Læsetid: 3 min.

København bør tage ved lære af Toronto

Hvad Copenhagen-festivalen kan gøre, er at koncentrere sig om at få gjort danskerne mere interesserede i ikke-danske og ikke-amerikanske film. Noget, der minder om et filmmarked, kan København ikke byde på
12. september 2003

(2. sektion)

Branchen
Kun en håndfuld af filmverdenens utallige festivaler har opnået en sådan status, at de er blevet en uundgåelig årlig begivenhed. Disse nøglefestivaler er Berlin i februar, Cannes i maj og Venedig og Toronto i september, og fælles for dem alle er, at de har været på banen i en halv til en hel menneskealder.
Det var ikke desto mindre dem, som vores netop overståede Copenhagen International Film Festival lagde ud med at sammenligne sig selv med. At det var at skyde over målet, burde ikke have været nogen overraskelse for de involverede eller de politikere, der øjensynligt stadig har helt urealistiske forventninger til festivalen.

Sejt træk
Af de nævnte internationale festivaler er den netop overståede Toronto Film Festival den yngste, men tro ikke at den startede med at være mere populær end København, for det var den ikke.
Men efter 28 år har festivalen nu så godt fat i de to en halv million mennesker, som bor i byen, at den allerede inden starten må melde alt udsolgt til de mere end 400 film. Og det er netop derfor, at Copenhagen International Film Festival kunne tage ved lære af Toronto.
Det, som adskiller den canadiske festival fra de store europæiske, er præcis, at den er så populær hos hjemmepublikummet. Det er den succes, som festivalen er blevet stor på.

Danske pionerer
Trods kritik fra selvudråbte eksperter var der positive ting at sige om den første Copenhagen International Film Festival. For eksempel var filmene af høj kvalitet, og antallet af tilrejsende gæster var flot – selv om interessen for dem herhjemme ikke var bemærkelsesværdig.
Begynderfejlene blev lidt for ofte tacklet med en snert af arrogance, hvilket var benzin på de kritiske røsters bål. Men få herhjemme ligger inde med de erfaringer, som kræves for at stable en ambitiøs filmfestival på benene. Hverken festivalens leder eller program- og produktionschefer har været andet end gæster ved internationale festivaler før, og derfor er Copenhagen International Film Festival i bogstaveligste forstand blevet bygget op fra bunden, hvilket indgyder respekt.
Men ét er at overbevise danske politikere om en festivals eksistensberettigelse, noget ganske andet er at overbevise travle festivalfolk om, at København er stedet, man skal tage til for at se film.
Copenhagen International Film Festival burde nok have gjort som Toronto, som i sine første år kun havde omkring 50 film på programmet. Først efter 20 år har den canadiske festival opnået en status, som retfærdiggør, at filmbranchen regner Toronto som den vigtigste filmbegivenhed i Nordamerika.

Markedsmekanismer
Mellem dette års verdenspremierer i Toronto var blandt andet nye film af Robert Altman og Jane Campion, ligesom der var besøg af flere store filmstjerner, end selv Cannes kan klare: Fra Nicole Kidman, Anthony Hopkins og Cate Blanchett til Sean Penn, Nicolas Cage, Denzel Washington og Meg Ryan.
Men de internationale gæster kommer ikke for stjernerne. Det, der adskiller store internationale filmfestivaler fra alle de andre, er fem slags besøgende: producenter, sælgere, indkøbere, journalister og repræsentanter fra andre festivaler.
Sælgerne fokuserer på få udvalgte filmmarkeder i løbet af et år – og dem bliver der færre og færre af, fordi økonomien udvikler sig skidt. Og indkøberne følger sælgerne, mens andre festivalgæster kun kommer, hvis der er nok spritnye film på programmet.
Copenhagen International Film Festival kan kun drømme om at nå Torontos status i mange år fremover. København kan ikke byde på noget, som bare minder om et marked for film, og hvorfor skal den også det? Hvad Copenhagen International Film Festival kan gøre, er at koncentrere sig om at få danskerne mere interesserede i at se ikke-danske og ikke-amerikanske film.
Hvis det skulle lykkes, vil de få meget nemmere ved at samarbejde med biograferne, få den internationale anerkendelse, de tørster efter, samt med tiden blive en festival som udenlandske filmfolk vil forsøge at presse ind i deres travle festivalkalender.

*Branchen er et nyt, tilbagevendende element på Informations filmsider og vil fra tid til anden beskæftige sig med små og store begivenheder bag kulisserne i den danske filmbranche

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu