,« får vi at vide.
Christoffer Boe slår fast med syvtommersøm, at Reconstruction er en film. Han sidestiller sig udfordrende med tryllekunstneren, der får en cigaret til at svæve i filmens første og sidste billede. Det hele er en illusion, og det er Boes opgave at få os til at hoppe med på historien, selv om han faktisk allerede har afsløret alle sine kunstgreb for os.
Og bagefter stikker han os i næsen, at vi hoppede på den. At det faktisk gjorde ondt at følge de unge elskende Aimee og Alex’ vej gennem et sært tiltrækkende, næsten uvirkeligt København. Gør det så det? Ja, filmen greb mig i de mest intime og smertelige scener med Alex og Aimee.
Allerede inden sin danske premiere har Reconstruction gjort væsen af sig. I maj vandt Boe debutantprisen Camera d’Or i Cannes, og senest blev han tildelt prisen som årets nye instruktør af den internationale kritikersammenslutning, FIPRESCI.
Reconstruction er da også en meget stilsikker og visuelt opslugende debut, der er proppet med referencer til ikke mindst 60’ernes franske ny bølge.
Boe vender og drejer drilsk konventionerne for den filmiske fortælling og hylder Godards princip om, at en film skal have en begyndelse, en midte og en slutning, men ikke nødvendigvis i den rækkefølge.
Boes film skal nok dele publikum i to lejre: De, der lader sig forføre, og de, der slet ikke kan døje hans form for intellektuel, selvbevidst og indimellem indadvendt leg med filmmediet.
En leg, der også synes inspireret af den franske forfatter og instruktør Robbe-Grillet, der skrev det ekstremt mystificerende manuskript til Alain Resnais’ Sidste år i Marienbad og selv instruerede en håndfuld film om mystificerende møder mellem hungrende mænd og forførende kvinder.

Begyndelsen
I starten præsenteres vi for to par, den svenske forfatter August (Krister Henriksson) og hans kone, Aimee (Maria Bonnevie), og fotografen Alex (Nikolaj Lie Kaas) og hans kæreste, Simone (også Bonnevie). Og for rekvisitterne, personernes tøj og de locations rundtom i København, hvor filmen foregår.
Ved hvert sceneskift får vi også et luftskud af København, hvor personerne indplaceres, så vi ved, hvor de er, også i forhold til hinanden.
I filmen gennemspilles den samme scene tre gange, tre forskellige steder og på tre forskellige måder: Aimee og Alex mødes tilfældigt og tiltrækkes af hinanden. Spørgsmålet i hver version er så, om de finder sammen, og mødet forpligter, eller om de må gå hver til sit.
August og Simone er mere eller mindre reduceret til statister i dette spil og må stå på sidelinjen og se på uden helt at forstå, hvad der sker, men med en fornemmelse af, at noget er galt, og de intet kan stille op.

Den perfekte kvinde
Reconstruction er en af den slags film, som stiller flere spørgsmål, end den besvarer, og Boe nægter at svare entydigt på spørgsmålene.
Det kan synes irriterende og forvirrende, men giver også tilskueren frihed til at læse sine egne tolkninger ind i filmen.
Repræsenterer Aimee og Simone to sider af den samme kvinde – det er i hvert fald Maria Bonnevie, der spiller dem begge – og handler filmen om Alex’ evige jagt på den perfekte kvinde?
Nogle drømmeagtige sekvenser med Alex i frit fald og et møde med både Simone og Aimee kunne tyde på, at vi følger med i Alex’ drøm –
eller mareridt. I en scene fortæller han også en ven om en drøm om Simone.
Er August og Alex i virkeligheden én og samme person? Forfatteren, der skriver om livet, (re)konstruerer det på papiret, og fotografen, som registrerer og deltager i det.
Og er filmen Augusts bog? Han er filmens fortæller, og vi ser ham skrive, efterhånden som historien folder sig ud. Han er den styrende bevidsthed gennem alt, vi ser, på en måde en slags stand-in for instruktøren.

Lufttæt boble
Affæren mellem Alex og Aimee kunne være et udtryk for Augusts usikkerhed i forhold til sin smukke kone. De tre variationer over samme scene, mødet mellem Alex og Aimee, som filmen gennemspiller, er så forfatterens forsøg på at finde frem til den udgave af scenen, som bedst udtrykker det, han aner og frygter.
Måske er Reconstruction et sindbillede på kærligheden som stemning og følelse. Forelskelsen som en lufttæt boble, et vakuum, hvor alt er muligt, naturlove ophæves, og intet er, som det var, hvorfor ens omgivelser pludselig ikke kan genkende én længere.

Kraftcentrum
Manuel Alberto Claros varme og stoflige billeder, der går tæt på personerne i intime næroptagelser, og Samuel Berbers lyriske Adagio for strygere er med til at fastholde den følelsesmæssige intensitet.
Men det er selvfølgelig Lie Kaas og Bonnevie – begge på én gang stærke og svage, når det gælder kærligheden – som er filmens emotionelle kraftcentrum. Det er gennem dem, at billederne bliver andet end æstetik, og plottets mekanik får menneskelighed.
Lagt i munden på de to skuespillere – og den autoritative Krister Henriksson i rollen som August – får Christoffer Boe og Mogens Rukovs cirklende og ofte banale og slagordsagtige dialog liv og kommer til at lyde af og fylde mere, end den egentlig gør.
Og det er det, der er kunsten som filmskaber. At få os til at leve med og tro på noget, som er en konstruktion. At få os til at føle, at det gør ondt, selv om vi godt ved, at det bare er film.

*Reconstruction. Instruktion: Christoffer Boe. Manuskript: Christoffer Boe og Mogens Rukov. Dansk (Dagmar, Grand, Palladium og Empire i København og en håndfuld biografer i provinsen)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu