Læsetid: 5 min.

Den litterære reporter

Informations mangeårige medarbejder, journalisten og forfatteren Jan Stage, er død
24. september 2003

Nekrolog
Kun 66 år gammel er Jan Stage er død efter kort tids sygdom. Det var leveren, der sagde stop. Den kunne ikke engang han overleve, selv om han havde overlevet så meget. Hans liv blev ikke så langt, som han formentlig selv havde ønsket, eftersom han utvivlsomt havde både mere journalistik og flere bøger i sig, så var det så meget mere begivenhedsrigt, engageret og intensivt. På godt og ondt.
Jan Stage var officerssøn årgang 1937 og skilsmissebarn fra en tid, hvor skilsmisser ikke var velsete og heller ikke dengang alt for godt for børn. Han tilbragte en væsentlig del af sin barndom dels i Kastellet, hvor faderen havde embedsbolig til 29. august 1943, dels i Thisted hos sin morforældre, der hørte til byens matadorer, og tæt på sin mosters mand, der var en driftig forretningsmand med store armbevægelser og brovtende nazist – også i efterkrigsårene.
Som 16-årig blev han sendt på kostskole på Sorø Akademi – bag Ingemann-idyllen og søen dengang én af landets mest autoritære og reaktionære skoleanstalter med præfekter, cricket og britiske public schools som katastrofalt forbillede og et helt ufortjent ry som eliteskole – bortset fra cricket. Selv i gymnasiet måtte alumnerne sove på sovesale, selv om de i dagtimerne boede på to-mandsværelser – »læseværelser«. Denne opvækst, onklen og især dennes militære ven »kaptajnen« med litterær dannelse og en mystisk fortid på Østfronten, kom til at præge ham.
Efter studentereksamen mislykkedes hans forsøg på at blive jetpilot på grund af de strenge helbredskrav. I stedet sluttede han sin militære karriere i slutningen af 1950’erne som oversergent med ekstrauddannelse i et missilkompagni i Fort Bliss, Texas, USA, desertør i Danmark og efterfølgende noget, der dengang lignede et nervøst sammenbrud. Ikke så overraskende hans alder, baggrund og forløb taget i betragtning.
Unge Stages øvrige karriere i koldkrigsårene omkring 1960 omfatter også en tur til søs som »messepeter«, job som hotelportier, snusen til læreruddannelsen på aftenseminarium, medicin- og sociologistudier på Københavns Universitet. Han læser Brecht, Nordahl Grieg og Hemingway, skriver noveller til skrivebordsskuffen og bliver far. Et broget forløb indtil han efter flirt med trotskisterne melder sig ind i DKP uden senere at finde »den egentlige årsag til det skridt«. Måske en flugt og en trodsreaktion for at erstatte den tvang, han havde oplevet, med det han troede var frihed. Han skriver i Land og Folk og i ungkommunisternes blad Femad. Det var det, han ville. Og det kom han. Fandt engagement – en sag.
Han blev 1961-62 formand for Clarté – DKP’s fraktion i Studentersamfundet, redaktør af bladet af samme navn sammen med en ung, malende geologi-studerende Per Kirkeby. Forinden skrev han digte, debuterede som forfatter i Hvedekorn, bidrog til unge Hans Hertels antologi med unglitterære talenter Det lyse rum sammen med bl.a. Henrik Stangerup og Anders Bodelsen m.fl.

Kendte sin Hemingway
Som kollega og læser af Jan Stages reportager gennem årene kunne man af og til få den tanke, at han digtede over kilderne. Men hans journalistik var hyppigst yderst læseværdig. Han havde sine litterære forbilleder – også som journalist. Ikke forgæves havde han studeret sin André Malraux, sin Graham Greene og især sin Hemingway – forfattere der gik på eventyr, udfordrede sig selv og skæbnen.
Måske var det denne inspiration, der i 1964 førte til hans opbrud fra DKP-hovedkvarteret i Dronningens Tværgade for at tage til Castros Cuba med den dengang romantisk-fascinerende blanding af latinsk manana og en socialisme, der senere udviklede sig til sovjetisk stalinisme. Han virkede bl.a. som Land og Folks korrespondent og lejlighedsvis international kommunistisk kurér.
Hvad han i øvrigt foretog sig, kan man ud fra hans senere omfangsrige thriller-forfatterskab gisne om. Foreløbig blev det til den velskrevne reportagebog Så er det altså CUBA i 1966 – bortset fra digtsamlingen I morgen min ven den eneste bog, han skrev, før han indledte serien af politiske spændingsromaner i 1985.
I mellemtiden virkede han som Latinamerika-korrespondent for dette distingverede dagblad 1967-71, før han vendte hjem og blev fast ansat i Store Kongensgade. Her arbejdede han på udenrigsredaktionen, var redaktør af de sommersider og ditto tillæg, der i disse år i 1970’erne var de mest vellykkede journalistiske eksperimenter i dansk dagspresse – en legeplads og et forsøgslaboratorium for journalistiske talenter på og uden for bladet. Det kunne ses på det stigende oplag.

Stilfuldt temperament
Det varede til 1977, da han i et anfald af irritation og temperament tabte en skrivemaskine fem-seks-meter vandret gennem redaktionssekretariatet i hovedet på en irriterende sløv redaktionssekretær. Denne kom på hospitalet, men ikke noget alvorligt til – og bar ikke nag til Stage, der resolut gik op på sit kontor og skrev sin afskedsansøgning. Den blev straks bevilget, som så meget andet han bad om. I afskedsgave fik en rejseskrivemaskine med en lille sølvplade på låget. Påskriften lød: »Fra Informations redaktion. Kun til at skrive på.«
I stedet blev han all-round medarbejder på Politiken fra 1978, rejsende (krigs-)reporter, korrespondent i Caracas i Venezuela, før han 1990 vendte tilbage til Information som fast free-lancer, hvad der ikke hindrede ham i lejlighedsvis at påtage sig opgaver for Ekstra Bladet og udenlandske medier.

Internationalt format
Fra 1985 og hvert af de følgende 15-16 år kom der en roman fra hans hånd foruden reportager, essays og et enkelt tv-spil. Hans bøger blev oversat til flere sprog i store oplag, der satte ham i stand til at leve – og leve med stil – som forfatter. Han blev tildelt Publicistprisen 1994, Den Berlingske Publicistpris 1995 og Drassows Legat fra Dansk Forfatterforening 1997.
Jan Stage var en mand med stil og vaner, som de ansvarlige for redaktions- og rejseregnskaber i bladhusene ikke altid havde fuld forståelse for. Altid pertentlig og ulasteligt klædt ned til detaljen i sit foretrukne battle dress-udstyr. Han kunne være utrolig samarbejdsvenlig og generøs, men også både barsk og blød bag en macho-facade og et til tider heftigt temperament. Et sammensat og selviscenesat menneske. Kontroversiel. En velskrivende og hårdtlevende mand, der udnyttede sit livs mangeartede erfaringer. Helst ville han dø med støvlerne på. Den død fik han ikke i Stubbekøbing.
Jan Stage var den litterære reporter, der også blev en international forfatter.
Han vil blive savnet af sine læsere.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu