Læsetid: 3 min.

Kortere sagt

8. september 2003


Stefon Harris’ medrivende køllespil
*Stefon Harris er et stortalent inden for vibrafonspillet i amerikansk jazz. En af arvtagerne til mestrene Milt Jackson og Lionel Hampton. Han er endnu ikke fyldt 30, men er her ude med sin tredje og forbavsende modne cd i eget navn. Hele 12 musikere skal der til for at forløse det ambitiøse, orkestrale projekt.
Pladens titel, The Grand Unification Theory, refererer til en teori i kvantefysikken, som for unge Harris repræsenterer en slags samlende, spekulativ teori for livets kræfter. Dét at studere fysik, religion, filosofi, poesi og musik er for ham forskellige sider af samme eksistentielle disciplin. Således slægter Harris bl.a. saxofonisten Steve Coleman på, hvad angår en spirituel vinkel på musik, og heller ikke salig John Coltrane kan man undgå at sende en tanke.
Titlerne på suitens 13 stykker associerer til en slags pilgrimsrejse eller livs- og døds-cyklus igennem mystisk-religiøse tableauer bl.a. »The Birth Of Time«, »Corridor Of Elusive Dreams«, »The Mystic Messenger« og »Rebirth«.
Hvad enten man kan se noget i Harris’ filosofiske projekt eller ej, så bydes der på fremragende, dramatisk musik, der vægter både arrangement-kunsten og spillernes soli og interaktion igennem frit puslende stemninger, orkestrale sekvenser og hårdkogte grooves. Harris selv står for et medrivende køllespil, rytmegruppen er skarp som en savklinge, hornene udvider det harmoniske spektrum, og Tim Warfield (sax), Xavier Davis (klaver) og Anne Drummond (fløjte og sax) markerer sig med gode soli.cmh

Stefon Harris: The Grand Unification Theory (Blue Note)

Laber, laidback poprock fra Velour
*Laber, laidback og luksuriøst melodisk sentresser-inspireret poprock er, hvad vi finder på debut-cd’en Get In Room fra den cool københavnske kvartet Velour, der besidder et lidet anmasende, men særdeles vindende udtryk, lidt i stil med The Coral, The Vines, The Thrills og andre af tidens The-et-eller-andet-navne. Parallelt med den traditionelle 1-2-3-4-retrorockbølge, rejser der sig p.t. nemlig en mere stilfærdig psykedelisk påvirket ditto, hvilket denne signatur skal være den sidste til at begræde, thi dét var i sandhed én af rockens rigeste epoker.
Især når det gøres så fejende flot som på denne overbevisende debut, et under af bedårende melankolske melodier, stilfærdigt indtagende musiceren samt en stoflig produktion, hvor cello, trompet og arkaiske tangentinstrumenter spiller en (næsten) lige så stor rolle som den traditionelle rockopstilling. Man imponeres over, hvor meget gruppen formår med små virkemidler, og det er umuligt ikke at smaskforelske sig i Get In Room; så forvænte er vi trods alt heller ikke med raffineret, underspillet og bevidsthedssprængende psych’n’roll på den danske scene. Næste gang må det dog selvfølgelig også godt pege FREMAD, d’herrer!-lyn

Velour: Get In Room (Gleisenberg Records/VME) Producer: Mikkel Iljitch & Velour. www.velournet.dk

Idékatalog over frække grooves
*John Scofield er aktuel med Up All Night, der er en opfølger til den effektive, men også i længden trættende Überjam. Han udforsker med de samme medspillere – Avi Bortnick (rytmeguitar,
samples), Andy Hess (bas) og Adam Dietch (trommer) – i yderligere grad en række sejt gående grooves og funky attituder (hvilket han har gjort med forskellige hold siden midten af 90’erne) med stærke elementer af elektronisk bearbejdning. Der er røster, der mener, at Scofield således fortsat holder sig ung og fordomsfri. Kan være, men hvad med musikken?
Da gruppen besøgte Jazzhouse i november sidste år, var det tydeligt, hvor lidt hans medspillere har at byde på. De løste deres opgave som en flok anonyme gaster på den gyngende soul-skude, mens Scofield stod fremme som en magtfuld galionsfigur, badet i en hvidglødende spot, hvor han til guitarliderlige aspiranters kildrende ophidselse lirede sine fejende solo af.
Up All Night er ikke meget andet end et idékatalog over gyngende og frække grooves tilsat Scofields skævbøjede guitarlicks. Kun i få numre løfter hans improvisatoriske klasse helheden til noget interessant.cmh

John Scofield: Up All Night (Verve)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu