Læsetid: 2 min.

Lige i fjæset

Sex please, we’re British: velspillet, engelsk nyrealisme på Caféteatret
23. september 2003

Caféteatret
En spade er en spade og en fisse er en fisse. Anthony Nielson, her for første gang vist på scenen i Danmark, er sidste skvulp af den engelske ny-realisme, der smækker realiteterne lige i ansigtet på sin tilskuer. Også herhjemme har vi set hårdkogte stykker, der cirkulerer om en kærlighedshungrende og narcissistisk generation, som kaster sig ud i kosumforblændet singletilværelse eller mere eller mindre perverterede, (selv)iscenesatte relationer.
Garneret med en god portion shocking and fucking : Den sexfikserede tendens – gerne lidt porno og lidt rå vold – går igen. Så sandelig også i den tekst, som nu har fundet vej til Caféteatret. Men her – og nu – virker den åbenbare glæde ved at bryde tabuerne og kradse i pænheden nærmest som en forsinket reaktion, i hvert fald på denne tilskuer. Det vil være synd at sige, at Anthony Nielson hører til de mest interessante af de engelske dramatikere fra det seneste tiår, hvis vi sammenligner ham med nogle af de andre, vi har fået lov til at se herhjemme, fra Sarah Kane og Mark Ravenhill og nedefter. Sprogligt er der for eksempel ikke meget på spil.

Udpenslet sex
Men i Alexa Thers instruktion får det postmoderne virkelighedsteater alt, hvad der tilhører det i en række velspillede scener fra et havareret og traumatiseret parforhold. Rigtigt gættet: Bag alle forsøgene på at ri stumperne sammen ligger naturligvis både hans og hendes identitetsløshed og ubodelige ensomhed.
Nielson lader scenerne flimre, så tilskueren selv må sammenrimpe den søndersprængte kronologi. Men uanset hvordan man måtte stykke delene sammen, er der dog måde med originaliteten.
På Cafeteatrets lille, effektive kælderæske af en scene, holder Morten Kirkskov og Lene Maria Christensen flot liv i et stykke, der ikke er helt så uforudsigeligt, som det egentlig tror, det selv er.
I virkeligheden er Sting en god, gammeldags sygehistorie og en række ægteskabelige scener, der spænder fra en lethed, som næsten minder om den engelske nybølges svar på boulevardteatret, til uheldssvangre mørkescener med verbale råheder og udpenslede sexlege.
Begge sider af sagen spiller de glimrende skuespillere med stor overbevisning. Han med kontrolleret nerve og maskulin aggressivitet, hun med en flot orkestreret balance mellem det kyniske og det blidt sårbare. At deres fælles kamp for at redde resterne ikke er mere bevægende, er ikke så meget deres skyld, derimod snarere et resultat af de præmisser, en konstrueret angreb-forsvar-tekst giver dem. Men undgik man ved et mirakel årtiets engelske scenestorm, så er der her mulighed for at få en opsummering – en rå og ristet med det hele.

*Sting. Skuespil af Anthony Nielson. Oversættelse: Morten Kirkskov. Iscenesættelse: Alexa Ther. Scenografi: Carsten Burke Kristensen. Caféteatret til 18. okt.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her