Læsetid: 6 min.

En lille hånds-rækning

Børnefilm bør bedømmes på om de hjælper børn i overgangen til voksenlivet, mener manuskriptforfatter. Men det handler også om håb, gode oplevelser og Matadormix
26. september 2003

(2. sektion)

Krav til kvalitet
Der var engang et uartigt lille barn, som ikke ville gøre, hvad dets mor sagde. Derfor var Vorherre slet ikke glad for det og lod det blive syg. Ingen læge kunne hjælpe det, og kort tid efter døde det. Da kisten var sat ned i graven og jorden var kastet til, så man pludselig dets lille arm stikke i vejret. Det hjalp ikke, at den blev lagt ned og jorden dækket over igen, armen kom stadig ud. Moderen måtte da selv gå ud til graven og give det et slag over armen, sådan som hun havde gjort, da barnet levede. Så blev armen trukket ned under jorden, og barnet havde ro i sin grav.
En moralitet indsamlet af brødrene Grimm. En barsk fortælling med en pointe om straf som opdragelsesstrategi. Hvis du ikke lystrer dine forældre, fortjener du at blive straffet. I sidste ende med døden.
En god fortælling for børn. Jaaa, vel ikke efter vore dages standarder. Et godt udgangspunkt for en børnefilm. Nej, umiddelbart heller ikke.
Men hvad bidrager den så med? Om noget. For manuskriptforfatteren Anker Li er den fundamentet for en god og vedkommende historie eller film for børn.
Den grumme fortælling om det uartige barn har hængt ved Anker Li i mere end 20 år, historien blev ved at stikke til ham, indtil han en dag besluttede sig for at finde ud af, hvad den egentlige pointe er.
Hans oplevelse blev det modsatte af det forventede. Det var ikke en uhyggelig historie med bagstræberiske og reaktionære intentioner, men i virkeligheden en progressiv opfordring til forældre om ikke at svigte deres børn.

Barnet dør ikke i historien. Det gør barndommen derimod, men barnet kan ikke slippe barndommen, før forældrene accepterer, at det sker. Morens slag er en gengivelse af barnets oplevelse af at blive afvist. Havde hun derimod rakt ud efter hånden, ville barnet blive fastholdt i barndommen.
Netop denne historie kan danne skole for, hvordan man fortæller væsentlige historier for børn. Det mener Anker Li, der er manuskriptforfatter til den omdiskuterede børnefilm Forbudt for børn.
»Børneopdragelse har basalt set et formål. At gøre børn i stand til at leve som voksne, når de kommer dertil. Og derfor er netop denne historie helt central. Men historien appellerer samtidig til min milde side. Det må være muligt at fortælle historien uden at gøre det så barskt,« siger Anker Li.
Den gode historie tager sigte på at mildne overgangen fra barn til voksen. Den skal række ind over gabet mellem barndommen og voksenlivet, og nænsomt føre barnet ind i den splittelse, der er et grundlæggende vilkår, når man forlader barndommen.
»Børn oplever sig selv som hele mennesker i en hel verden. Når de når prøpuberteten, smadres den oplevelse til atomer, og resten af livet går således med at forsøge at få samling på helheden igen. Det bliver et livsprojekt at forsøge at samle stumperne,« siger Anker Li.
Han mener derfor, at historier og film for børn må have den grundlæggende ambition at forberede børn – så blidt som muligt – på at træde ind i en verden af kaos og splittelse, som de ikke selv har bestemt. Alt andet er i sidste ende at svigte børnene, mener han.
Det kræver modige fagfolk. Manuskriptforfattere, filminstruktører, produktionsselskaber og filmkonsulenter skal turde at have et sanddru forhold til sig selv. De må ikke falde for fristelsen til at skildre barndommen i fordomme, fordi pointen er, at børn lever i præcis samme verden som voksne, de oplever den blot anderledes. Verden er et vilkår. Hvis børnene fodres med en forventning til verden, som livet ikke kan opfylde, føres de bag lyset.

Den gode film er altså den, som forbereder barnet på, at det skal forlade barndommen, og det gør man altså ikke gennem tomme kalorier og Matadormix, mener Anker Li.
Og det er de voksnes ansvar, at det ikke er det, børnene får.
En analogi til madvaner udlægger argumentet.
»Hvis du spørger barnet, hvad det vil have at spise, vil det sandsynligvis vælge Matadormix, indtil det brækker sig, tarmen rådner, eller tænderne falder ud. Omsætter man det til filmsprog, vil det blive en fortælling, der består af Matadormix,« siger han.
Børnefilmkonsulent ved statens Filminstitut Mette Damgaard Sørensen er enig i, at børn ikke bare skal spises af med tomme kalorier hverken foran køkkenbordet eller i biografen, men hun fastholder at det ikke skader med Matadormix en gang imellem.
»Børn har på samme måde som voksne brug for at kunne koble fra og slappe af. Der er vel heller ingen, der mener, at voksne tager skade af at se en romantisk komedie fra Hollywood,« siger Mette Damgaard Sørensen. Hendes opfattelse af kvalitet i børnefilm tager udgangspunkt i perspektivet. Gode børnefilm fortæller en historie set fra børnenes synshøjde. Hoveddilemmaet, der er det styrende element i filmen, skal findes og løses i børnenes verden.
Vurderingen af kvaliteten af en børnefilm fungerer på samme måde, som når man vurderer en god voksenfilm.
»En god film er det samme som god kunst. Når man oplever den, genkender man noget, man havde glemt var en del af en selv. Man udfordres og ser sig selv og verden med andre øjne. Den gode film giver en oplevelse, der bidrager til en større forståelse,« siger Mette Damgaard Sørensen.

Der er visse elementer, der ikke hører hjemme i en god børnefilm. Eller som i alle tilfælde vil få børnefilmskonsulenten til at vende tommelfingeren nedad, hvis instruktøren eller produktionsselskabet skulle finde på at søge om økonomisk tilskud.
»Det handler bestemt ikke om, at man skal idyllisere hverken barndom eller verden for at lave en god børnefilm, men en kynisk eller æstetisk distance er med stor sikkerhed ødelæggende for børns oplevelse af filmen. De forstår den ikke og kan hverken genkende sig selv eller verden omkring dem, og enten keder de sig bare eller får i værste fald en dårlig oplevelse. Forfatter og instruktør skal også være varsomme med tragiske slutninger, fordi børn har svært ved at kapere det. Børnefilm skal ende med at give modtagerne håb,« siger Mette Damgaard.
Indtruktøren Natasha Arthy, der i 2000 instruerede den roste film, Mirakel, er enig med konsulenten.
Den overordnede guideline for Arthys arbejde med film til børn er netop at give håb.
For at give dem håb er det helt centralt at tage både dem og deres problemer alvorligt. Derfor skal karaktererne selv finde, håndtere og i sidste ende løse problemerne. De skal vokse i filmen og på den måde give håb. Børn skal hjælpes til at fokusere på det positive i livet, selv om det nogle gange er hårdt, mener instruktøren.
Natasha Arthy ambition er desuden, at børnene får en håndsrækning i kampen for at acceptere sig selv med de fejl og mangler, man har i forhold til de glansbilleder, der ofte fremstilles i medierne.
»Programmer som Boogie og Popstars fremstiller en type unge, som alle andre børn spejler i. Her er alle lækre og smarte, og oplevelsen bliver hurtigt, at man er ene om ikke at være det. Den er den vigtigste ingrediens i det som kan starte et lækkert lille selvhad,« siger Natasha Arthy. Derfor arbejdede hun med en såkaldt antihelt i sin første børnefilm. En karakter, som børn kan identificere sig med, og som viser, at de problemer, man selv tumler med, er helt normale, men også håndterbare.
Der er forskellige oplevelser af, hvad den gode børnefilm er for en størrelse, men alle er tilsyneladende enige om, at den skal rykke noget.
Hvad enten det så er accept af sig selv, noget, man havde glemt eller en positiv oplevelse i en kaotisk verden.
Den gode børnefilm er en hjælpende hånd.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her