Læsetid: 2 min.

Medvind, tak!

Tim Firth på Folketeatret vil gerne tale småt om stort, men kan ikke vælge fokus
23. september 2003

Folketeatret
Livet er uretfærdigt og teaterlivet er ingen undtagelse. Det bovskudte Folketeater fik blandt mange andre trakasserier sidste sæson ikke den fortjente respons på Kasper Rostrups Samfundets støtter og denne sæson nåede ikke at komme igang før ophavsproblemer stoppede den oprindelige sæsonstarter og en redningsaktion måtte på banen i en vis fart.
4 slips i modvind hedder redningen, hvis spilletid ovenikøbet går med venten på en redning, men desværre nok ikke selv bliver redningen for det anspændte årsregnskab.
Tim Firth bruger de grasserende teambuilding-kurser som trampolin for sin psykologiske afklædning af fire firmasuits. Mere end trampolin når den baggrund aldrig at blive, før stykket – hvor de fire havarerer på et overlevelseskursus og den moderne livline, mobilen, løber ud – bevæger sig over i det post-Sartre’ske – at vi er i de andres vold, mere ufrivilligt end villigt – og ender med at lægge sig lidt akavet mellem et grib dagen-tema og en feelgood-udgang, der står og blafrer uforløst.

Kontrolfreak
Kontorsociologien interesserede Roland Schimmelpfennig sig dybere og langt skarpere for i sidste sæsons Push Up på Det Kongelige Teater og fra denne forestilling er Joen Bille ambulancehentet som mascot. Bille spiller den småpernittede kontrolfreak John, hvis oppakning rummer et katalog af luksusrekvisitter, strategisk bekvemme for forestillingens drive; dog må John først lære at dele. Måske endda sin kone in absentia? Max Hansens Gordon er kontorets sarkastiske pitbull, der undervejs lærer en anden ny kunst: Hensynsfuldhed, og Jan Linnebjerg er den gennemnormale Harry med større succes som familiefar og kollega end som holdkaptajn. Henning Sprogøe påtager sig den halvumulige rolle som Adam, kristen fugleflipper og gruppens psykiatriske risikofaktor og det er tappert.

Afsmag for middelklasse
Efter en tung start bokser rollemodsætningerne Bille og Hansen sig gennem en række af og til ret vellykkede farcekonfrontationer, og Linnebjerg hviler dejligt i sin rolle som pænt menneske, mens Sprogøe på sin udkigsgren tit må nære et fromt ønske om at flyve væk fra postulatet Adam og alt hans (u)væsen – inklusivt de hvide underhylere.
Selv om Peter Steen tager eftertrykkeligt og gammeldags på instruktionen og Rasmus Jangaards scenografi konstant må kæmpe sig opstrøms mod publikums uundgåelige »dether gør sig bedre på film« er englænderen i Firth den, der egentligt sender sagen på grund. Firth har som sagt svært ved at vælge fokus – ironisk i disse managementomgivelser – men han er også britisk på den svære måde, for hvor mange danskere deltager i den engelske afsmag for middelklasse? Og Johns sene åbenbaring – har du sagt til din kone, at du elsker hende? – giver, hvor velplaceret det end kan være, højst et træt ekko i en forsamling, der engang blev livslangt vaccineret af landeplagestreamere, der tillod sig at spørge, om vi havde talt med vores barn i dag?
Vi krydser fingre for, at de fire slips er den eneste modvind, Folketeatret løber ind i i denne sæson.

*4 slips i modvind af Tim Firth. Ovs.: Lærke Reddersen. Instr.: Peter Steen & Bjarte Hjelmeland. Scen.: Rasmus Jangaard. Folketeatret til 8. nov.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu