Læsetid: 4 min.

Et kulturelt Olympos

I går sluttede de traditionsrige Salzburgfestspil, som i år havde et enkelt dansk islæt
1. september 2003

Festspil
Mislyde og misligholdelse er ukendte fænomener i den østrigske by Salzburg. Særdeles velholdte bygninger fra 1600- og 1700 tallet i sarte pastelfarver danner den perfekte ramme for de årlige Salzburgfestspil, hvor det ypperste inden for klassisk musik, opera, eksperimenterende musik og teater i et par måneder kan nydes i fulde drag af hvem der måtte være interesserede.
Det er som at vandre rundt i en kulisse mellem de pertentligt restaurerede palæer, kirker, klostre og beboelsesejendomme, hvor levende toner af Haydn og Mozart siver op af kældre og ud fra lejligheder af lokale kammerensembler, som er i gang med at øve. Når publikum til festspillenes mange arrangementer hen ad eftermiddagen begynder at promenere i gadebilledet iført lange kjoler og mørkt jakkesæt, er illusionen om at befinde sig på et kulturelt Olympos ved at være total.
Salzburg er sandt at sige gennemsyret af den søde duft af højkultur, god smag – og masser af penge. Billigt er det ikke ligefrem at få hverken Wiener- eller Berlinerfilharmonikerne og dirigenter som Simon Rattle, Pierre Boulez og Riccardo Chailly til med følgeskab af nogle af verdens i øjeblikket bedste solister at slå en smut forbi Salzburg. Men dette skal dog ikke forstås som, at Salzburgfestspillene udelukkende fungerer som feriemål for europæisk bedsteborgerskab, som er parate til at ofre formuer for at nyde kunst og kultur af bedste karat. Der er også billetpriser til de mange arrangementer, hvor fattigrøvene kan være med.

Kvalitetsstemplet
Hvad der binder publikum sammen på tværs af nationaliteter og økonomisk vægtklasse til Salzburgfestspillene er forventningen om at komme til at nyde det absolut bedste af, hvad verden i øjeblikket kan tilbyde inden for musik, opera og teater. Fordi publikum som udgangspunkt ved, at de kun bliver tilbudt crème de la crème af festivalens arrangører, er de omvendt også åbne over for at give nye satsninger og vilde eksperimenter en chance. Mere herom senere.
Det er ikke en festival, som giver køb på sine egne høje, kunstneriske idealer ved at komme sit publikum i møde på et niveau, hvor alle som udgangspunkt kan være med. Således er det lidt af en oplevelse, at gå til børnekoncerter på festivalen, hvor musikpædagogikken fremstår noget anderledes end den danske. Her er ikke noget med at få lov til at trutte i trompeter eller spille på maraca under koncerten, hvis de unge koncertgængere pludselig skulle føle sig inspirerede.
I stedet sidder pludrende babyer såvel som højtidelige otte-årige i jakkesæt og dirndlkjoler og lytter andægtigt til, at Camerata Salzburg og verdensviolinisten Gil Shaham spiller Vivaldis Fire Årstider. For selvfølgelig skal også børn præsenteres for det bedste af det bedste, så de kan få en ordentlig indføring i den klassiske musik!

Danske farver
Radiosymfoniorkestret havde i år æren af at åbne Passagen, som er den eksperimenterende del af Salzburgfestspillene, med opførelsen af værker af Skrjabin og realiseringen af hans ’lysorgel’, der spiller farver op på en storskærm, som er spændt ud over orkestret. Skrjabin ønskede i sin tid – hverken mere eller mindre – at være med til at forandre verden ved at give publikum den ultimative kunstneriske oplevelse, hvor både høre- og synssansen blev udfordret, mens de blev badet i musik og lys. Desværre var den teknologiske udvikling ikke på samme højde med Skrjabins vilde ideer i begyndelsen af 1900-tallet, og derfor er det endnu ikke hidtil for alvor lykkedes at realisere komponistens vision.
Om realiseringen af projektet nu også helt lykkedes i Salzburg kan der stilles spørgsmålstegn ved. Især fordi den store skærm med de skiftende monokrome farver gav en noget ’kasseformet’ oplevelse af musikken. Hvis man i stedet lukkede øjnene og forestillede sig sine egne, indre farver, kunne man derimod nærmest forsvinde i musikkens rummelighed takket være den ubesværede lethed og voldsomhed, som Radiosymfoniorkestret spillede med.
Under alle omstændigheder var det et modigt eksperiment, som kan være med til at sætte nye standarder for leg med form inden for den klassiske musik. Samtidig viste det dog også, at den klassiske musik vil kunne lære en hel del af både opera og moderne musik, hvis der skal eksperimenteres med lys for at tilføje nye aspekter til oplevelsen af musik.
At Salzburgfestspillene konstant forsøger at bevæge sig nye veje, hvilket de med tryghed kan gøre med et så solidt et fodfæste i traditionerne, som de har, var Radiosymfoniorkestret og dirigenten Gerd Albrechts initiativ et smukt eksempel på. De mange bravoråb og klapsalver fra en næsten fuld Felsenreitschule, hvor koncerten fandt sted, var i hvert fald et synligt bevis på, at publikum både tager det klassiske og det eksperimenterende til sig. Noget som danske koncertgængere måske kunne lære lidt af?

*Historien om arbejdet med realiseringen af Skrjabins lysorgel blev bragt i en artikel den 14. august 2003

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu