Læsetid: 4 min.

’Man kan ikke forsikre sig mod ventetid’

På LEGO er medarbejderne glade for deres arbejdsgiverbetalte sundhedsforsikring – på Rockwool kalder tillidsrepræsentanterne det for ’spild af penge’
17. september 2003

Det er dyrt at have syge medarbejdere. Det er en af grundene til, at legetøjsfabrikken LEGO for fire år siden tilbød sine medarbejdere sundhedsforsikring, der giver adgang til behandling og operationer på privathospitalet Mølholm. Forsikringen er en brik i virksomhedens health-care
program, som blandt andet omfatter et motionscenter, zoneterapeut, massør, fysioterapeut og en kiropraktor, forklarer John Hougaard, personalechef på LEGO i Billund:
»Når medarbejderne har behov for det, kan de blive undersøgt og opereret i løbet af ti dage på Mølholm. Det foregår i et hug.«
»Hvis ventelisterne havde været kortere i det offentlige sundhedsvæsen, havde vi nok betænkt os på at gå ind i den ordning. Men nu har omkring 300 af vore medarbejdere benyttet sig af tilbuddet til at få ordnet stort og småt.«
»Det er et attraktivt medarbejdergode. Folk er positivt overraskede over, at stedet minder mere om et hotel end om et sygehus.«

Laveste sygefravær
På Rockwools fabrik i Vamdrup er sygefraværet på 2,5-2,6 procent. »Så kan det vist ikke blive lavere,« siger personalechef Henning Nielsen. Landsgennemsnittet er seks procent.
Han mener ikke, sundhedsforsikringernes mulighed for hurtige operationer, er pengene værd:
»Ventelisterne til operationer er et meget omtalt problem, men det er ikke her, det store problem ligger. Den lange ventetid går med at blive sendt rundt mellem speciallæger til den ene undersøgelse efter den anden for at få stillet en diagnose. Den ventetid kan man ikke forsikre sig imod,« understreger Henning Nielsen
Fællestillidsmanden på Rockwool, Kai Erik Berg, er helt enig med personalechefen i det stykke:
»Vi har gode forbindelser til de kommuner, hvor folk kommer fra, og vi er ikke bange for at tage fat på lægerne og hospitalerne, hvis ventetiden skulle gå hen og blive for lang.«
»Vi vil hellere bruge pengene på at skabe et rummeligt arbejdsmarkedet end på sundhedsforsikringer. Det gælder om at holde folk i gang. De skal endelig ikke gå derhjemme og være syge og bekymrede – det slår folk ud. Det er meget bedre, at de får et lettere arbejde, eller et uddannelsestilbud, ind til de kan komme på hospitalet.«
Bente Harbo, tillidsrepræsentant for de kvindelige arbejdere på elektronikfabrikken Scientific Atlanta i Sønderborg har samme holdning:
»Hos os har hele tillidsmandskollegiet afvist ledelsens tilbud om sundhedsforsikringer. Ventelister er ikke det problem, de har været. Vi vil hellere have mere i løn eller tilskud til briller og tandlæge og den slags, som koster medlemmerne rigtig mange penge.«

Tiden er vigtig
Berit F. Pedersen, tillidsrepræsentant, på LEGO har selv prøvet at vente på en operation: »Mølholm har opereret ansatte fra LEGO for brok, åreknuder og diskusprolaps. Det giver en god tryghed, at vide, man kan komme hurtigt til, hvis det bliver nødvendigt,« siger hun.
Per Rungborg, som også er tillidsrepræsentat på LEGO, har benyttet sig af sundhedsforsikringen til at få fjernet en navlebrok. Han henvendte sig til forsikringen en tirsdag, udfyldte og sendte de relevante papirer om onsdagen og kom til undersøgelse allerede ugen efter:
»Her spurgte lægen, om det kunne passe mig, at blive opereret den følgende torsdag. Jeg mødte fastende op, blev modtaget af lægen, der fulgte mig hen på stuen og forklarede, hvad der skulle foregå. Det var også samme læge, der kom og så til mig, da jeg vågnede op af narkosen.«
»Jeg fik en virkelig god behandling. De pusler om en derude på Mølholm. Det er rart at tale med den samme læge hele tiden. Efter operationen gav han mig et brev med til min egen læge, der var skrevet i et sprog, jeg også kunne forstå.«
Per Rungborg sætter pris på, at det gik så hurtigt:
»Jeg har prøvet at vente et år på at blive opereret for åreknuder. På Mølholm har vi garanti for at blive opereret inden for ti dage. Det kan jeg kun gå ind for.«
Blandt andre har Kvindeligt Arbejderforbund og Specialarbejderforbundet udtrykt frygt for, at sundhedsforsikringerne deler befolkningen op i et A og et B hold, for henholdsvis mere og mindre priviligerede.
Tillidsmandkollegiet på Lego har imidlertid ikke diskuteret, om sundhedsforsikringer er med til at skabe et A og et B hold i samfundet:
»Vi sagde ja til denne ordning for at få sygefraværet bragt ned,« siger Per Rungborg.

Tiden er afgørende
Selv om LEGO’s medarbejdere er glade for deres sundhedsforsikring, kan det ikke ses på sygefraværet. »Det ligger stadig for højt, dvs. omkring fem procent for de timelønnede,« siger John Hougaard.
Men tiden er afgørende for den enkelte, understreger John Hougaard:
»Godt nok er der nu garanti for, at man kan blive behandlet inden for det offentlige i løbet af to måneder. Men det kan være længe at gå og vente, hvis man har ondt. Nu kan vores medarbejdere bruge sundhedsforsikringen til at springe ud af køen til de offentlige sygehuse.«
»Jeg har ingen moralske skrubler ved at sørge for vore 3.500 medarbejdere. Jeg tror, man kan få mere arbejde ud af lægerne ved at både et offentligt og et privat system.«
»I det offentlige har lægerne jo en overenskomst, der giver dem mange afspadseringsdage. Nogle af dem magter at have to job, og det kommer alle til gode, hvis de i deres fritid arbejder på et privathospital,« siger John Hougaard.

FAKTA
Skævhed
*Hver tredje af de højere funktionær har en privat sundhedsforsikring, mens kun fire procent af de ufaglærte og syv procent af de faglærte arbejdere har en sådan forsikring.
Blandt folk med indkomster over en halv million har mellem 30 og 40 procent en sundhedsforsikring. For danskere som helhed gælder det kun for cirka otte procent. fris

Eksplosion
*Antallet af arbejdsgiverbetalte sundhedsforsikringer er eksploderet i årtusindets første tre år.
I slutningen af 1999 havde forsikringsselskaberne kun tegnet 23.000 sundhedspolicer. Siden er antallet fordoblet hvert år.
Nu har op mod 250.000 en sådan forsikring, betalt af deres arbejdsgiver. Dertil kommer 70.000 personer, som selv har tegnet en sundhedsforsikring, der giver hurtig adgang til behandling og operation på et privat hospital. fris

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu