Libkan Bazyeva er yderst motiveret for sit arbejde i Den russiske menneskerettighedsorganisation Memorial.
Hun undgik selv med nød og næppe at blive dræbt, da russiske jagerfly den 26. oktober 1999 bombede en kolonne af biler, som hun siger udelukkende bestod af civile biler.
Sammen med to andre tjetjenere, der mistede deres børn og søskende under luftangrebet, har hun indklaget den russiske stat for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Organisationen har yderligere hjulpet tre andre tjetjenere med at klage til Domstolen.
Libkan Bazyeva arbejder på Memorials kontor i byen Nazran 40 kilometer fra den tjetjenske grænse. Her arbejder 15 medarbejdere næsten udelukkende med Tjetjenien, selv om Memorial har et lille kontor i Tjetjeniens hovedstad Grosnyj.
Uegnet for børn
»Det er meget vanskeligt at bevæge sig rundt i Tjetjenien. Derfor fungerer kontoret her som hovedkontor for Memorials arbejde i Tjetjenien,« forklarer Libkan Bazyeva, der har en fortid som lektor i russisk på universitet i Grosnyj. Med sin lave, rolige stemme og venlige øjne udstråler hun værdighed og ro. Hun minder om en hyggelig bedstemor. Men jobbet er hverken egnet til bedstemødre eller børn. Mens hun har arbejdet for Memorial, har hun sendt sine fire børn ud af landet.
»Vi modtager jævnligt trusler, vores kontor er blevet smadret af maskerede mænd. Når vi er ude for at indsamle oplysninger i Tjetjenien, gør vi det skjult. Russerne og de Moskva-støttede myndigheder gør alt, hvad de kan, for at forhindre vores arbejde,« fortæller 53-årige Libkan Bazyeva, mens vi sidder i hallen uden for deres kontor. Her hænger utallige sort-hvide fotokopier af mænd. Mænd i deres bedste alder.
Hændelserne, som førte til de seks sager for menneskerettighedsdomstolen, foregik i 1999 og 2000. Libkan Bazyeva er ligesom de andre Memorial-medarbejdere glade og stolte over, at domstolen har indvilliget i at behandle sagerne.
Men nye sager presser sig dagligt på, og Libkan Bazyeva vil gerne nå at fortælle os om dem alle. Her kommer de gnidrede sorthvide billedkopier af mændene i deres bedste alder ind.
»Overgrebenes karakter har ændret sig. Det er ikke bombninger af hele landsbyer og deciderede kamphandlinger mod civile længere. Et af de største problemer i Tjetjenien lige nu er de mange bortførelser og ulovlige arrestationer,« forklarer Libkan Bazyeva. Når man spørger, kan hun også pege på overgreb fra tjetjensk side.
»Oprørerne er skyld i en del af ustabiliteten i området. Almindelige politibetjente, der udelukkende udfører almindeligt politiarbejde mod kriminalitet, er ofte mål for oprørernes likvideringer,« siger Libkan Bazyeva, der også frasorterer en del kidnapninger, som udgør en del af den omfattende kriminalitet i Tjetjenien.
Øge troværdigheden
»For at øge vores troværdighed er det Moskva-afdelingen det vil sige russere der skriver de endelige rapporter. Bortset fra én russer er det kun tjetjenere, der arbejder her og i Grosnyj. Mange tjetjenere tør slet ikke udtale sig til russere. De er bange for FSB (det tidligere KGB) eller Tjetjenien-kritiske Moskva-journalister.«
Memorial hjælper desuden menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch rundt om i Tjetjenien, så organisationen selv kan foretage interviews og undersøgelser.
Libkan Bazyeva havde viet de første 50 år af sit liv til det russiske sprog. Resten af den tidligere lektors aktive liv kommer formodentlig til at dreje sig om menneskerettighederne i Tjetjenien. Med lange arbejdsdage, ingen ferie eller fridage, så længe hun husker, har hun også givet afkald på et almindeligt familieliv. Men hvorfor ikke det, når sønnerne bor i udlandet, grimme minder trænger sig på og den republik, hun voksede op i, er ødelagt.
*Ole Nikolaj Toft og Martin Dam Kristensen er freelancejournalist og - fotograf
FAKTA
Memorial
*Organisationen opstod som en bevægelse i 80erne. I begyndelsen var formålet blandt andet at oplyse og indsamle oplysninger om brud på menneskerettigheder i tidligere og mere totalitære perioder af Sovjetunionens historie.
*Organisationen har i dag udviklet sig til en regulær menneskerettighedsorganisation, der arbejder med at forhindre og rapportere brud på menneskerettigheder
i alle afkroge i det tidligere Sovjetunionen. Der findes
i dag Memorial-afdelinger
i lande som Kasakhstan, Ukraine og Letland. Memorial arbejde er blandt andet finansieret af UNHCR.
*Kilde: Libkan Bazyeva og organisationens hjemmeside: www.memo.ru
