Læsetid: 5 min.

Liv, lettere – Lupo

Hvad kan gøre en moderne kvinde glad – udover en opvaskemaskine, en telefonsvarer og en tørretumbler? Den er lille og buttet og kører 33 kilometer på literen og tænker, mens den arbejder
13. september 2003

Hvad kan gøre en moderne kvinde glad – udover en opvaskemaskine, en telefonsvarer og en tørretumbler? Den er lille og buttet og kører 33 kilometer
på literen og tænker, mens den arbejder

Qlummen
Jeg gjorde det lige præcis, inden resultatet af den ny trafikøkonomiske statistik kom i Radioavisen: Stak den politiske korrekthed og den kollektive trafik skråt op i erkendelse af, at mit liv gik forud. Jeg købte en ordentlig bil. En sprit-ny bil, der i modsætning til mine tidligere kører hver gang. Hvilket har gjort mig nærmest lykkelig.
En lykke af samme slags, som formodes at ligge bag morgenavisens overskrift »Ti fede år« for et par uger siden. »Der var virkelig gang i 90’erne. De fleste syntes, at livet var blevet bedre, viser stor undersøgelse af danskernes levevilkår«. Og så en grafik, der visualiserer lykken: Så og så mange – et stigende antal – danske familier har fået tørretumbler, opvaskemaskine og telefonsvarer … Hvor lykkelig kan man blive?
Undskyld, men er det ikke en kende nøjsomt? I al respekt: Skal vi blive i universet »Materialisme er også en del af lykken« – og for mig gerne – vil jeg påstå, at den er metalblå, har fire hjul, lyder som en lille traktor og har en lige ud kær størrelse: Ikke for stor og ikke for lille. Pænt højt til loftet og ikke for meget unødig bagage. Runde former og dog stilfuld. Den er til det lange og seje træk, billig i drift og altid parat. Nej – det er ikke enhver mands drøm om en kvinde, men – selvfølgelig – en Lupo 3L TDI, jeg taler om.
Jeg har simpelthen længe nok lagt liv til nyhedshistorien: ’Dyrere med bus end med bil’. En historie, der er baseret på den kendsgerning, at priserne på kollektiv befordring er steget eksplosivt, fordi det offentlige tilskud er faldet. Prisen på en busbillet er næsten fordoblet siden 1981, mens bilen æder den samme del af lønnen, som den ’altid’ har gjort. Og så meget bedre er komforten jo heller ikke i tog og bus …

Jeg kan huske, at min nabo, der er en meget generøs kvinde, dengang den første Macintosh kom til verden, en eftermiddag i begejstring over sin egen proklamerede, at enhver – simpelthen enhver kvinde – burde have en sådan Mac. Alting kunne jo skrives på den, og det på den halve tid. Fuldstændig sådan har jeg det med min Lupo 3L TDI. Jeg må tage mig i – i lutter taknemmelighed – at kigge op i himlen og ligesom Peter Plysbjørns ven Jakob begræde, at det ser ud til regn. Af lutter frustration over, at den lille blå skal blive våd, til trods for 12 års rustgaranti.
Der burde simpelthen følge en Lupo med kønnet, så kvinder fik en chance for at nå det hele. For det er just pointen, hvis vi for en stund skal købe Socialforskningsinstituttets mani med at identificere levetilfredshed med materialisme: At uanset hvordan vi vender og drejer det, gør materielle sager os ikke lykkelige, men de kan gøre tilværelsen betragteligt mere overkommelig, interessant og dermed glædes- og oplevelsesfyldt. Materialisme kan forære os tid. Jeg ofrer i hvert fald frivilligt DSB og timers transport med diverse togskift og evige forsinkelser for at kunne blive klogere med P1 i mit helt eget metalblå univers et par timer hver dag. Hvad jeg ikke har spildt af tid på at vente – på toget – på Falck. Men nu? Min bil er blevet mit tredje personlige rum. Her bidder af en konkret historie til forhåbentlig inspiration.
Da der er olie i benzinen og vand i olien og røg i kabinen i den gamle bil, antyder min økonomi-kloge veninde, at jeg bør tie og høre præcis, hvad hun nu siger. Da hun er gift med en psykiater, gør jeg selvfølgelig det. Sagens alvor understreges i det konkrete tilfælde af, at hun har indkaldt psykiateren, så der nu er fire øjne, der kigger ind i mine. Mens lammekotelletterne griller under en stadig lun sommerhimmel, siger hun:
»Det må være slut med alle de gamle vrag. Du skal købe en Lupo.«
»Det kan jeg da ikke, en helt ny bil – du må være bims,« siger jeg.
»Du har ikke råd til at lade være,« afgør psykiateren.

Og så får jeg lektier for. Skriver mails til bank og kreditforening og spørger, hvad det koster at låne penge til en bil. Ringer rundt til forskellige Folkevognshandlere, idet rygtet går, at folk står i kø i årevis for overhovedet at få lov til at erhverve den lille Lupo. Synes selv jeg er meget dygtig, da jeg spørger til den årlige omkostningsprocent, ÅOP (der inkluderer eventuelle gebyrer). Min bank svarer generøst, at jeg bare kan gå ud at købe bilen. Men så vidt jeg kan vurdere, er ÅOP’en over 10. Min veninde har pointeret, at den kun lige må røre de seks, så der røg den bank-forretning.
Reich-Automobiler i Helsinge fortæller på deres hjemmeside, at det nu igen er muligt at købe den lille miljøfornuftige, dieseldrevne VW Lupo 3L, »der med sine 33 km på literen er blandt verdens mest økonomiske biler«. Da der ikke står noget om rente og ÅOP, ringer jeg.
Og her er det, at Christian kommer ind i mit liv. En ung sælger, der i vores korte bekendtskab med en antydning af overdrivelse har ydet mig samme service som omtrent samtlige andre mænd i mit liv.
En pris på godt 188.000 – en ÅOP på 6.071 pct. – en udbetaling på 20 pct. (38.000 kr. inklusiv cd-afspiller) og et løfte om i de kommende otte år at betale 2000 om måneden kommer til at udgøre vores aftale.
Jeg har gjort kort proces og valgt at købe af den forhandler, der uanset adresse ydede mig mest service. De andre forhandlere henviste kort for hovedet til nettet. Christian tog sig af mig: Regnede ud, forklarede og hentede mig sågar ved Helsinge Station. Forleden sendte han mig et fotografi af min bil – i farver – og i dag ringede han for at høre, hvordan »det gik«. Gribende dygtigt.
»Så nu har du til en måned,« konkluderede Christian muntert, da de 258 kr. var betalt ved dieselstanderen. Jeg kører fra Humlebæk til Roskilde hver dag, så det havde jeg ikke, men Lupo’en er rørende billig i drift. Den grønne afgift sneg sig op på 75 kr. Men hvorfor kører hele verden så ikke Lupo? Ja, det forstår jeg heller ikke! Eneste problem: At man kan køre til Amsterdam for 600 kroner. Det er så svært at lade være.
Jeg ved godt, at et buttet stykke metal ikke kan gøre mig lykkelig, men mellem os: Det er tæt på. Jeg er vild med den. Hver gang vi holder for rødt lys, stopper motoren for ikke at spilde krudtet. Der står frihed og færre ærgrelser på ryggen af min Lupo.
Så hvis du skulle møde en glad idiot, kan du ikke være sikker på, at det ikke er mig. Indtil de rette forstår, at tidens tempo og krav ikke rimer på den standard, den kollektive trafik har i dag, kører jeg Lupo.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu