Læsetid: 3 min.

Mænd med bløde hatte

En kilometer lang betonmur omkranser firmaets område, bagved arbejder 5.000 spioner
17. september 2003

I Bayern
PULLACH – Byen er som så mange andre småbyer i Tyskland. I centrum står kirken, rundt om ligger kroen og en iscafé, der hedder Dolce.
Det er søndag eftermiddag, og den halve by spiser is på torvet. Alt synes helt almindeligt.
Og dog, Pullach er anderledes.
Byen, der ligger i Münchens sydlige udkant, huser kun et enkelt stort firma, BND (Bundesnachrichtendienst, forbundsrepublikkens efterretningstjeneste). 5.000 ansatte har firmaet.
Foran Dolce lyder samtalerne som en lav summen. Selv i skyggen under parasollerne bærer gæsterne solbriller. Et ægtepar sidder og tier ved bordet – hvad skulle de også tale om, hvis alle emner er klassificerede? En 40-årig blondine sidder med en ca. 60-årig – måske hendes mor, måske hendes føringsofficer, hvem ved. Man spørger ikke.
De to kvinder udveksler korte betragtninger, mens de omhyggeligt undlader at se på hinanden.

Spionen Albert
BND har adresse nogle få hundrede meter fra torvet. Bag en meterhøj mur har agenter siden 1947 samlet efterretninger fra hele verden. Selv om aktiviteterne var almindeligt kendte i byen, insisterede spionerne helt frem til 1998 på at være ’Forbundsforvaltningen, afdelingen for særlige formuer’.
Dæknavnet stammede fra general Gehlens tid. Reinhard Gehlen var en af spidserne i Nazi-Tysklands militære efterretningstjeneste Abwehr, hvor han ledede afdelingen for spionage mod udenlandske hære i Øst.
Efter Krigen fik amerikanerne brug for en mand med sovjetkendskab. Sammen med tusind gamle kammerater af tvivlsomt ry begyndte Gehlen at opbygge Vesttysklands fremtidige efterretningstjeneste.
I Pullach stod et egnet område ledigt, det hed Rudolf Hess Siedlung efter Hitlers stedfortræder. Men lad os ikke smovse i, at BND blev opbygget af gamle nazister, lad os springe frem i tiden.
I Vesttyskland hed BND-folk ’Schlapphüte’ (mænd med bløde hatte), ikke noget udtryk for respekt. Blandt dem, der ødelagde BND’s ry som effektiv spionagecentral, var en agent ved dæknavn Albert.
I begyndelsen af 1990’erne kunne ’Albert’ levere stabelvis af informationer om Rusland, Mellemøsten og Sydamerika. Han havde fremragende kilder i flere verdensdele – og det mest fantastiske var, at Albert aldrig behøvede at rejse for at skaffe efterretninger!
I virkeligheden var ’Albert’ en bedrager. Han fik sine efterretninger fra en BND-mand, der stjal oplysninger fra tjenestens computere. Ved at ændre ordlyden en smule kunne efterretningerne sælges en gang til, uden at BND-computerne anede uråd. Bedrageriet varede i fem år, så begyndte Albert og BND-manden at sjuske – de gad ikke bruge tid på at omskrive efterretningerne.

Glasnost i Pullach
Men alt det er fortid. ’Albert’ er afsløret, og siden 1998 bestræber BND sig på en vis åbenhed – der er f.eks. kommet et officielt firmaskilt op foran muren i Pullach.
Endda en butik med fanartikler har tjenesten åbnet, lige som en fodboldklub. Her kan man købe underbukser med påskriften »kun til tjenstelig brug« og en kogebog, Top(f) Secret – BND’s hemmelige madopskrifter (Varus-Verlag, 19,80 euro).
»Vi ville vække nysgerrigheden, så indbyggerne ikke længere er fremmedgjorte,« forklarede BND-talskvinden Claudia Nitz om initiativet.
Der eksisterer ingen billeder af hende, men navnet er formentlig rigtigt, for BND har gennem de seneste år også afskaffet de fleste dæknavne, dækadresser og dækbiler.
Det med dæknavnene var ikke blot et problem for udenlandske spioner. Hvis en spion f.eks. blev involveret i et trafikuheld i Tyskland, kunne det være meget svært at udrede, hvem der kørte bilen (hvilken bil?!).
I Pullach har man længe været træt af BND. Byen er blevet synonym med de bløde hatte – og hver gang de bløde hatte dummer sig, bliver hele Pullach latterliggjort. Erhvervsskat betaler fimaet heller ikke. Derfor vakte det ingen særlig sorg, da regeringens sikkerhedsråd i år besluttede, at BND skal flytte til Berlin inden 2008.
Til den tid får Pullach fred, og gæsterne foran Dolce kan spise deres is uden at blive mistænkt for at være hattebærere.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu