Læsetid: 7 min.

’Kritikerne vil nok sige det er lidt kedeligt’

Det var den gode historie og skæbnerne bag, der fascinerede Jannik Johansen, da han i aviserne læste om røveriet af landets eneste ægte Rembrandt og blev inspireret til spillefilmdebuten ‘Rembrandt’
5. september 2003

(2. sektion)

Interview
Da instruktøren Jannik Johansen og hans skuespillere skulle præsentere deres film, Rembrandt, ved et pressemøde på filmfestivalen i Cannes i år, medbragte de et Rembrandt-maleri. Eller rettere sagt en kopi af et Rembrandt-maleri, som spiller en vigtig rolle i filmen.
Enkelte af de tilstedeværende, danske pressefolk fik dog overbevist sig selv om, at det var en ægte Rembrandt, hvorfor spørgsmål som, »er det virkelig en rigtig Rembrandt?« og »hvordan har I dog fået lov til at tage den med herned?« røg gennem luften.
Instruktøren og skuespillerne forsøgte så tålmodigt, men lidt forundrede at overbevise de vildfarne om, at maleriet altså bare var en kopi.
Det morer vi os med at tænke tilbage på, Jannik Johansen og jeg, da vi mødes hos filmselskabet Fine & Mellow i Valby – et selskab han har sammen med Rembrandts producer, Thomas Gammeltoft, der nu har den vellignende kopi hængende på sit kontor.
Og faktisk passer den underholdende episode i Cannes godt til Rembrandt, både historien bag og handlingen i filmen. I den følger vi fire småtyve, der ved en fejltagelse kommer til at stjæle et Rembrandt-maleri til 100 mio. kr. og havner i store vanskeligheder, da de finder ud af, hvad det er, de har fået fingre i, og forsøger at slippe af med det.
Rembrandt er baseret på virkelige hændelser, hvor det var Nivaagaardsamlingen, som blev berøvet for landets eneste Rembrandt-maleri af nogle amatører, som slet ikke vidste, hvad de havde fået fat i.

Fædre og sønner
»Der var et mekanisk godt plot i historien,« siger Jannik Johansen, der første gang læste om sagen i aviserne for mere end to år siden.
»Selve røveriet var helt klassisk med nogle småtyve, der kommer galt af sted og pludselig står i problemer til halsen. Og så var det sjovt, at det skete herjemme. Tyveriet kom på Interpols top 10-liste, og det var et af de største nogensinde i Europa. Aviserne gisnede om internationale bander, fordi det var så topprofessionelt udført. Og i virkeligheden var kuppet så udramatisk – på en måde typisk dansk.«
Men mere end selve røveriet var det menneskene bag, som interesserede Jannik Johansen. I aviserne fremgik det, at det var en ung mand, der planlagde tyveriet sammen med sin fætter, men de turde ikke og bad i stedet den unge mands far om at udføre det.
»Man kunne læse i et interview, at faren føler sig røverendt, fordi han ikke havde fået at vide, hvad det var, han skulle stjæle,« siger Jannik Johansen, der hentede inspiration til Rembrandts tema om svigt og fædre og sønner i virkelighedens sag.
»Faren får heller ikke så mange penge som sønnen, der må have løjet for ham omkring hvor mange penge, der var i det. Og lige efter kuppet tager de hjem til farens stedfar, hvor de finder ud af, hvad det er, de har stjålet, og panikker. Otte mennesker hører dem tale om kuppet, og dagen efter ringer fem af dem til politiet for at høre, om der er en dusør.«
»Det lød så knaldet. Jeg så søn, far og bedstefar for mig, flere generationer af småtyve, for hvem penge er det vigtigste. Det gav sig ret hurtigt, at der var noget spændende i det. Jeg forestillede mig, at de alle var blevet svigtet og havde brug for nærhed.«
»De opdrager alle sammen på hinanden i filmen. Politimanden opdrager på Mik (Lars Brygmann), eller prøver på det. Mik opdrager på vennen, Kenneth (Nikolaj Coster Waldau), og Tom (Jakob Cedergren) om ikke opdrager så i hvert fald tager sig af fætteren, Jimmy (Nicolas Bro). Som vi siger i filmen, ’det er ikke børnenes skyld.’ Men hvis man vokser op i et småkriminelt miljø, så ender man i problemer. Medmindre man har mange ressourcer, og det er de her mennesker tydeligvis ikke, hverken økonomisk eller mentalt.«

Mere udadvendt
Rembrandt er 37-årige Jannik Johansens spillefilmdebut, men han har forberedt sig godt. Han har lavet to roste novellefilm, Afsporet og En stille død, instrueret en del afsnit af tv-serien Rejseholdet og arbejdet som instruktørassistent på mange film, deriblandt Blinkende lygter af Anders Thomas Jensen, der også har været med til at skrive manuskriptet til Rembrandt.
»Jeg skal ikke påstå, at jeg ikke gerne har villet lave en spillefilm tidligere, men jeg har følt mig supergodt rustet og rolig omkring det,« siger Jannik Johansen.
»Og måske er det den måde, det skal være på. Jeg har ikke en indbygget selvtillid. Jeg skal kæmpe hårdt for at sige, at ’det kan jeg godt, det her.’ Det er også først nu, at jeg vover at sige til mig selv, at ’du kan jo faktisk godt skrive.’«
Filmen kom i stand, da Thomas Gammeltoft foreslog, at Jannik Johansen og Anders Thomas Jensen skulle skrive et manuskript sammen, og så ville han give dem en smule penge til det.
»Det var ikke særlig mange penge, men det er altid fedt at få en direkte opfordring. Jeg havde skrevet rigtig meget selv og måske været lidt for indadvendt i min måde at skrive på. I hvert fald har jeg fået mange afslag, hvor folk har sagt, ’ja, det er meget godt, men vi er i tvivl om, om det når ud til nogen.’ Da jeg så læste om den her sag, tænkte jeg, at ’det kan være, at det er det, jeg skal gøre.’ Være lidt mere udadvendt og imødekommende. Tage en historie, som kan noget, og så putte mennesker og følelser ind i den.«
Jannik Johansen og Anders Thomas Jensen er meget forskellige i deres udtryk, men de tænker ens, siger Jannik Johansen.
»Anders Thomas har altid drillet mig med, at det, jeg laver, er for humorforladt og trist og sort, og jeg synes nogle gange, at han har lidt for travlt med at smide en sjov replik på. Tanken bag vores samarbejde var så, at jeg skulle lære at bruge humor, og han skulle lære at holde fast, når han først var gået ud ad alvorens vej.«

Ærligt udtryk
Rembrandt er allerede blevet sammenlignet med Olsen-banden, hvilket giver det hele en klang af fjol og folkekomedie. Den sammenligning er Jannik Johansen ikke ubetinget glad for, blandt andet fordi Rembrandt trods genreelementer ikke er nogen komedie. Han nævner i stedet Martin Scorseses Mean Streets som forbilledet for ikke mindst gruppedynamikken i Rembrandt.
»Der var humoristiske elementer i historien fra begyndelsen, og vores første gennemskrivning var da også noget sjovere, end filmen endte med at være. Men især jeg følte, at vi skulle passe på med for mange oneliners og sarkastiske, ironiske replikker. Det var ikke det, der var meningen. Det skaber en distance hos publikum, og jeg ville have, at man skulle leve sig ind i karaktererne,« siger Jannik Johansen.
Han understreger, at publikums sympati selvfølgelig også afhænger af skuespillerne, der skal give karaktererne liv.
»Når man giver Lars Brygmann sådan en rolle, bliver den automatisk lidt mere melankolsk. Hans udtryk er meget ærligt. Han er også meget ærlig selv. Og så er hele hans væsen meget diskret,« siger Jannik Johansen, der tidligere har arbejdet sammen med Brygmann på både En stille død og Rejseholdet.
»Han er en fremragende skuespiller, og rollen passer godt til ham, men i andres øjne var han måske ikke det mest oplagte valg til den. Ikke fordi de synes, at han er dårlig, men hans diskrete væsen gør, at han tit får den store birolle.«

Ærlighed
»Mit valg af ham handler selvfølgelig også om, at jeg kan se et eller andet i ham, som ligner mig selv. Vi har nogle af de samme karaktertræk. Hans temperament passer til mit temperament, og han er på en måde blevet mit alter ego.«
Rembrandt er en meget stilsikker debutfilm. Den har kostet 18 mio. kr. at producere, men ser ud af mere, ikke mindst takket være filmens fotograf, Eric Kress.
»Han er fantastisk dygtig og har den lidt mørke og tunge side, som jeg også selv har,« siger Jannik Johansen.
»Min indgangsvinklel var at gå efter ærligheden i både miljø og karakterer. Undgå alle billige effekter. Den reklamefilmæstetik, som mange amerikanske instruktører benytter sig af, irriterer mig ad helvede til. Kameraet kører rundt i et opskruet tempo, og man får fornemmelsen af, at det skyldes, at de dybest set ikke har en historie, der holder. Og det skal gå så fandens hurtigt, at publikum ikke når at gennemskue det.«
Jannik Johansen ville have tid til at dvæle ved karaktererne, og heller ikke scenografien måtte påkalde sig for meget opmærksomhed, men bare glide ind i historien.
»Det skulle ikke se for lækkert eller blæret ud eller ende i forfaldsromantik og Blade Runner-stemning med for mange rygende mandehuller. Det bliver hurtigt så udvendigt. Kritikere vil nok sige, at det er lidt kedeligt og tv-agtigt, men det var karaktererne, vi gik efter.«

*Rembrandt anmeldes her på siden

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu