Læsetid: 3 min.

Lær at elske kapitalismen

Mens WTO-mødet i Cancun bryder sammen, diskuterer europæiskere blade og aviser om kapitalismen er den sidste revolutionære helt
19. september 2003

(2. sektion)

Europa
Forsvar for en modstander: Man kan sige, hvad man vil om kapitalisme, og man kan kalde det nyliberalisme, og så har man et fjendebillede. Men ifølge det tyske tidsskrift Merkur er kapitalismekritikerne reaktionære og trivielle. Som der står i lederen magasinets september-oktoberudgave:
»Fra Attac til de utallige NGO’ere: De kalder sig globaliseringskritikere; de er unge og lidenskabelige mennesker, og selvfølgelig elsker medierne dem. De er imod spekulanter, og de er for de fattige. Ud over deres sædvanlige omkvæd ’for-de-gode-mod-de-onde’ ved de ikke rigtig, hvad de vil, men de ved lige præcis, hvad de ikke vil have: den globale kapitalisme.«
De tror, de er revolutionære. Men den store revolutionære helt er kapitalismen: Det er kapitalismen, der har forandret verden, og det var socialismen, der var antimoderne og tyrannisk. Merkur kalder sit tema for Kapitalisme eller barbari. Og det er en bevidst provokatorisk variation over Rosa Luxembourgs klassiske diktum fra 1915: »Enten overgang til socialisme eller tilbage til barbariet.«

Hvem er barbaren
Merkur trækker den pointe helt igennem i 10 store temaartikler, at kapitalismen og kun kapitalismen kan sikre os mod barbariet. Der er desværre ikke så mange intellektuelle, der har fattet det.
»De vestlige intellektuelle har ikke lært at holde af kapitalismen, selvom socialismen viste sig barbarisk.«
De, der bliver ved med at kritisere kapitalismen, er i virkeligheden slet ikke humanister. De er selvoptagede og forfængelige venstreorienterede, som tager Den Tredje Verdens fattigdom som gidsel i deres eget selvgode korstog. De ser kapitalismen som modstandernes mål, men Richard Herzinger korrigerer den fortolkning. Kapitalismen vil det samme som socialismen: Den vil frigøre mennesker:
»Der er næppe nogen, der vil bestride, at kapitalismen i dag er uden alternativer. Men det er alligevel kun de færreste, der glæder sig over det. På trods af alle profetierne om sin undergang har kapitalismen overlevet. Men kapitalismen har bevaret sit dårlige image. Man ser den som det mindste onde eller som en naturkraft, som man ikke kan overvinde, men som det dog gælder om at tæmme. Den kritiske offentlighed har ikke indset, at kapitalismen først og fremmest er et etisk princip. Og det er præcis denne etiske dimension, som fra starten har motiveret de glødende advokater for et frit privatøkonomisk funderet samfund beskyttet mod statslige indgreb.«

De fattiges våben
Der bliver i Merkur drevet satire over de spekulanter og finansfyrster, der er blevet fromme. Superkapitalister som George Soros der har sagt at kapitalismen er ligeså god til at producere velstand som den er håbløs til at fordele goderne. Eller den tidligere Nobelprismodtager i økonomi og forhenværende vicepræsident i Verdensbanken: Joseph Stieglitz, som i den engelske avis The Guardian inden WTO-mødet i Cancun leverede køligt kynisk kritik af verdenshandelsorganisationen. Den legitimerer sin politik ved henvisning til de interesseløse markedskræfter, men fungerer i virkeligheden som de stærkeste interessers instrument:
»De fleste europæere og amerikanere ønsker et globalt system, som er mere balanceret end det, vi oplever i dag. Hvis adgang til livsvigtig aids-medicin blev sat til global folkeafstemning, ville et overvældende flertal stemme imod den farmaceutiske industris interesser. Disse forhandlinger i WTO afslører, at det er økonomiske særinteresser støttet af massive kampagnebidrag, som bestemmer de politiske beslutninger. Problemet er, at det så igen bliver de fattigste mennesker i verden – de milliarder som lever for under to dollar om dagen – der bliver bedt om at betale prisen.«
Den britiske filosof George Monbiot glæder sig i The Guardian over, at de fattige lande organiserede en kollektiv afvisning af de rige landes krav. Han glæder sig over sammenbrudet i Cancun. De fatige lande begynder at udnytte det forhold, at der er flere fattige end rige lande:
»Siden WTO blev dannet, har de rige forsøgt at rekrutere så mange Tredje Verdens-lande som muligt for at åbne deres markeder og tvinge dem til at føre handel på ensidige præmisser. Men efterhånden som de har rekruteret, er de kommet i undertal.«
De fattige lande har ifølge Monbiot en sanktionsmulighed. De har et våben. Deres samlede gæld til bankerne i de rige lande er så kolossal, at de kan udøve pression ved at fastfryse tilbagebetalingerne:
»Verdensbanken og IMF skal til at passe på. FN’s sikkerhedsråd vil få sværere ved at opretholde sin magt. For hvis de fattige lande holder sammen, kan de udgøre en kollektiv trussel mod de rige lande. For at udøve denne trussel har de brug en sanktionsmulighed. Og i form af deres gæld har de den allerede. De skylder tilsammen så mange penge, at de reelt ejer verdens finansielle systemer. Ved at true kollektivt kan de begynde at udøve den form for magt, som indtil nu har været de riges privilegium.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her