Læsetid: 5 min.

NEKROLOGER

26. september 2003


Aage Rosendal Nielsen, 82
*Pludselig og overraskende var John Lennon og Yoko Ono landet i Thy. Som dansker troede man næppe sine egne øren, da bomben sprang. Den kunne ikke være faldet mere uventet, for på det tidspunkt, omkring årsskiftet 1969-70, havde parret verdenspressen i hælene, uanset hvor det bevægede sig hen. Snart sagt alt, hvad det foretog sig, blev registreret. Måske var det et billede på dette, da de to nyforelskede krøb ned i en tilsnøret pose på et hotelværelse i Holland, stadig med projektørlyset på, men så kunne de på én gang ’være i fred,’ og det kunne de alligevel ikke, og missionere for den altruistiske fred i den store verden, som de havde gjort det til deres mission at gøre.
Så var de pludselig i Thy – af alle steder. Kunne det virkelig passe, og i givet fald: Hvad var forklaringen?
Forklaringen hed Aage Rosendal Nielsen. Uden for lokalområdet havde ikke mange hørt om ham, men med den appelsin i turbanen måtte han til mikrofonerne for at fortælle om ’æ Verdensuniversitet’: »New Eksperimental College,« sagde han på bredt vestjysk – og blev således uafvidende en forløber for De Nattergale med deres blanding af det jyske og engelsksprogede.
Aage Rosendal Nielsen var stifter og forstander for det selvbestaltede universitet, New Eksperimental College of Nordenfjord University i Skyum Bjerge, i en tid, hvor ideerne piblede frem alle steder. John Lennon og Yoko Ono var levende interesseret i alt, hvad der kunne bygge bro og skabe fred mellem mennesker. Hvordan de præcis fandt frem til Rosendal fortaber sig, men det kan have at gøre med, at han tidligere i sit liv havde opholdt sig i USA, dels for at udbygge sine teologistudier, dels som medarbejder ved FN.
Vejen gik fra en barndom i Thy over en ungdom ved Sorø Akademi og senere Københavns Universitet, hvor han læste teologi. Sideløbende engagerede han sig i studiekredse, den kristelige studenterbevægelse, børnehjem.
Her er Aage Rosendal Nielsens evangelium, citeret fra bogen, Kære venner og naboer:
»Der er uro i verden i dag. Det er en uro, der fortæller, at vi ikke er tilfredse med hinanden. Det er begrænset, hvad vi kender til hinanden – samtidig vil vi så meget, til andre tider så lidt, for hinandens skyld. Og hele tiden taler vi om fred. Tør vi regne med, at fredens sejr i vore hjerter og på jord begynder med fredens sejr imellem enkelte mennesker?«
Folkeoplyseren Rosendal Nielsens ide var at samle folk fra hele verden på universitet i Thy, der reelt var en højskole, og få dem til at fungere sammen med endnu flere nye ideer til verdens forbedring til følge. Eller med andre ord: At blive klogere.
Endnu eksisterer Nordvestjysk Folkecenter for Vedvarende Energi, som Rosendal var engageret i, ligesom han på sine gamle dage var gang med at stifte et ældreuniversitet. Han gik også ind for, at folk verden over skulle have minimumsløn samt være sygeforsikrede. Således anså han sig løbende for fortsat at være uofficiel FN-medarbejder.
Man kunne sagtens forestille sig, hvad Aage Rosendal Nielsen, om han havde startet sit ’college’ i dag, ville have bestræbt sig på: At bringe muslimer og amerikanere sammen i et fællesskab. Imagine!bjørk

Marshall Jamison, 85
*Et af pionererne i amerikansk fjernsyn, produceren Marshal Jamison er død. Jamison startede sin karriere som skuespiller, senere instruktør, på Broadway.
Den musikkonservatorieuddannede Jamison startede med at lave tv i begyndelsen af 50’erne, og i 1960 vandt han en Emmy for serien The Fabulous Fifties. Men det var satireprogrammet That Was The Week That Was, et ugentligt program med politisk satire, der længe havde været et kæmpehit i England, der gav ham mest omtale.
NBC, der endte med at vise programmet i to sæsoner, udvandede det efter Jamisons mening, i forsøget på at gøre det til et »populært tv-program med masseappel« og ikke den skarpe satire, han mente det burde være.
Efter kort tid trak han sig som producer. Jamison fortsatte med at lave tv andre steder, indtil gik på pension i 1990.ross

Simon Muzenda, 80
*Simon Muzenda var en hovedskikkelse i ’den gamle garde’ af afrikanske nationalister, som førte Robert Mugabe til magten i Zimbabwe i 1980. Allerede dengang var han kendt som Mugabes tro væbner, og han fortsatte da også med lydigt og blindt at adlyde sin herre og mesters mindste ordre. Altid bakkede han i offentligheden højlydt op om alt, hvad Mugabe gjorde og sagde – en taktik, der hurtigt fik ham til at avancere i hierarkiet. At den tidligere håndværker, der kom til bestride poster som vicepremierminister og udenrigsminister, før han i 1988 blev vicepræsident, var den dårligst uddannede i magteliten omkring Mugabe, betød i den forbindelse mindre.
Selv om han officielt havde status af nationalhelt, vil han formentlig i mindre grad huskes for sin rolle i kampen mod Rhodesias hvide mindretalsstyre end for sin andel i den korruption og undertrykkelse, der i tidens løb kom til kendetegne Mugabes regime og hans Zanu-PF-parti.
Simon Vengai Muzenda blev født i 1922 i Gutu i det daværende Rhodesias Masvingo-provins. Som 23-årig drog han til Sydafrika, hvor han lærte sig tømrer-faget.
Da han vendte hjem i 1953, gik han ind i politik og blev efterhånden lokal leder af den afrikanske nationalistbevægelse, der kæmpede mod Rhodesias hvide regering. Det meste af perioden 1962-72 tilbragte Muzenda i fængsel. Derpå drog han i eksil i Zambia og senere Mozambique, hvorfra han sammen med Mugabe forsøgte at reorganisere Zanu-partiet og dets guerillakrig mod Ian Smiths apartheid-styre.
Med sin brøsige og ligefremme facon var Muzenda populær i den brede befolkning i de første af år Zimbabwes uafhængighed.
Hans nedtur indledtes i 1990, da han kampagne for at blive genvalgt alvorligt skæmmedes af, at den oppositionelle modkandidat blev skudt ned.
To statslige agenter blev dømt for mordfordøg, men blev kort efter dommen benådet af Mugabe. Selv om der aldrig fremkom beviser for Muzendas indblanding i affæren, betød den et alvorligt knæk for vicepræsidentens omdømme.
I de senere år blev den helbredssvækkede Muzenda ofte latterliggjort på grund af sit stammende og ubehjælpsomme engelsk og sine klodsede manerer. Ved parlamentsvalget i 2000 vakte han opmærksomhed, da han under et politisk massemøde, udtalte, at Zanu-PF var så populært et parti, at »hvis vi opstillede en bavian som kandidat, ville vi alligevel vinde stort.«
Hans død i en alder af 80, efterlader et tomrum i det betrængte lands turbulente politiske liv.
Et tydeligt tegn på, hvor dybt den politiske og økonomiske krise stikker i Zimbabwe, er, at Muzendas død ikke har udløst landesorg, men kun spekulationer om, hvem der skal efterfølge ham – og mere afgørende: Hvem der skal efterfølge præsident Mugabe.nil

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her