Læsetid: 4 min.

Modstands-magasin når til Norden

Det franske månedsmagasin Le Monde diplomatique udkommer nu i en storartet og velredigeret skandinavisk version
5. september 2003

(2. sektion)

Norden
Modstanden har fundet steder. Der er så snart mange byer på listen at det ligner en turné: Seattle, Genova, Göteborg, Prag, Sevilla og Porto Alegre: Der har været demonstrationer med flere hundrede tusinde mennesker, og der har være afholdt sociale topmøder.
Den store globaliseringsbevægelse stod stille efter den 11. september 2001. Det var, som om Osama bin Laden havde overtaget og overdrevet den globaliseringskritiske kamp. Men så kom optakten til krigen mod Irak, og i februar 2003 begyndte de at demonstrere på samme tid over hele verden: På samme dag var der flere hundredetusinder i Rom, mange tusinder i amerikanske byer og op imod en halv million i London.
Men bevægelsen taler ikke med en stemme. Bevægelsen viser sig ved katolske kritikere, venstreradikale grupperinger, homoseksuelle, veganere, anerkendte socialfilosoffer, hidsige landmænd, globaliseringskritiske journalister og efterhånden også millionærer som George Soros og velanskrevne økonomer som Joseph Stieglitz.
Man kan ikke se den radikale opposition i de nationale parlamenter. Men den viser sig globalt i tidsskrifter, bøger og som synlig protest mod stormagternes stormøder.
Den opposition, der ikke resumerer hele bevægelsen i slogans og slagord, er vanskelig at identificere. Den mobiliserer også kun med besvær de passive, men utilfredse.
Det franske månedsmagasin Le Monde diplomatique har i nogle år samlet trådene og syntetiseret det kritiske materiale. Le Monde diplomatique kombinerer måned efter måned forbilledligt kritiske oversigtsartikler skrevet af magasinets faste medarbejdere med store forfattere og filosoffers sporadiske indlæg.

Orientalismen efter 25 år
Man siger, at den amerikanske hær kan føre to krige på samme tid. Men heller ikke flere. De vestlige medier følger tilsyneladende den amerikanske begrænsning: Når der er krig i Irak og aktiv intifada på Vestbredden, er der ikke længere plads til Tjetjenien og Afghanistan. Le Monde diplomatique kan dække mange fronter i samme nummer. Bladet pointerer de globale konflikters mangfoldighed og synliggør deres ligheder og forskelle.
Det var en leder i Le Monde diplomatique, som mobiliserede aktivister og skribenter på bladet til at etablere den globale modbevægelse Attac, som flere steder udviklede sig til en ren parodi på venstrefløjskultur efter Murens fald, men som stadig i Frankrig artikulerer en venstreradikal position.
Le Monde diplomatique er tidligere forsøgt lanceret i Sverige. Men det varede ikke så længe. Nu er der kommet en norsk udgave, som relancerer det glimrende organ i en skandinavisk kontekst.
Edward Said har på forsiden af septemberudgaven skrevet en artikel i anledning af 25-års jubilæet for udgivelsen af hans hovedværk og bestseller Orientalismen. Det var dengang Saids tese, at orientaleren i Vesten blev kultiveret som ’den anden’; som det helt anderledes. De mellemøstlige orientalere havde ifølge Said overtaget de andres forestillinger om Orienten. Orientalismen fører til tænkning i modstillingen ’os’ og ’dem’. Nu ser Said tilbage og konstaterer, at samme modstilling fungerer som magtinstrument i dag:
»Jeg ville ønske, jeg kunne sige, at den generelle forståelse i USA af Mellemøsten er blevet lidt bedre; men desværre – det er den ikke. Situationen i Europa synes af mange forskellige årsager at være bedre. Den hårdere ideologiske tone, den øgede brug af diskriminerende generaliseringer og sejrherreklichéer, magtens rå dominans kombineret med foragt for dissidenter og ’andre’ i USA fandt sit passende modstykke i plyndringen og ødelæggelsen af Iraks museer og biblioteker. Det, vore politiske ledere og deres intellektuelle lakejer synes ude af stand til at forstå, er, at historien ikke kan viskes ud som skriften på en tavle, gøres ren, så ’vi’ kan skrive vores egen fremtid ind der og gennemtvinge vores livsformer overfor disse ’mindreværdige’ folk.«

Norsk og fransk
Det norske Le Monde diplomatique bringer artikler fra det franske magasin sammen med nye artikler. Det franske perspektiv er relativeret således, at også skandinaviske problematikker sættes i spil.
Den norske forfatter Erland Kiøsterud har skrevet en glimrende artikel om ny rå realisme i ny norsk litteratur som et forsøg på at fremskrive det dresserede og kompetencebehændige velfærdsmenneskes brutalitet.
Den ligeledes norske freelanceskribent Vegard Velle overflyver i en overbliksartikel aktuelle bøger med bud på alternative verdensordener. De forskellige radikale fritstående bud bringes på en fin fællesnævner.
Den italienske filosof Antonio Negri har begået et signalement af den italienske venstrefløj. Efter Berlusconi kom til magten, har de italienske græsrødder ifølge Negri opgivet samarbejdet med den parlamentariske venstrefløj. De samles i stedet i kolossale demonstrationer mod krigen i Irak, mod regeringen og mod nyliberalistiske forvaltningstendenser. Negri ser bruddet med socialdemokraternes monopol på opposition som både venstrefløjens problem og mulighed:
»Der findes ikke en situation i noget europæisk land, hvor et valgnederlag til socialdemokratiske partier er blevet fulgt mere effektivt op end i Italien. Vi har oplevet en ny modstandbevisthed, som vanskeligt lader sig definere, men som forsikrer os om, at de manfoldige kræfter som vil forandre og forbedre verden, ikke længere har brug for socialdemokratiet.« »‘Bevægelsen af bevægelser’ søger nye udtryksformer, både på det teoretiske niveau og i den konkrete kamp.«
Den norske version af det franske månedsblad følger de forskellige protestformer, men analyserende og teoretisk snarere end aktivistisk. Magasinet er ikke et opråb, men en anskueliggørelse af de forskellige forsøg på opråb. Der er et opslag om 30-årsdagen for militærkuppet i Chile den 11. september, den franske filosof Andre Glucksman har skrevet om den glemte krig i Tjetjenien, Nobelprismodtageren José Saramago er repræsenteret med en ældre tekst om den ny teknologi som bevidsthedsproducent, og der er meget, meget mere.
Le Monde diplomatique forfalder ikke til den trivielle stigmatisering af alle modstandere som ‘nyliberalister’ eller den rituelle nedskrivning af alle magthavere som generaler og dumme svin. Le Monde diplomatique er også i sin nye skandinaviske version et moderne medie for radikal kritik. Magasinet gør bevægelser og kritik så synlig, at det ligner en tendens.

*www.diplomatique.net

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her