Læsetid: 2 min.

Kvinder er sgu deres egne

1. september 2003

Spot
Hvad er det, kvinden vil? spurgte Freud, og han blev sig selv og verden svar skyldig. Ikke så underligt. Problemet ligger i spørgsmålets bestemte form: Kvinden. Det giver lige så meget mening som at spørge, hvad det er, manden vil.
Jo, det enkle (og vulgære) svar kender vi allesammen, og det kan i en række tilfælde løses med Viagra, men hvad så derudover? Svarene er lige så forskellige, som mænd selv er. Interessant nok gælder det samme kvinder: De er forskellige! Ikke blot fra mænd, men også fra hinanden!
Hvor besværligt, når det nu var meget nemmere, om kvinder allesammen var ens, og i øvrigt kunne dresseres til at imødekomme mænds behov.

Her ligger måske nøglen til kvindens berømte gådefuldhed: Enhver kvinde må mødes på sine egne betingelser. Også mandlige forfattere har fået færten af dette, f.eks. russeren Tolstoj og danskeren Rifbjerg.
Det kan man se i aften på DR 2, der viser to højst forskellige beskrivelser af kvindeliv med 100 år imellem.
Først vises første del af en ny britisk tv-filmatisering af Lev Tolstojs Anna Karenina (romanen er fra 1873-1876) og bagefter Rifbjergs og Erik Ballings film Jeg er sgu min egen fra 1967.
Anna Karenina, spillet af Helen McCrory, er gift med den lidt ældre og stive Karenin, som hun har en lille søn med. Men hun forelsker sig lidenskabeligt i en anden mand, løjtnant Vronskij, og for at være sammen med ham forlader hun sin mand – modigt og for den tid ufattelig ubetænksomt.
Som ugift par isoleres Anna og Vronskij nemlig socialt, Anna får tilmed et barn, men må erkende, at kærligheden ikke har en fremtid uden en omverden. Vronskij savner frygteligt sit arbejde, andre menneskers agtelse, – ja, sit liv!
Så hvad er det, Anna vil? Kærligheden. Friheden. Og et liv. Men i 1870’erne kunne en kvinde ganske enkelt ikke få alt det.

Også Annie, spillet af sangerinden Daimi, i Jeg er sgu min egen ønsker sig kærlighed, frihed og indhold i tilværelsen. Også hun har valget mellem to mænd, overklassesønnen Christian (Peter Steen) og rockmusikeren Anders (spillet af troubaduren Cæsar, ham med Storkespringvandet). Men som katten i sangen er Annie sin egen: Miaw!
For det var nemlig lige præcis det, der skete i årene omkring 1970: Også kvinder kunne på egen hånd søge lykken, uden at ende på skinnerne foran toget.
Den helt store forskel på Anna og Annie er heller ikke, hvad de ønsker sig, men hvordan det går dem.
Tolstoj fordømmer sin Anna, men skildrer parternes forskellige synspunkter så hæderligt, at det reelt er hendes oprør, den moderne læser sympatiserer med. Rifbjerg idealiserer sin Annie, men skildrer også en tid med gang i den og guitarspil på hvert et gadehjørne.
Resten er allerede historie.

*DR 2 18.35 Anna Karenina
*20.25 Jeg er sgu min egen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu