Læsetid: 4 min.

Latter på skafottet

Den både hårdkogte og følsomme sangskriver Warren Zevon døde søndag. Han efterlader 14 fremragende albums i genren pulp’n’roll – samt sørgende kollegaer fra Bob Dylan over Bruce Springsteen og Dwight Yoakam til hele R.E.M.
12. september 2003

Nekrolog
Som vaskeægte nørd gik jeg som ung langt for at undgå kontakt med det smukke køn; for at undgå nederlag, afvisninger, latterliggørelse, blue balls, whatever … holdt mig i stedet i ro, røg cigaretter og tjald og læste. Bøger og aviser, jo vist, men især musikblade, rock-bioer og lp-omslag! Og som ægte nørd forelskede jeg mig fortrinsvis på afstand … som i f.eks. sangerinden Linda Ronstadt, hun gav mig en hard-on af proportioner og jeg indkøbte derfor hendes Simple Dreams. Ikke kun for at sidde og savle over coveret (og dog!), men også for at lytte til hende synge. Og hørte for første gang sangen om »Carmelita« med det for den vitaminstruttende Ronstadt så lidet troværdige omkvæd: »Carmelita, hold me tighter/ I think I’m sinking down/ And I’m all strung out on heroin/ On the outskirts of town …«
Skrevet af en vis Warren Zevon var det en sang – og et omkvæd – der gjorde indtryk i 1977, for selvom punken lå på lur, havde softrocken fra den amerikanske vestkyst – Eagles, Fleetwood Mac etc. – stadig godt fat. Da lp’en Excitable Boy med Zevon himself dukkede op året efter, smed jeg uden tøven pengene på disken, for den bebrillede nørd på coveret lignede en stensikker garant for rock’n’roll med hjerne. Og hjerte, skulle det vise sig. Ømme ballader mestrede Zevon nemlig også. Og den dynamiske og galgenhumoristiske Excitable Boy – Zevons tredje langspiller – er stadig min favorit blandt Zevons i alt 14 albums – inklusive et par skæve live-plader – selvom det er et spørgsmål om marginaler; jeg mener, Warren Zevon (1976), Stand In The Fire (1981), Sentimental Hygiene (1987) og My Ride’s Here (2000) vil alle blive afspillet her i hytten, indtil det er min tur til at byde lyset farvel.
Men selvom det musikalske afsæt var den amerikanske vestkyst, lå Zevons anslag og tone tættere på Raymond Chandler og Dashiell Hammett end på The Eagles, hvorved han skabte en speciel og personlig genre, vi kan kalde pulp’n’roll – flere af hans sange lignede perfekte synopser til hårdkogte B-film og deres kulsorte humor befandt sig ikke langt fra koryfæer som Hunter S. Thompson, Elmore Leonard, Carl Hiaasen og Stephen King, alle Zevon fans, by the way. Vennekredsen ligner en veritabel who’s who af de sidste 30-40 års bedste singer-songwriters – Dylan, Young, Springsteen, Browne, Henley, Yoakam, Cooder, Harris – og selvom Zevon ad flere omgange måtte holde lange pauser, mens han kæmpede med sin tilbøjelighed for stof- og alkoholafhængighed, blev han altid hilst velkommen som den fortabte søn, når han gjorde comeback. Altid med kunstnerisk succes, aldrig kommerciel ditto.
Nu er Zevon så død. Han stillede guitaren fra sig i søndags, 56 år gammel. Det er fandeme trist. Men som han selv udtrykte det med vanlig galgenhumor, da han i august sidste år fik at vide han led af uhelbredelig lungekræft: »I’m okay with it, but it’ll be a drag if I don’t make it till the next James Bond movie comes out«. Latter på skafottet, indeed. Nuvel, lad gå at Zevon selv formåede at forlige sig med sin skæbne, men en række af hans kollegaer tog sig det nær, ja Bob Dylan begyndte at inkludere Zevon-sange i sættene på sin Never Ending Tour for at markere, at det ikke var hr. Hvem-som-helst vi var på nippet til at miste.
Født den 24. januar 1947 som søn af en professionel spillefugl og en intens omsorgsfuld moder – han har beskrivet scenariet i den sangen »Mama Couldn’t Be Persuaded« – var han et musikalsk vidunderbarn, men der skulle adskillige mislykkede tiltag og omveje til, før han i ’78 brød igennem med Excitable Boy – der indeholdt hans eneste Top 20-hit, »Werewolves of London« – i en alder af 31. Hans selvdestruktive livsstil og ujævne output gjorde det svært for ham at vinde det store pladekøbende publikum, hvorfor han til det sidste forblev en kultfigur og en sangskrivernes sangskriver.
Da Zevon fik stillet sin diagnose i august sidste år, besluttede han sig for at indspille sit testamente. Det foreligger nu i form af det sobre, men gribende The Wind, som man skal være chefredaktør, finansminister eller lignende for ikke at blive påvirket af. Døden har altid fyldt godt i Zevons univers – sangen »My Ride’s Here« hentyder således til en ligvogn! – men på skæringer som »Prison Grove«, »Keep Me In Your Heart« og den til dato nok bedste udkægning af Dylans »Knockin’ On Heaven’s Door« – ’open up, open up for me’, synger han bønfaldende i outroen – er den helt nærværende og grumt uundgåelig, og Zevon lyder, trods en vis rusten træthed i stemmen, som om han har forsonet sig med skæbnen. The Wind er et smukt, værdigt og sørgeligt testamente og en af de plader, man vil have med sig hele vejen til ens eget ’ride is here’.
Og var der så nogle ’famous last words’ – jow da, til venner, fans og familie havde han denne afskedssalut: ’This was a nice deal: life’.

*Warren Zevon: The Wind (Artemis/Ryko/VME) Produceret af Warren Zevon, Jorge Calderón & Noah Scot Snyder.

*www.warrenzevon.com & members.tripod.com/~Zevon aticism/

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her