Læsetid: 9 min.

Myrderier om natten – løgne og fortielser om dagen

Hvad man ikke ved noget om, kan ikke bekymre. Det er grunden til, at offentligheden aldrig får kendskab til de tusindvis af voldsepisoder, der finder sted overalt i Irak. Besøg lighusene i Iraks byer. Her findes dokumentationen for de myrderier, der finder sted hver eneste nat
19. september 2003

BAGDAD – I det amerikanske forsvarsministerium har man netop vist Slaget om Algiers, Gillo Pontecorvos rystende film fra 1965 om Frankrigs krig i Algeriet, skriver New York Times. Denne fremragende, men forstemmende film dokumenterer, hvad der skete med både den algeriske partisanbevægelse FLN og den franske hær, da deres krig blev beskidt: tortur, mord, bilbomber, bagholdsangreb og vilkårlige henrettelser.
»Hvordan man vinder kampen mod terrorismen, men taber kampen på ideer,« lød overskriften på filmens fortrykte program, der var tilsendt Pentagons militære spidser. Men hvad skal det nytte at vise amerikanerne Slaget om Algiers? De har allerede i Irak begået mange af de samme fejl, som Frankrig gjorde sig skyld i Algeriet. Og de irakiske partisaner er for længst begyndt at følge i gamle FLN’s fodspor. 16 demonstranter dræbt i Fallujah? Glem det. 12 skudt ned af amerikanere i Mosul? Gamle nyheder. 10 irakiske politimænd skudt af amerikanske styrker uden for Fallujah? Bomben mod den jordanske ambassade? Bomningen af FN’s hovedkvarter? Eller af Najaf med 126 dræbte? Det er fortid. For alting går jo bedre i Irak. Der har nu været strøm i hele tre døgn i træk – og indtil to amerikanske soldater blev dræbt sidste fredag, gik der hele fem dage uden ét amerikansk dødsfald.
Nøjagtig på samme måde plejede franskmændene at rapportere nyheder fra Algeriet. Hvad man ikke ved noget om, kan ikke bekymre. Det er grunden til, at offentligheden aldrig får kendskab til de tusindvis af voldsepisoder, der finder sted overalt i Irak. Angreb på amerikanere, der koster civile menneskeliv, bliver ikke opgjort af besættelsesmyndighedernes presseafdeling, når de ikke omfatter tab af menneskeliv blandt ‘koalitionsstyrkerne’. Besøg lighusene i Iraks byer. Her findes dokumentationen for de myrderier, der finder sted hver eneste nat. Besættelsesmyndighederne insisterer på, at journalister cleares, før de får lov at besøge Iraks hospitaler, og det tager mindst en uge, hvis det overhovedet kan lade sig gøre. Men de tal, som hospitalernes læger opgiver, fortæller deres egen historie.
I Bagdad indbringes op til 70 lig af irakere dræbt i skudvekslinger til lighusene hver dag. I Najaf begraves hver dag op til 20 ofre for vold, oplyser lokale myndigheder. Nogle af dem er dræbt i klanfejder, andre under plyndringer eller ved hævndrab. Andre er igen skudt ned af amerikanske tropper ved kontrolposter eller i de stadigt mere brutale kommandoraids, der gennemføres af amerikanske styrker i Bagdads forstæder og i de sunnimuslimsk dominerede byer i nord.
I sidste uge blev journalister, der dækkede nedskydningen af 10 politifolk fra Fallujah, chokerede over pludselig at se hårdt sårede børn ankomme til hospitalet. Ifølge børnenes familier var de blevet ramt af sprængfragmenter, da en amerikansk tank pludselig havde affyret en salve imod en palmelund lidt ud for byen. Som sædvanlig havde besættelsesmyndighederne »ingen informationer« om episoden.

Hvis antallet af dræbte er så højt som i Najaf i bare tre andre større byer, og hvis vi hertil føjer det daglige dødstal i Bagdad og ganger med syv, får vi som resultat, at næsten 1.000 civile irakere bliver dræbt hver uge – det reelle tal kan sagtens ligge højere. Et eller andet sted i de hvælvede marmorhaller i Paul Bremers palads ved Tigris, må en eller anden være beskæftiget med at regne på sådanne uhyggelige statistikker. Men det vil amerikanerne selvfølgelig ikke fortælle os noget om.
På Iraks amerikansk kontrollerede radiostationer hører man aldrig ordet ’død’ – medmindre der er tale om noget i så spektakulær skala som bombeangrebene på Jordans ambassade og FN’s hovedkvarter. Selv drab på amerikanske soldater rapporteres der først om, mere end et døgn efter de er sket. På mine køreture på Iraks motorveje har jeg måttet lytte til den eneste radiostation, der leverer opdaterede nyheder time for time om guerillakrigen i Irak, nemlig den iranske Alam Radio, der sender på arabisk fra Teheran.
Det virker, som om beboerne i Paul Bremers kandelaber-prydede palads slet ikke betragter Irak som noget rigtigt land. Det virker, som om de ikke forstår, hvilken tragedie der udspiller sig uden for paladsets mure og ikke begriber, hvorfor Iraks »befriede« folk i stigende grad retter vreden over deres elendighed imod deres »befriere«. Selv da amerikanske soldater i et kommandoraid i Mansour for seks uger siden gik amok og skød og dræbte otte civile, heriblandt en 14-årig dreng, var eneste indrømmelse, som amerikanerne var i stand til, at give en oplysning om, at »man efterforskede episoden«. Ikke at det betød, at der var indledt en formel undersøgelse. Blot et par spørgsmål her og der. Og selvfølgelig er disse drab i dag for længst glemt.
’Fjender.’ Det var sådan, franskmændene kom til at se på hver eneste indfødt algerier. Tal med soldaterne her i Bagdads gader og lyt til det obskøne sprog, de bruger – midt imellem deres længselsfulde bønner om hjemsendelse – om de mennesker, som de skulle forestille at redde fra Saddam Hussein. En polsk journalist i Karbala bemærkede for nylig, hvor lidt der skal til, før kommunikationen og den menneskelige kontakt går i stykker:
»De amerikanske vagtposter ved kontrolposter hilste alle forbipasserende
irakere med et højlydt Salaam aleikum (fred være med dig). Et par irakiske
teenageknægte rullede forbi i en æselkærre og råbte som svar et eller andet aggressivt på arabisk og førte så pludselig deres fingre hen over halsen i en sigende bevægelse. »Skrid med jer, lede motherfucker-svin!« råbte marinesoldaterne, før deres tolk kunne nå at forklare, at drengene med deres gestus og ord blot gav udtryk for glæde over, at Saddam Husseins sønner var døde.«
Selv om de befinder sig lysår væk fra de sindsoprivende grusomheder, som Saddams sikkerhedsstyrker begik, nærmer den amerikanske besættelseshær sig efterhånden samme grad af udisciplineret råhed og brutalitet, som kendetegner den israelske hær på Vestbredden og i Gaza.
Dens ofte dødbringende indtrængninger i civile hjem, dens nedskydning af demonstranter og børn under skuddueller, dens ødelæggelse af huse og fængsling af tusinder irakere (uden retsproces og uden at informere de pårørende), dens afvisning af at efterforske sine drab, dens chikane af journalister, dens konstante refræn om »ikke at have nogen informationer« om de blodige begivenheder, som den nødvendigvis må vide alt om, lyder i stigende grad som et ekko af den israelske hær.
Hvad værre er, forvanskes de amerikanske efterretninger stadig af ideologi, på samme måde som hele den ulovlige britisk-amerikanske invasion byggede på forvansket grundlag. Da de ikke fik den velkomst som ’befriere’, som amerikanerne mente, at de havde fortjent, forsøger de nu at overbevise sig selv om, at deres plageånder – med undtagelse af de berygtede ’Saddam-regimerester’ – slet ikke kan være irakere. De må alle være medlemmer af al-Qaeda eller islamister fra Iran, Syrien, Saudi-Arabien, Afghanistan og Pakistan...

Realiteten er, at amerikanerne aldrig har fremlagt skyggen af bevis for, at al-Qaeda-krigere strømmer ind i landet. Ikke en eneste gang er der rapporteret om, at sådanne mystiske mænd er blevet set (med en mulig undtagelse af en gruppe bevæbnede iranere, der angiveligt blev bemærket lidt ud for Najaf kort efter sidste måneds terrorbombe).
Alligevel har præsident Bush og Donald Rumsfeld ophøjet de udenlandske terroristers formodede tilstedeværelse til en kendsgerning, som de sædvanlige højreorienterede klummister i amerikansk presse og naive journalister allerede broderer videre på. Med magtfuld ironi udtalte Osama bin Laden på sit
11. september-lydbånd, at han var lige så ivrig efter at få sine folk ind i Irak, som amerikanerne var efter at tro, at de allerede var der.
Uanset om de islamistiske terrorister fra udlandet er et fata morgana eller ej, så er det en kendsgerning, at der er adskillige udenlandske mænd og kvinder i Bagdad – amerikanere, briter og mange andre, som arbejder hårdt for at prøve
at realisere de forløjede løfter fra d’herrer Bush og Blair om at skabe et anstændigt demokratisk samfund i Irak. En af dem er Chris Woolford, hvis beretninger om livet i Bremers marmorpalads for nylig cirkulerede i et internt nyhedsbrev fra den britiske telestyrelse, som han normalt arbejder for.
Chris Woolford fastholder, at der også er tegn på håb i Irak. F. eks. får flere civile embedsmænd nu udbetalt regelmæssig løn, ligesom mange skoler og
administrative kontorer er genåbnet.
Tillad mig fyldigt at citere fra Woolfords afslørende skildringer af livet under Bremer. »Livet i Bagdad kan kun beskrives som bizart,« skriver han.
»Vores hovedkvarter ligger i et enormt og afsondret bygningskompleks, der tidligere var Saddam Husseins præsidentpalads. Stedet er fyldt med vældige balsale i marmor, konferencerum (et af dem bruger vi som spisesal nu), et kapel med vægmalerier af Scud-missiler og hundredvis af mindre kandelabreudsmykkede værelser, som sikkert har været velegnede til at modtage gæster i, men som fungerer mindre godt som kontorer og sovesale...«
»Jeg arbejder selv i paladsets ’ministeriefløj’, i Ministeriet for Transport og Kommunikation. I denne fløj fører hver dør langs midterkorridoren ind i et nyt ministerium. Ved siden af os ligger f. eks. Sundhedsministeriet og lige overfor Finansministeriet. Bag hver af disse dør sidder militære og civile koalitionsmedlemmer og bryder deres hoveder med at finde ud af, hvilke økonomiske, sociale og politiske problemer, Irak aktuelt står overfor.«
»Vores arbejde sker utvivlsomt i en god sags tjeneste, men jeg kan ikke lade være med at undre mig over, at vores kontakt med verden udenfor – det virkelige Irak – er så begrænset.«
Woolford noterer sig videre, at »de fleste beslutninger træffer besættelsesmyndighederne bag lukkede døre, andre træffes i Washington DC.« Så meget altså for det udpegede irakiske regeringsråd, der skal forestille at repræsentere det fremvoksende demokrati i Irak!
Woolford beskriver også, hvor vanskeligt det er at arrangere et møde med relevante irakiske embedsmænd: »Ofte bliver irakerne bedt om at stå udenfor i paladsets have mellem kl 7 og 8, så vi kan ringe dem op om morgenen på satellittelefon. Derefter tager vi så ud for at møde dem iført skudsikre vestre og beskyttet af Humvee-jeeps for og bag.«
På denne vis forsøger USA og Storbritannien altså at ’genopbygge’ et ødelagt land, der nu er skueplads for en stadigt mere grusom guerillakrig. Såvel blandt irakerne som blandt de journalister, der dækker denne konflikt, er der en gennemtrængende følelse af, at der er et eller andet helt galt med Vestens projekt om at skabe Det Nye Irak: Vores liv er mere værdifulde end deres liv. Hvad der bliver stadigt mere åbenlyst, er, at vi i virkeligheden ikke bryder os en døjt om irakerne. Vi tror måske nok, at vi bringer dem demokrati og velstand, men på det individuelle plan er vi ligeglade med dem og ligeglade med deres liv. Vi befriede dem, og det har de bare at være taknemmelige for. Nu dør de i stort tal. Javel, men ingen har sagt, at demokrati var nemt.

Donald Rumsfeld, som før invasionen raserede over Iraks masseødelæggelsesvåben, indrømmede, at han under sit besøg i Bagdad slet ikke havde berørt dette emne med David Kay, chefen for det efterforskningshold, der har som mission at finde disse mytiske våben. Selvfølgelig ikke. For de eksisterer ikke. Og Rumsfeld er lige så tavs om det civile dødstal her i landet. Det er antallet af de bin Laden-tilhængere, der påstås at strømme ind i Irak, der optager ham.
Bin Laden må føle sig taknemmelig. Det samme må palæstinenserne. I Libanons flygtningelejre i sidste uge hørte jeg palæstinensere tale om begivenhederne i Irak som en klar opmuntring. »Hvis Israels supermagtallierede kan ydmyges af arabere,« sagde en af dem til mig, »hvorfor skulle vi så opgive vores kamp imod israelerne, som ikke er lige så effektive soldater som amerikanerne?« Det var samme konklusion, algerierne nåede frem til, da de hørte, at en svært bevæbnet fransk hærstyrke havde overgivet sig ved Dien Bien Phu i Indokina.
Det lykkedes franskmændene i Algeriet at dræbe eller ’likvidere’ mange af de algierere, som de kunne have forhandlet våbenhvile med. At finde en samtalepartner var en af de Gaulles vanskeligste opgaver, da han besluttede at trække Frankrig ud af Algeriet. Hvad vil amerikanerne gøre i Irak? Deres samtalepartner kunne have været FN, men efter selvmordsbomben mod FN’s hovedkvarter i Bagdad har verdensorganisationen ikke længere en stærk tilstedeværelse i landet. Og bin Laden-disciplene og ligesindede islamister er ikke interesseret i forhandlinger af nogen art. Bush erklærede i sin tid »krig uden ophør«. Det ser ud til, at irakerne fortsat vil skulle levere de fleste ofre.

© The Independent og Information

*Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her