Læsetid: 3 min.

Når globaliseringen tager arvesølvet

Forhandlingerne op til den nye gældsaftale mellem Argentina og Valutafonden viser, hvor meget magt udenlandske investeringer har i Den Tredje Verden
12. september 2003

ANALYSE
I 1990’erne var Argentina et af de ubestridte mønsterlande for den Internationale Valutafond (IMF). Men i julen 2001 gik det galt, da Argentinas betalingsstandsning førte til verdenshistoriens største statsbankerot.
Onsdag på overtid blev en ny tre-årig aftale med IMF indgået. En aftale, som den argentinske præsident, Néstor Kirchner, kalder lige til Guinness’ Rekordbog
Aftalen vil slå rekord i at afgive selvbestemmelse til IMF underforstået den udenlandske kapital, de multinationale og globaliseringen. Prisen for at være IMF’s mønsterland i 1990’erne var nemlig en dikteret privatisering af den offentlige sektor, bankerne, naturressourcerne og bl.a. pensionssystemet.
Det falder i dag tilbage på Argentina og ikke mindst dets borgere. Aftalens største knudepunkt har været IMF’s krav om prisstigninger på op til 40 procent fra de i dag europæisk ejede leverandører af el, gas, vand, telefoni og benzin. Disse multinationale selskaber opkøbte på IMF’s diktat Argentinas nedslidte offentlige sektor for en slik i 1990’erne.
Kravet i banksektoren er ikke mindre alvorligt: Den argentinske stat skal betale bankernes kompensation for de tab, som devalueringen af den argentinske peso i januar 2002 har påført dem. Argentinas banksystem blev efter opfordring fra IMF i 1990’erne privatiseret i hænderne på udenlandske giganter.
Disse to krav fik Kirchner, efter at Argentina teoretisk var gået i betalingsstandsning onsdag, fjernet fra aftalen. Men de vil blive fremsat hurtigt igen af de europæiske firmaer og deres statsledere.
Hvis IMF var et selvstændigt land, ville Kirchner bede det om at stikke piben ind over for Argentinas indenrigspolitiske spørgsmål. Men det er IMF ikke. Helt frem til underskrifterne på aftalen har IMF optrådt som en ny helt utilsløret repræsentant for de multinationale koncerner.

Imperialistisk aftale
USA og Verdensbanken, med færre interesser i Argentina, har taget sydamerikanernes parti i denne sag af frygt for konsekvenserne af endnu en argentinsk betalingsstandsning.
I det lys kalder Kirchner aftalens fundament for »imperialistisk«. Prisen på det fremmedord kan selv señora López forstå, når regningerne på el, gas, vand, telefoni og benzin om få måneder, som annonceret, bliver forhøjet. Hun har som resten af argentinerne ikke fået lønforhøjelse i tre år, selv om prisniveauet er steget 50 procent efter devalueringen.
Hvordan er vi nået så vidt, spørger argentinerne? Nuvel, siger Kirchner. Argentinas magthavere elskede rollen som IMF’s duks i 1990’erne. Den afhængighed, som med 19 IMF-aftaler på 15 år har fordoblet gælden til 180 mia. dollar, har dikteret Argentinas økonomiske råderum og dermed politiske råderum til eksempelvis socialpolitik. Det vil Kirchner stoppe for at få råderum til at drive selvstændig politik.
»En holdbar løsning, der tillader Argentina at vokse for at kunne løse sine sociale problemer og derefter betale gælden,« som Kirchner sagde om aftalen, der giver omlægninger af tidligere lån og lægger rentebetalingen af den nuværende gæld i fastere rammer.
Han har lovet folket en revision af 1990’ernes udliciteringer til de (europæiske) serviceleverandører. Argentinas præsident har de seneste måneder oplevet, at disse selskabers grå eminence fra diverse direktionskontorer i Europa har blandet sig i hans indenrigspolitik. Selskaber som vandforsyningen,
togdriften, posten og elværkerne, der beviseligt har tjent styrtende de seneste 10 år, har det seneste års tid haft store svigt i servicen på grund af manglende investeringer, som de siger. Devalueringen, siger selskaberne, har ødelagt rentabiliteten. Men jævnligt melder de argentinske Europa-korrespondenter om disse selskabers optimistiske årsrapporter.
Kirchner og IMF ved, at Argentina intet valg har. Graden af privatisering i 1990’erne har forvandlet kontrollen af vitale offentlige og private sektorer til en fjernkontrol fra den nordlige halvkugle – primært Sydeuropa. Argentina betaler dyrt for første etape af globaliseringen, mens IMF og de multinationale slipper billigt.
Imens kæmper Kirchner, som andre latinamerikanske statsledere, med at mætte millioner af tomme maver med IMF’s opskrifter – og efter at kreditorerne og renterne har spist sig mætte.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steen Ole Rasmussen

Argentina betalte prisen for sin følgagtighed over for IMF, Verdensbanken og den internationale trend i 90´erne.

Landet brød der for sammen i begyndelsen af det nye årtusinde.

Man havde privatiseret, hvad der var af forsyningsselskaber, dvs. mistet kontrollen med landets infrastruktur og ressourcer til udenlandsk kapital, der havde samlet det hele op for en slik, for efterfølgende at have tjent styrtende på det.

Den internationale kapital havde desuden syltet deres aktiver, malket koen, som det hedder uden over hovedet at bekymre sig om de funktioner, som aktiverne var sat i verden for at udfylde

Landets økonomiske politik var skruet ind på monetarisme, dvs. den erklærede fastkurspolitik, åbent, fuldstændigt åbent for udbytning ude fra, og resultatet blev hvad vi så i 2001 til 2003.

Siden har man gjort sig fri af den internationale kapital, droppet monetarismen, for øvrigt samme form for økonomisk politik, som den EU står for i dag, og som er forklaringen på den nuværende gældskrise i Europa.

Nu har Argentina så nationaliseret 51% af aktierne i YPF, det nationale olie og gasselskab. Dvs. man har købt de 51% af det spanske Repsols 57 % andel i selskabet. De sidste år har der været udbetalte dividender på 80 til 120 % i selskabet, men ejerne har ikke kunnet finde ud af at investere i produktionen i Argentina, fordi avancen er gigantisk i de lettest tilgængelige ressourcer, og fordi man derfor ikke se noget incitament i at hjælpe landet med at udnytte en længere række af nye fund, hvor avancen vil være mindre.

EU er helt oppe i det røde felt over Argentinas revanche over for de udenlandske investorer. Og der tales om brud på markedsprincipper osv.

Udviklingen i Argentina beviser, at der er en vej uden om den økonomiske politik, som EU og resten af den vestlige verden står for. De sidste mange års vækst i landet kan ikke tages som andet end selve beviset på, at den vej, som EU har taget med sin institutionaliserede monetarisme, er en dødssejler.

http://arbejdsforskning.dk/pdf/art-185.pdf