Læsetid: 5 min.

Nede i Europa er stadig nede i Europa

Statsministeren lod i ugen der gik EU rotere en omgang – så alt kunne blive ved det gamle
20. september 2003

Ritsjj
Er de nordiske vælgere dovne og konservative og nostalgiske og afmægtige? Eller bare pragmatiske? Og statsminister Anders Fogh Rasmussen? Følger han – med Politikens ord – en »iskold, realpolitisk kurs i forhold til Unionen«? Eller er han doven og konservativ og...?
Først handlede det om den svenske euro-afstemning og dernæst og i hurtig rækkefølge eller lidt oven i hinanden om justeringen af udlændingeloven og forberedelsen af den næste danske folkeafstemning om EU. Det handlede i alle tilfælde om Europa og om udlændinge og om politik og teknikaliteter. Og så handlede det som altid i den slags sager om hvorfor, altså hvorfor folk nu stemte, som de stemte, og hvorfor folk nu må formodes at stemme, som de må formodes at ville stemme næste gang.
Det sidste kalder man en politisk krise. Det gjorde man – for eksempel B.T.’s Erik Meier Carlsen – også denne gang, altså efter at svenskerne søndag sagde nej til euroen. Ikke fordi de stemte nej, men fordi de stemte noget andet end det, som 80 procent af de folkevalgte anbefalede. Så kunne man spørge igen: Hvad så om de folkevalgte bare anbefalede noget andet eller stillede spørgsmålet anderledes, så det hele – folk og politikere, de dovne og de realpolitiske – kom i vater og lod? Hvad nu om vores egen statsminister nøjedes med at spørge om det, folk må formodes at ville stemme ja til, og lagde det andet til side?

Med forbehold
Debatten eller snarere synspunkterne fra en ende af.
Lederskribenterne på de landsdækkende aviser var fælles om at beklage svenskernes nej til euroen, det var et politisk nederlag, omend en demokratisk sejr. Det sidste på baggrund af drabet på Anna Lindh, som ingen afgørende indvirkning fik, hverken på resultatet eller valgets afvikling.
Og sådan fortsatte det. Lederskribenterne – Jyllands-Posten, Kristeligt Dagblad, B.T., Weekendavisen, omend med forskellig betoning – var enige om, at afstemningen ikke først og fremmest handlede om økonomiske teknikaliteter. Altså ikke om flydende og bundne kroner, ikke om ØMU-stabilitetspagt og budgetregler, men især om politik. Det sidste betød i ledernes udlægning to ting. For det første og med Kristeligt Dagblads ord, at EU er »et fredsprojekt med indbyggede fejl og mangler« og i B.T.’s variation, at EU er den »bedste garanti for fred og sikkerhed«, skønt det ikke lykkedes at overbevise alle de svenske vælgere om det. Det betød samtidig og med Anne Knudsens ord i Weekendavisen, at det »er en lodret løgn, at indstillingen til EU er et spørgsmål om viden. Vælgernes grundlæggende indstilling er faktisk politisk: går man ind for Europa-projektet, tager man de administrative bizarrerier med.«
Og sidste, afgørende enighed, igen med vekslende betoning, men i tråd med det foregående: At EU betyder ét for de unge demokratier i Østeuropa, der nu efter tur tager stilling til medlemskabet, nemlig politik i alle ovenstående betydninger af ordet. Og noget andet for eksempelvis Sverige og Danmark, hvor det stadig er en udbredt opfattelse, at EU er noget, som en elite vil prakke folk på. Hvorfor folk, altså ’man’, har lov i forskellige grader af fornærmelse – eller dovenskab eller konservatisme eller nostalgi eller afmagt – at betakke sig eller forbeholde sig sin stilling.

’Også gerne selv’
Det var forfatteren Inge Eriksen, der i Politiken talte om »dovenskab«. Det var historikeren Søren Mørch, der sagde om folk, at de er »konservative«. Det var forfatteren Jan Sonnergaard, der brugte ordet »nostalgi«. Og forfatteren Kirsten Thorup, der talte om »afmagt«. Og så var det endelig EU-eksperten Lykke Friis, der som forklaring på tilsyneladende kroniske uoverensstemmelse mellem politikerne og befolkningerne talte om sidstnævntes skepsis og pragmatiske holdning – »en ’vent og se’-holdning.«
Og for så at tage den for tredje gang: Når statsminister Anders Fogh Rasmussen ønsker en kommende afstemning om den ny EU-traktat kædet sammen med de danske forbehold, inklusive det retspolitiske, men minus hvad der heri måtte angå regeringens og Dansk Folkepartis stramme flygtninge- og indvandrerpolitik, er det så, fordi statsministeren er for doven og konservativ og nostalgisk og afmægtig til for alvor at begribe, hvad EU går ud på, eller er han nøjagtig så pragmatisk som et flertal af vælgerne? Eller spurgt anderledes: Hvis det er pragmatisk, han er – altså realpolitisk både indadtil, nemlig i forhold til samarbejdspartneren Dansk Folkeparti, og udadtil, nemlig i forhold til den kommende folkeafstemning – gør statsministeren så noget godt for EU?
Om det skrev aviserne ledere i går og havde andre allerede skrevet om forleden.
Jyllands-Posten støtter statsministeren. Godt nok er avisen ingen tilhænger af forbehold, men den danske udlændingepolitik »er undtagelsen, som bekræfter reglen.« Man har således og som noget ganske nyt fra dén kant lov at vælge à la carte eller fra det, der et par dage tidligere og med den politiske kommentator Ralf Pittelkows ord hed »smørrebrødssedlen«. Især da, når det »ganske givet vil vinde stor forståelse blandt EU-lande, som også gerne selv vil have fornuftige stramninger.«
Men »også gerne selv« handler det netop ikke om eller ikke kun om. I hvert
fald ikke ifølge Berlingske Tidende og Politiken og som tidligere citeret Weekendavisen.
Førstnævnte: »Anders Foghs plan afspejler uden tvivl et imponerende stykke pragmatisk tænkning. Men hele planen er også udtryk for en mangel på vilje, et fravær af politisk lederskab, som ellers ikke har kendetegnet den nuværende regering.« Og videre: »EU-forbeholdene er, både hver for sig og samlet, en ulempe for Danmark. Og de er et usolidarisk, stærkt uheldigt signal til alle vore EU-partnere, ikke mindst de nye medlemslande.«
Og Politiken dagen forinden: »Der er (...) et område, hvor statsministeren ikke stoler på Europa. Det drejer sig om udlændingepolitikken. På dette ene punkt mener Anders Fogh Rasmussen, at det er nødvendigt at sætte et ekstra værn om den danske egenart. På dette ene punkt mener han ikke, at der er noget vundet ved at søge fælles løsninger på fælles problemer.«
Der står den foreløbig: Meget tyder på, at Anders Fogh Rasmussen ved at nærme sig et befolkningsflertal, altså ’folk’, har gjort afstanden til EU større. Ikke »også gerne selv«-Europa, men det fælles.

kultur@information. dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her