Læsetid: 2 min.

Klip

26. september 2003


(2. sektion)

v/ Morten Piil
*Dansk film Øjeblikkets store danske hit er Rembrandt, instrueret af debutanten Jannik Johansen efter et manuskript, han har skrevet med Anders Thomas Jensen. Den er efter godt to uger blevet set af over 150.000 tilskuere – et ovenud godt resultat. Filmen tegner til at blive en succes på linje med Arven. Derimod ser det sort ud for Peter Ringgaards Til højre ved den gule hund, der trods Peter Gantzler og Jesper Klein på plakaten kun samlede 4.000 tilskuere i 40 biografer over hele landet. Besynderligt, at filmbranchen – ved at fremstille så mange kopier – har kunnet tage så radikalt fejl af en films tiltrækningskraft. For det kan da ikke være de dårlige anmeldelser, der alene har skræmt folk væk?

*Tarantino Hvad man end vil mene om fænomenet Quentin Tarantino, så er hans come-back-film, Kill Bill, en af efter-årets store filmbegivenheder. Det engelske tidsskrift Sight and Sound bringer et stort opvarmnings-interview med den meddelsomme herre, der opdeler sine film og manuskripter i to kategorier. Kill Bill karakteriserer Tarantino som en »movie-movie«, altså helt og fuldt næret af hans beundring for japansk anime, italiensk giallo, blaxploitation og andre b-filmgenrer. Det samme gælder hans manuskripter til Natural Born Killers og From Dusk till Dawn. Den anden kategori er film i »det normale Quentin-univers, der er lige så sjovt som en ’movie-movie’, men faktisk mere virkeligt end det virkelige liv. Man tager alt det sjov, man kan finde i en genre-film, og så smider man det virkelige liv lige i hovedet på konventionerne og skaber sjov ud af det«. Tarantino siger, at han lærte metoden ved at læse Elmore Leonards romaner.

*Filmbøger En meget fin bog-serie er den engelske BFI Classics, en lang række bind på små 100 sider om enkelte film (ww.bfi.org.uk/books). For nyligt har John Rockwell udsendt en lille bog om Lars von Triers dogmefilm Idioterne i serien (under overskriften BFI Modern Classics). Andre nyere film, der har fået deres egen bog, er The Shawshank Redemption, Amores Perros og L. A. Confidential. Men BFI glemmer ikke de gamle klassikere og har også udsendt bøger om Den tredje mand, Rio Bravo og Syv små synder.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her