Læsetid: 4 min.

Hvis disse mure kunne tale...

At mobilisere elevernes egne ’Evner og Kræfter’ i skoletiden har været et ideal i hundrede år, viser Øregård Gymnasiums jubilæumsskrift. Hvorfor blev det så aldrig til noget?
3. september 2003

Festskrift
Et lille hjørne af verden kan sige en del om den større historie. En dag lå en tyk kuvert i min brevboks her på avisen. Den indeholdt et festskrift fra min gamle skole, Øregård Gymnasium, der fyldte 100 år i forgårs, den 1. september.
En Hellerupskole, altså, i 1980’erne tilmed kendt som ’prinsegymnasiet’. Kan det blive værre?
Præcis alle disse fordomme tager den elegante, sjove og vel-illustrerede lille bog op, og den får med stor energi de noble, klassicistiske mure til at tale gennem mange generationer af elever: De ældste mundtlige informanter er studenter fra 1929, de yngste fra 2003.
De mange stemmer fortæller historien om blomsten af handelsborgerskabets ungdom: Flittige, men også forkælede elever, der gjorde indtryk ved deres ’sorgløshed’, også dengang, hvor gymnasiet var en alvorlig sag for kun fire procent af en skoleårgang. Derved skulle det helst forblive, mente nogle af skolens allerførste lærere, der med hård hånd sorterede i elevmaterialet, så de ringere selv forføjede sig i afmagt.

Modstand mod prygl
En aktiv modvilje mod prygl er dog en vigtig del af skolens grundlag. Til de betalende forældre skriver skolens grundlægger, Plockross, ved årsafslutningen 1907 således:
»Den legemlige Straf forvirrer Elevernes begreber om moralske Værdier, idet Eleverne uvilkårligt sætter den, der med Haardførhed modtager sin Straf over den, der med Flid passer sit Arbejde, og ... gør Eleverne raa og overmodige over for dem (de lærere, red.), de ikke frygter«.
Endnu mere tankevækkende giver grundlægger Plockross i det allerførste årsskrift en opskrift på ’ansvar for egen læring’ anno 1904:
»Vi har saaledes bestræbt os for at faa (Eleverne) selv sat i Bevægelse, at faa vakt deres Trang til Selvvirksomhed, mens Skolen saa vidt muligt kun staar vejledende og ordnende ved siden af.«
Smukke tanker: O at være lærer og blot vandre tyst omkring mellem flittigt bøjede unge hoveder, kun for hist og her nænsomt at optræde ’vejledende og ordnende’!

Våd drøm
Og man spørger uvilkårligt sig selv, hvordan i alverden samtlige senere pædagoggenerationer, fra 1930’ernes reformpædagogik over ’68 og frem til nutiden, kunne tro, at de selv netop havde fundet på, at det er eleverne, fremfor læreren, der skal lave noget, og i hvert fald har søgt at score moralsk ophavsret til metoden?
Ingen af dem, der selv mente at have opfundet den, kan jo have følt den specielt fremherskende, da de selv gik i skole.
Måske er problemet, at selvvirksomheden og læringsansvaret er lettere sagt end vakt. Det er måske ganske enkelt en våd drøm, en romantisk lærer-fantasi, baseret dels på, hvad lærerne selv ville synes var rart, dels på den let iagttagelige kendsgerning, at også skoleelever altid lynhurtigt lærer det, de virkelig sætter sig for.
Tænk, hvis lærelidenskaben kunne smøres ligeligt ud over oldtidskundskab, tysk grammatik og integralregning!
Men trist nok er jo ingen elever lige interesserede i alt det, der faktisk er nyttigt at kunne. Man skal altså tage sig sammen, eller læreren skal forklare, hvorfor det er en god idé, og så er vi lissom tilbage, ikke?
Sådan var det for mig, og når jeg selv har undervist, har jeg ofte tænkt, at de studerende burde vide, hvor hårdt det kan være at drive blot en enkelt spire frem fra en flok sløve sofakartofler. Man tror, de ved det, men de tænker ikke på det.
Vi tænkte ikke på det. Og så længe skolen er skole – ikke arbejdsplads og da slet ikke livet – er det for fristende at regne med, at læreren sørger for, at der lissom bliver en undervisningstime.

Gyser
Fra besættelsestiden stammer bogens eneste virkelige gyser. Som mange skoler rundt omkring i landet blev også Øregård beslaglagt af den tyske besættelsesmagt, da tyskere flygtede i hundredtusinder fra det østlige Tyskland, efterhånden som Den røde Hær rykkede frem.
Flygtningene – syge, sultne, forkomne, mange kvinder og mindre børn – blev indkvarteret på skolerne og eleverne smidt ud. På Øregård dimitterede alle 1945-studenter derfor fra det nærliggende Ordrup Gymnasium, hvor de også gik i skole om eftermiddagen i de sidste krigsmåneder.
Folk var derfor ikke vildt begejstrede, når ’fjenden’ igen kom anstigende, nu med sine sølle flygtninge. De havde jo selv været ude om det, ikke?
På denne baggrund må det forstås, når skolebetjenten, hr. Andersen, stiller op til følgende opsigtsvækkende interview:
»Deres døde lagde (Tyskerne) inde paa Pigernes W.C. De lagde (blev lagt) med alt tøjet paa, i store Bunker.
Der døde mange?
Næh, 12-13 pr. Døgn. De maatte nogle gange smide dem inde i Kældergangen lige ved vor Dør, før de fik dem kørt bort. Det hjalp ikke, vi protesterede.
Det maa dog have været modbydeligt!
Aah, saamænd, jeg gik da gerne ind og talte dem hver aften.«

Helle Askgaard og Kamma Haugan (red.): Tidsbilleder 1903-2003. Plockross’ Skole og Øregård Gymnasium. Bogen kan bestilles på skolen, mail: post.oregard@skolekom.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu